Den euforiske stemning, jublende tilskuere og de paralympiske rammer er blevet skiftet ud med et helt normalt træningspas på Aarhus Atletik- og Løbeakademi. Den overbensamputerede para-atlet og verdensmester Daniel Wagner skulle deltage i sit fjerde Paralympiske Lege i Tokyo i sommeren 2020. Nu lever drømmen videre frem mod 2021.

Tekst: Katrine Bendixen
Foto: Christer Rise Malfoy

Ved de Paralympiske Lege i London tilbage i 2012 skulle den dengang 19-årige Daniel Wagner for første gang repræsentere Danmark i paralympiske rammer. Han stillede op i længdespring, 100 meter sprint og 200 meter sprint, og da han blev præsenteret over højtaleren, var der en eksplosion af jubel og klapsalver, og adrenalinsuset overtog hele hans krop. Det var en følelse, som han ikke kan forklare, men da han alligevel prøver, beskriver han det som at være en gladiator, der træder ind i Colosseum klar til at kæmpe for sit liv.

Han havde spændt sit længdespringsben fast på benstumpen af sit højre ben. Inden han stillede sig klar til at springe, tog han armene over hovedet og begyndte at klappe ud mod publikum. Det fik samtlige 80.000 tilskuere til at klappe i takt med ham.

Og sådan sprang Daniel Wagner sig til en bronzemedalje, og de Paralympiske Lege i London i 2012 blev karrierens gennembrud og et vendepunkt i hans liv.

Et trampolinspring der ændrede alt    
Sport har altid været en stor del af Daniel Wagners liv, og som barn gik han til gymnastik, hvilket han havde et stort talent for. Han mestrede både bevægelserne på gulvet og springene i luften. Men til en helt almindelig opvisning i barndomsbyen Vejle gik det galt.

”Det var et trampolinspring med en dobbelt forlæns salto. Et spring jeg har lavet 100 gange før, men det var samtidig det sværeste spring, jeg kunne lave på det tidspunkt,” fortæller Daniel Wagner og beskriver, hvordan en uheldig landing ændrede hans dengang 14-årige lange liv for altid. Han landede med hele sin vægt på sit højre ben, som fik knæet til at gå af led og knæskallen blev skubbet op på låret.

På Vejle Sygehus blev han lagt i fuld narkose, og situationen blev hurtig et kapløb mod tiden. Blodtilførslen var stoppet til underbenet, og hvis ikke benet fik blod igen inden for kort tid, ville det begynde at udskille affaldsstoffer, som han højst sandsynligt ikke ville overleve. På vegne af Daniel Wagner, som stadigvæk lå i fuld narkose, besluttede hans forældre derfor at amputere størstedelen af hans højre ben.

”Jeg blev lagt i fuld narkose med et knæ, der var gået af led og vågnede op med et knæ og underben, der var amputeret. Jeg troede ikke, jeg vil komme til at gå igen.”

Selv om det selvsagt var en stor omvæltning for ham, var han hurtig til at acceptere sin nye situation med et amputeret ben, fortæller han. Han var med det samme opsat på at vende tilbage til gymnastikken i det omfang, det var muligt for ham, og kun tre uger efter benamputationen stod han igen på havetrampolinen – nu kun med ét ben at støtte på.  

”Jeg husker, jeg var meget nervøs. Jeg stod der i 10 minutter og samlede mod. Men så lavede jeg en flikflak og en baglæns salto på ét ben.”

Og sådan beviste 14-årige Daniel Wagner over for sig selv, at den højtelskede sportsverden stadigvæk var åben for ham, og at han trods ulykken havde muligheder at kæmpe for som sportsmand.

Fra gymnast til atlet
Selv om ulykken fra gymnastikopvisningen har gjort Daniel Wagner fysisk handicappet for altid, har han aldrig følt sig handicappet eller været opgivende og ulykkelig over sin situation. Efter tre måneder som overbensamputeret gymnast tog Daniel Wagner på gymnastikefterskole. En beslutning som tvang ham til – meget kort tid efter ulykken – at etablere en hverdag, der fungerede trods de fysiske udfordringer, så han havde hverken tid eller lyst til at have ondt af sig selv.

