Det var et tilfælde, at Jesper Grønkjær faldt ned i gryden med magi. Siden blev han også eventyrer. Og historiesamler. Her er Kjellerup-drengen, der blev til Aarhus- og verdensmand, og som har modet til at smage på lige præcis de frugter, han lyster.
Jesper Grønkjær trækker en smøg frem fra lommen. Tænder den og inhalerer et par gange.
”Jeg ryger ikke,” siger han. Smiler så. ”Undtagen når jeg laver det her nummer. Så tusind cigaretter bliver det nok alligevel til på et år.”
Han skodder cigaretten ned i et rødt tørklæde, som han med hurtige bevægelser folder sammen om den stadig glødende smøg. Da han få sekunder senere ryster tørklædet, er der hverken skyggen af brændemærke eller cigaret.
For undertegnede, hvis barndom bestod af en endeløs række af trylleshows, fremført for en yderst tålmodig familie, føles begejstringen i dette øjeblik som juleaftensdag. Samme næsten åndeløse spænding. Samme begejstring.
Smilets magi
44-årige Jesper Grønkjær er en vaskeægte tryllekunster. Så ægte, at det til sommer er 25 år siden, han begyndte at leve af det. Men der er ikke megen høj hat og gøgler over ham. I stedet er det en solbrun mand med mørkt strithår, skæg med gråt stænk og åbentstående skjorte, der fra sin slidte læderkuffert hiver redskaber frem. Røde skumgummibolde, der kan forsvinde eller formere sig. En guldfisk i et vinglas. Spillekort. Trods de magiske tricks ligner han mest af alt én, der hører hjemme et sted, der er noget mere eksotisk end regnvåde Danmark.
Trylleri kan underholde, være smileskabende og forundringsskabende. Men jeg bruger det til at kommunikere med. Det er ikke bare underholdning. For mig er det et værktøj til at komme ind på livet af andre mennesker.
Det gør han måske også. I hvert fald med hjertet. For hans trylleri har nu i et kvart århundrede ført ham til verdens fjerneste afkroge. Han har optrådt for kannibaler på Ny Guinea, indianere ved Amazonfloden i Sydamerika og sheiker i De Forenede Arabiske Emirater. Blot for at nævne få. Senest tog han turen til Honduras for at stable et trylleshow på benene på ”Dødens Avenue,” den absolut farligste gade i et land, hvor der dagligt bliver begået 20 mord. Og så har hans færden givet ham en plads i både ”De Berejstes Klub” og ”Eventyrernes Klub”, ligesom han ofte holder foredrag om sit liv og sine rejser.
Det er derfor vanskeligt at tale trylleri uden også at inddrage eventyret, for de to ting hænger i mange tilfælde sammen for Jesper Grønkjær. Og så alligevel ikke. Der er nemlig også masser af optrædener for både børn, unge og voksne i det danske land. Uanset, om omgivelserne hedder Honduras eller Holstebro, er magien dog blot et middel til noget andet og mere, fortæller Jesper Grønkjær.
”Trylleri kan underholde, være smileskabende og forundringsskabende. Men jeg bruger det til at kommunikere med. Det er ikke bare underholdning. For mig er det et værktøj til at komme ind på livet af andre mennesker. Hvad enten det er her eller i udlandet. Det åbner op og skaber smil. Og smilet er en buffer til virkeligheden. Det kan være en slags terapi.
Den der kun ta’r spøg for spøg
Med Jesper Grønkjærs egne ord er smilet altså ”giga-vigtigt.” Både i hverdagslivet, men også for hans karriere.
”På en eller anden måde er det blevet et brand for mit vedkommende. Også professionelt. Så kynisk er det jo egentligt, men forhåbentlig bliver det ikke Ole Henriksen-agtigt, hvor man slår ud med armene konstant og alting bare er sjovt og godt,” siger han.
