På Aarhus Ø er der sommeren over masser af muligheder for at komme ud at prøve forskellige sportsgrene på gyngende grund. Vi har mødt fire mennesker, som alle dyrker havsport.
SUP
Navn: Katrine Krebs
Alder: 39 år
Sport: SUP
Navn: Trine-Cecilia Jensen
Alder: 42 år
Sport: SUP
Forening: SUPaarhus, som de begge er stiftere afSUP er en forkortelse for Stand Up Paddle, som er en gren inden for surfing, hvor du står op på et surfbræt med en paddel. Der er mange forskellige typer SUP-surfing. Det, vi for tiden udøver ved Aarhus Havbane, er flat-water SUP og ind imellem downwind, hvor man fanger dønninger med boardet.
Den bedste oplevelse, vi har haft med SUP, var første gang vi fangede en bølge. Det gav sådan et sus, og vi var helt høje bagefter. Derudover er det skønt med den workout og kontakt til naturen, som sporten giver. Vi har begge dyrket SUP i tre år, men vi har tidligere prøvet andre havsportsgrene, men de kan slet ikke måle sig med SUP.
Vi er draget mod havet og havsport, og vi kunne slet ikke forestille os at bo et sted, hvor der ikke er hav i nærheden. Med SUP kommer du tættere på vandet og naturens kræfter. Der er en følelse af tilstedeværelse, når vi står på vores board. Samtidig er det rigtig god workout for hele kroppen. Det er så fedt. Lige for tiden er vi ude at surfe næsten hver dag.
Mindst 10.000 kroner skal du forvente at smide, hvis du skal have noget godt SUP-udstyr, så sporten er dyr. Derfor er det smart at være medlem af en forening som SUPaarhus, der stiller udstyr og instruktører til rådighed. Når du dyrker SUP er det vigtigt, at du husker at holde ’koncentrationen nede i fødderne’. Når tankerne holdes i fødderne, er det lettere at holde balancen. Det giver en indre ro og samhørighed med havet. Det fortæller vi alle, som giver sig i kast med vores fantastiske sport.
Havkajak
Navn: Thøger Nisbeth Henriksen
Alder: 26 år
Sport: Havkajak
Forening: Aarhus Kano- og KajakklubJeg begyndte at sejle havkajak for to et halvt år siden. Kajakklubben passer perfekt til mig, fordi jeg kan komme væk fra byen lynhurtigt. I klubben er der en masse mennesker, der som jeg, synes det er fedt at lege og nørde kajak. Det er helt sikkert det sociale, der holder mig til denne sport.
Det er en misforstået idé, at det kun er armene, man bruger til at sejle havkajak. Det prøver vi også at lære de nye. Det er ryggen, du bruger, og så skal du rotere i kroppen, når du sejler. Så ror du længere og hurtigere uden at bruge så meget energi. Der er mange, der ligner en hjuldamper, første gang de skal prøve kajak, fordi de kun bruger armene.
Det sværeste ved at ro kajak er at stoppe med at ro kajak. Det er super sjovt, og jeg har lyst til at blive ved hele tiden. Men rent teknisk er det sværeste at få ordentligt styr på teknikkerne, så man undgår at få skader.
Havkajak er en fed kombination af individsport og fællesskab. Du kan enten vælge at tage ud alene og sidde i bugten og slappe af, eller sejle med andre og få det sociale. Der er en god vekselvirkning mellem at være alene og i grupper, og det er nok egentlig det, jeg synes, er fedest.
Min bedste oplevelse med havkajakken var for nylig, hvor der var en delfin inde i havnen. Jeg havde roet ud, og lige pludselig kommer delfinen op to meter fra mig. Den svømmer under min kajak, og jeg kan se den under vandet. Jeg var i vandet i halvanden time og kiggede på den og fulgte efter den, og den blev ved med at være i nærheden af mig. Det var en rigtig god oplevelse.