På efterskolen kæmpede han for at komme tilbage til gymnastikken, men han kunne ikke løbe med sit daværende løbeben. I desperationen for at lære at løbe igen, blev Daniel Wagner introduceret til atletik og sportsgrenens para-landshold, hvor han fik det rigtige udstyr til at kunne løbe. 

I 2010 begyndte han at træne seriøst som para-atlet, og på rekordfart blev han både ekstremt god til længdespring og sprint. Når man spørger ham, hvor det kommer fra, mener han, at ungdomsårene som gymnast har været med til at gøre ham til en eliteatlet rigtig hurtigt.    

”Tilløbet til et godt spring i gymnastik kræver en hurtig spurt på samme måde som tilløbet til et godt længdespring eller en 100 meter sprint. I alle tre discipliner er eksplosiviteten afgørende.” 

Ser ikke udfordringer som begrænsninger
Når man som Daniel Wagner mangler størstedelen af sit ene ben, bliver helt simple ting hurtigt til store udfordringer, og han har skullet lære helt simple ting som at løbe igen – noget han har gjort hele sit liv, men som fra den ene dag til den anden blev en kæmpe udfordring.

De fleste vil formegentlig foragte en ulykke, som den Daniel Wagner har været ude for, men i dag ser han selv tilbage på ulykken, som det der gav ham noget at kæmpe for i livet: at komme tilbage til sporten. Det er altså hverken følelsen af bitterhed eller uretfærdighed, der har været toneangivende for Daniel Wagners liv og beslutninger, og med sin ukuelige og stædige ”jeg kan, hvad jeg vil”-mentalitet, har han aldrig set sine udfordringer som en begrænsning.  

”Jeg træner stort set på samme måde som en atlet, der har begge sine ben. Den største forskel er nok, at jeg ikke kan lave styrketræning på samme måde, og så har jeg en bandagist, der virker som min mekaniker, hvis der skulle opstå problemer under konkurrencerne. Uden ham vil jeg ikke komme nogle vegne som protesebruger og atlet.”

Daniel Wagner elsker at udfordre sig selv – også på områder, hvor han ikke nødvendigvis er på hjemmebane, og engang imellem bruger han skisporten til at udfordre sig selv og samtidig få et tiltrængt pusterum fra atletikken. I 2018 stillede han op til Vinter Paralympiske Lege på snowboard. Han var hverken den bedste eller dårligste, men han modbeviste alle skeptikere, der ikke mente, man kunne stå på snowboard med ét ben, fortæller han.

Ses i Tokyo 2021
Ethvert Paralympisk Lege stiger automatisk og uden tøven ind på Daniel Wagners førsteplads over sæsonens ultimative største og vigtigste mål, og deltagelsen ved De Paralympiske Lege 2020 har derfor været rammesættende for Daniel Wagners træning og hans liv i året op til. I 2019 satte han sin uddannelse som kaospilot på pause for at kunne være helt klar, når det store slag i Japans hovedstad skulle stå. Som for resten af verdens elitesportsfolk kom det derfor som en mavepuster for Daniel Wagner, da de store fysiske og mentale forberedelser ikke skulle kulminere i år alligevel.

”Jeg har på ingen måde mistet modet eller gejsten, men det er da mentalt hårdt, at de helt store og sjove medaljer nu ligger længere ude i fremtiden, end jeg havde regnet med. Det er altid tanken om medaljer, der motiverer mig og holder mig til ilden til daglig.”

Men Daniel Wagners forventninger til sig selv og sine præstationer i 2021 har ikke ændret sig af den grund. De er som altid tårnhøje, og som det ser ud lige nu, er drømmemålet at indtage den absolut bedste placering på podiet, fortæller han.

”Jeg går helt klart efter guld ved De Paralympiske Lege i 2021, det er den eneste medalje, jeg mangler. Men konkurrencen er meget tæt både i længdespring og på 100 meter, så det bliver ekstremt svært.”

Lige nu har verdensmesteren dog et mere forestående mål, der først skal indfries. I et års tid har han døjet med en skade i akillessenen, så vintersæsonens store mål er nu at blive klar til en skadesfri sæson i 2021, så han kan få de bedste forudsætninger for en god træning op mod De Paralympiske Lege 2021.