I stedet bruger han smilet til at bane vej for andre budskaber end bare skæg. Sammen med vennen Thomas ”Vovemod” Lütken har han virksomheden ”Smiling,” hvor de to herrer rejser til andre dele af verden for at skabe smil, gøre en forskel for ofte udsatte mennesker og nedbryde fordomme. Men bag vittigheder, trylletricks og sjove anekdoter ligger alvoren konstant på lur, fortæller han:
”Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror, jeg kan redde verden ved at trylle og skabe smil. Men hvis du kan skabe et frirum og samtidig give noget af dig selv, så kan du ofte få folk til at få det bare lidt bedre.”
Dobbelttydigheden kendetegner også den Jesper Grønkjær, der sidder over for mig. Han er på en måde lige dele dreng og mand. Det ene øjeblik bruger han ord som ”forundringsskabende” og ”giga” og forklarer i en sidebemærkning, at han ofte laver sine egne ord. Han takker nej til kaffe, men spiser gerne fra den store bøtte chokolade, der er placeret midt på bordet. Og når han taler om sin kone, Sus, kalder han hende for sin kæreste, for ”det andet lyder så gammelt.”
Jeg overlevede et langt stykke af vejen ved at være klassens joker. For jeg var malplaceret. Men jeg har altid lavet sjov med mig selv og udleveret mine dårlige egenskaber.
Modsat kan en sjov bemærkning lige så hurtigt blive afløst af en autoritær tone, når budskabet er vigtigt. Som da han understreger, at han rummer både det skægge, det alvorlige og ”alle de ting, vi ikke kommer omkring her.”
For det bliver trivielt, hvis det kun handler om at have det sjovt, påpeger han. Og omvendt:
”Hvis jeg skulle være spradebasse hele tiden, så ville jeg blive træt af det, og hvis jeg skulle være alvorlig konstant, ville jeg også blive træt af dét. Men med smil og humor kan jeg få de folk, jeg møder, til at lukke ørerne op. Siger jeg noget sjovt til et foredrag for eksempel, så lytter de, for de vil nødigt gå glip af den næste joke. Og her har jeg så mulighed for at komme med det rigtige budskab. Så det er gennem humor, at jeg kan skabe nogle alvorssnakke og gøre det muligt at blive klogere på livet,” forklarer han.
Ikke egnet
Det var også et seriøst anliggende, der i første omgang gjorde det klart for Jesper Grønkjær, at smilet var af stor betydning. Efter folkeskolen blev han erklæret ’ikke egnet’ til gymnasiet, ”hvilket mine forældre overhørte, for der var prestige i at skulle gå dér, når man kom fra den type familie, som jeg nu gjorde,” fortæller han.
Så på Bjerringbro Gymnasium kom han. Men før han forlod stedet – med det laveste gennemsnit nogensinde i skolens historie – formåede han at blive smidt ud to gange.
”Jeg overlevede et langt stykke af vejen ved at være klassens joker. For jeg var malplaceret. Men jeg har altid lavet sjov med mig selv og udleveret mine dårlige egenskaber. Man kan afvæbne meget med smil og humor. Da vi nærmede os studentereksamen var det meget tvivlsomt, om jeg bestod, og det fortalte jeg helt åbent om. Både ved at gøre grin med det og ved at være alvorlig. Med det resultat at der til min dimission blev klappet og hujet, da mit navn blev råbt højt. Og der var virkelig ikke noget at juble af, for jeg var klart den dårligste. Men hvis du fremlægger dine fejl og mangler, hvis du tør grine af dig selv og udlevere dig selv, så bliver du vægtet på en helt anden måde,” siger han.
At det blev som tryllekunster, han senere skulle få folk til at smile, var lidt af et tilfælde.
”Det kunne lige så godt have været saxofonspil eller balletdans. Men nu blev det så trylleriet,” smiler han.
Også her var gymnasiet ramme for den udvikling, der senere skulle føre til, at Jesper Grønkjær blev én af Danmarks få professionelle tryllekunstnere.