Sejlads
Navn: Mathias Lehm Sletten
Alder: 23 år
Sport: Sejlads
Forening: Aarhus SejlklubI sejlads kæmper jeg mod elementerne og skal hele tiden prøve at få vinden, bølgerne og strømmen over på min side. Jeg kan helt vildt godt lide at være på vandet, og så synes jeg, at det er sjovt at perfektionere mig. Når jeg ikke deltager i stævner eller træning, kan jeg godt lide at sejle ud til Marselisborg med min kæreste og venner og få en is. Det er hyggeligt.
Sejlads kan være en rimelig dyr sport, alt efter hvilket niveau der sejles på. Jeg har sejlet OL-klasser, og det kan koste op imod en halv million om året, det er jo enormt dyrt med rejser og så videre. Men jeg har også en lille hyggebåd, der hedder spækhugger, som er en kølbåd. Den ligger nede i havnen og har kostet mig 30.000 kroner. Jeg købte den sammen med en kammerat, så nu koster den mig 500 kroner om måneden, hvilket ikke er så dyrt. Så sejlads kan foregå på mange forskellige niveauer og til forskellige budgetter.
Jeg har været med til rigtig mange Europa- og Verdensmesterskaber i forskellige klasser. Mit bedste resultat er en tredjeplads til et U18-Verdensmesterskab på Bahamas i 2010. Jeg begyndte at sejle i de olympiske klasser, da jeg var færdig med at sejle 29er i ungdomsklassen. Men det er sat lidt i bero nu, altså elitedelen, fordi jeg er startet på studie her for to år siden. Men jeg vil gerne i gang med at sejle olympisk igen.
Mit mål er at komme til OL i 2020 i Tokyo. Jeg forbereder mig ved at styrketræne rigtig meget. Jeg er ved at være der fysisk, så for mig handler det nu om at finde en makker. Jeg vil nemlig gerne sejle en tomandsjolle. Ellers skal jeg bare i gang med at træne, både herhjemme, men også ved at sejle stævner rundt omkring i verden.
Havsvømning
Navn: Jacob Erdmann
Alder: 31 år
Sport: Havsvømning
Forening: IF Lyseng SvømningHavsvømning går ud på at opleve naturen på tæt hånd. Alternativet ville være at ligge i et lyseblåt bassin, der er 26 grader varmt. I havsvømning svømmer jeg med våddragt grundet temperaturen, men dragten gør også, at jeg ligger bedre i vandet.
Jeg dyrkede thaiboksning i mange år, men så blev jeg skadet grundet en brækket skulder. I den forbindelse brugte jeg svømning som genoptræning, fordi svømning fungerer som vægtløs repetitionstræning, der ikke ødelægger kroppen som ved styrketræning. Jeg endte med at avancere mig ret hurtigt, fordi jeg svømmede så meget.
Badebukser, svømmebriller og en badehætte, hvor du bliver set, er vigtig. En badehætte i sort, blå, grøn og hvid dur ikke, for når bølgerne slår, går disse farver i ét med vandet. Det er vigtigt, at omgivelserne kan se dig, så vælg en stærk farve. Og så skal du have en våddragt på, så du kan være længere i vandet. Derudover er der alt ekstraudstyret, man kan købe sig fattig i – altså neopren handsker og hætte eller en oppustelig havtaske.
Steppet efter vinterbadning er havsvømning, eller det er i hvert fald sådan, jeg definerer det. Vinterbaderen sopper, vi havsvømmere svømmer. Vi bader ikke, og det er forskellen. Vi er ikke nede for at bade. Af sikkerhedsmæssige årsager starter sæsonen i maj og går indtil september, men nogen starter tidligere.
Jeg kan godt kan lide bølger. Jo vildere, jo bedre. Sidste år var vi nogle trænere fra havsvømmeklubben, der skulle ud og sætte plakater op, og der var bare monster bølger. Så det endte med, at vi alle sammen hoppede i havet, med bar røv, eller næsten. Vi fik hurtigt samlet noget udstyr sammen, så vi kunne komme ud i de høje bølger.