Derfor er de tre runder på atletikstadionet, som han plejede at løbe som opvarmning, skiftet ud med opvarmning på en indendørs motionscykel, som er mere skånsomt for akillessenen – men også meget kedeligere, fortæller Daniel Wagner. Derfor ser han samtidig et par Call of Duty-videoer på YouTube, som gør den skadesbetonede opvarmning på cyklen lidt sjovere.  

Livet ud over atletik
Det siger sig selv, at de fleste timer af Daniels Wagners liv de seneste mange år, er blevet brugt på et atletikstadion – og de seneste tre år på Ceres Park. Men det at være udøvende elitesportsmand er af fysiologiske årsager et tidsbegrænset erhverv, og derfor er 27-årige Daniel Wagner nu begyndt at tænke mere over, hvad han skal lave, når kroppen ikke længere kan præstere på eliteniveau. Det har altid været vigtigt for ham at have ambitioner og mål i livet, som også rækker ud over atletikken, men det kan være svært, og derfor er han heller ikke sikker på, om hans igangværende uddannelse som kaospilot er det helt rigtige for ham.

”Jeg vil gerne lære noget og kunne mere end bare atletik og udfordre mig selv på andre måder. Jeg håber, jeg kan finde noget at arbejde med fremover, som jeg brænder lige så meget for, som jeg gør for sporten.”

Daniel Wagner har været vant til et liv, hvor der altid har været et mål at jagte, hvad end det har været at gå, løbe, genoptræne, slå personlig rekord eller blive verdensmester, og der har ikke været så mange muligheder at vælge i mellem. Derfor er det både en usikker og ikke mindst uvant situation for ham, når målet pludseligt ikke står soleklart, og uddannelsesmulighederne er mange.

”Jeg vil gerne vælge rigtigt i første forsøg, men jeg ved samtidig ikke, hvor jeg skal starte. Det eneste jeg ved, er, at der er et liv efter sporten, og det skal være lige så sjovt og udfordrende, som det liv, jeg har nu.”

Der er dog ingen optræk til et liv uden atletik lige foreløbig. Karrierens mål står soleklart i øjeblikket, og han glæder sig derfor til, at turen går til Tokyo, hvor både hans familie og gode venner vil sidde blandt tilskuerne og heppe på ham.

”De har allerede lejet en lejlighed i Tokyo, så jeg krydser alt, hvad jeg har for, at der må komme tilskuere. Ellers bliver det et spøgelsesstadion, og det vil være helt forfærdelige rammer at skulle præstere i for en showman som mig.”  

TO FORSKELLIGE BENPROTESER
Daniel Wagners løbeben er indstillet til at få ham fremad så hurtigt som muligt. Der er for eksempel ikke nogen hæl på foden, fordi man kun løber på forfoden, når man skal sprinte. Benet kan være svært at styre og fungerer bedst til at løbe ligeud.

Hans springben er indstillet mere passivt, som gør det er nemmere at styre. Foden er meget hård for, at Daniel kan lave et mere eksplosivt afsæt på protesen, og få så meget højde på sit spring som muligt.   

DET VIDSTE DU IKKE OM DANIEL   

  • ”Jeg elsker at lave god mad. Jeg er efterhånden blevet ret god til det, hvis jeg selv skal sige det.”
  • ”Jeg kan lave en rubiks cube på 30 sekunder. Jeg havde den med til mit første Paralympiske Lege i 2012, og jeg er sikker på, den var med til at sikre mig min bronzemedalje i længdespring.”
  • ”Jeg interesserer mig for kaffe, som jeg nørder derhjemme. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange kopper, jeg drikker om dagen.”

DANIEL WAGNERS TOP 5 RESULTATER

  1. Guld i 100 meterløb (12,32 sek.), VM i para-atletik i 2019
  2. Guld i længdespring (6,50 meter), VM i para-atletik i 2017
  3. Sølv i 100 meterløb (12, 32 sek.), Paralympiske Lege 2016
  4. Bronze i længdespring (6,11 meter), Paralympiske Lege i 2012
  5. Bronze i længdespring (6,57 meter), Paralympiske Lege 2016