”Jeg skulle finde noget at bruge tiden på i stedet for lektierne. Og så havde jeg fået fat i et postordre-katalog, hvor man kunne købe rekvisitter til at trylle med. Derfor begyndte jeg at trylle i frikvarterne for både lærere og elever. Det var fedt,” husker han.
Det var før diverse talentshows slog igennem på dansk tv, så Jesper Grønkjær meldte sig i stedet til den årlige talentkonkurrence i Silkeborg.
”Da jeg fortalte det på gymnasiet, skete der to ting. Først sagde alle ’Sikken en idiot’ og derefter: ’Nu skal vi se, når idioten gør sig til grin.’ Så de var 70 mennesker, der lejede en bus og så mig gå på scenen på Restaurant Delta House.”
Den dårlige tryllekunstner
Det skete med en høj hat på hovedet, i farens alt for store habitjakke og med et nyligt permanentet hår.
”Jeg syntes selv, jeg lignede Thomas Helmig. Set i bakspejlet lignede jeg nok mere Polle fra Snave,” ler Jesper Grønkjær.
På scenen viste han fire tricks. Tre var dårlige, et mislykkedes, fortæller han. Hver gang han kiksede, grinede hans venner mere og mere hysterisk – men til både Jesper Grønkjærs og publikum store overraskelse vandt han førstepræmien.
”Her oplevede jeg en helt ny følelse, nemlig det at kunne lave noget, som folk godt gad se på. Og så var det jo tåbeligt ikke at gå ud af den vej,” uddyber han.
Efter gymnasiet bestemte han sig derfor for at satse på det, han synes, var allermest fedt. At få andre mennesker i godt humør. Han lånte 100.000 kroner og købte et folkevognsrugbrød.
”Rigtig kikset skrev jeg ’Jesper Grønkjærs Trylleshow’ og satte guldstjerner på,” fortæller han – og sendte brochurer ud til alle de steder, der kunne tænkes at ville hyre en tryllekunstner.
Dagen efter begyndte telefonen at ringe. Og det har den gjort lige siden, siger han. Ikke pralende. Bare konstaterende. Hvis man skulle fornemme den mindste snert af hovmod, skyder Jesper Grønkjær det selv hurtigt ned igen.
Det kan godt være, man ikke passer ind i systemet, men derfor kan man godt passe ind i verden.
”Jeg begyndte derefter at trylle mere og mere, og ret hurtigt blev jeg god til at kommunikere og komme ud over scenekanten. Formidle nogle budskaber. Men ikke til at trylle. Det er jeg stadigvæk ikke. I stedet bruger jeg ofte mine trylleshows og foredrag til at sige, at selvom man føler sig dømt ude af spillet, er man det ikke. Jeg gik i skole i 14 år, hvor jeg var ham den dumme. Jeg spillede fodbold i 12 år og kom ikke længere end til 2. holdet. Jeg var spejder i 10 år og kunne ikke binde et råbåndsknob. Men jeg har rejst kloden rundt med mit trylleri og lige skrevet min tredje bog. Så det kan godt være, man ikke passer ind i systemet, men derfor kan man godt passe ind i verden.”
Vil smage på alle frugterne
I dagens anledning har jeg taget en høj hat med af den slags, hvor man kan trække en tøjkanin op fra et hemmeligt rum i bunden. En skæg detalje, når man skal interviewe en tryllekunstner, synes jeg selv. I stedet for et plysset dyr har jeg dog lagt sedler i hatten med de ord og sætninger, der går igen i Jesper Grønkjærs nyeste bog. Sedlerne skal Jesper Grønkjær selv trække, og derefter sige det første, der falder ham ind.
Da han trækker ”Eventyr,” smiler han og siger så:
”Den har vi vel allerede været omkring?”
Men nej. I hvert fald ikke nok. For selvom eventyret konstant er en underliggende faktor, når han fortæller anekdoter fra trylleriet og tilværelsen generelt, så mangler der stadig at blive sat ord på, hvorfor eventyret er så vigtigt for Jesper Grønkjær.
Jeg er eventyrer på den måde, at jeg gerne vil smage alle frugterne på hylden.
”Jamen, eventyr for mig er at komme til det ukendte. Blive klogere på verden og dermed blive klogere på mig selv. Give afkald på kontrol. Jeg er i kontrol med mit job, mine penge, min kæreste – med, ikke over – og med mine børn. Og derfor er det fedt bare at rejse afsted. Det er en kontrast til hverdagen,” forklarer han.
Men så er der også aspektet med at møde nye mennesker. Se andre samfund end det trygge danske. Høre nogle historier.
”Jeg er eventyrer på den måde, at jeg gerne vil smage alle frugterne på hylden. Se, hvad der er på den anden side af bjerget. Jeg vil det hele. På samme måde synes jeg, det er spændende at høre andre menneskers historier, for alle har en forskellig tilgang til livet. Og det giver mig noget at reflektere over.”
Eventyr uden grænser
Han har ikke svært ved at pege på sit livs første eventyr – sydspidsen af Grønland i 1994 med et trylleshow – eller det største eventyr – ”At få børn!” – men det bliver straks mere vanskeligt, da han skal udpege det bedste rejseeventyr.
”Det kan jeg simpelthen ikke!” udbryder han. ”For hver rejse er forskellig og må ikke ligne hinanden. Det er vidt forskellige steder, jeg har været og vidt forskellige ting, jeg har fået ud af det.”
Alligevel skiller to eventyr sig dog ud: Rejsen til Honduras og Ny Guinea:
”Honduras var en ekstrem indsigt i menneskeskæbner. Jeg måtte tage livtag med mine egne fordomme om had, ondskab, tilgivelse og tro. Og så mødet med kannibalstammen på Ny Guinea. Her var jeg virkelig ved ’verdens ende.’”
Han har også svært ved at komme i tanke om noget, han ikke vil gøre i eventyrets navn. Det vigtigste er, at rejsen giver mening for ham. Og det kan andre have vanskeligt ved at forstå, fortæller han med henvisning til en BT-artikel om Jespers møde med en massemorder i Honduras. Et møde, han beskriver i sin seneste bog, hvor han også prøver at forstå den menneskelige side af et menneske, som er beskyldt for op mod 400 mord.
”Der kom en masse negative reaktioner, som til at begynde med gjorde mig lidt ked af det. Folk skrev blandt andet, om jeg så også ville kramme Anders Breivik og forsvare Hitler. Altså – hvis jeg får mulighed for at møde Breivik, så tror jeg, at min menneskelige nysgerrighed vil betyde, at jeg siger ja. For jeg synes, det kunne være interessant at vide, hvad han rummer. Og hvis man ikke lytter til historien, så gentager den sig,” siger Jesper Grønkjær og trækker vejret et kort sekund, før han afslutter:
”Så grænser, ja, dem skal der nok være. Men jeg er ikke stødt på dem endnu.”
JESPER GRØNKJÆR
- Født 1971 i Kjellerup, Midtjylland. Gift med Sus. Parret bor i Brabrand med deres to børn, Liva og Viggo.
- Har til sommer levet af at være tryllekunstner i 25 år.
- Har udgivet to bøger om sine rejser: ”Den magiske rejsende” (2009) og ”Smil på Dødens Avenue” (2015).
- Blev medlem af De Berejstes Klub i 2006 og Eventyrernes Klub to år senere.
- Er i TV2 Østjyllands ”Hits og Holdninger” og ”Markante meninger” samt klummeskribent for Midtjyllands Avis i 22 år.
- Det første, Jesper Grønkjær tænker på, når man siger Aarhus, er: ”Smilets by! Og så at jeg er meget glad for Aarhus. Jeg er dog også stadigvæk meget Kjellerup-mand.”