I dag klokken 13.00 er det tid for den årlige uddeling af de mange 2-kroner, som den gamle modeljernbane på Aarhus Hovedbanegård har kørt ind i årets løb.
Som en juletradition er det borgmester Jacob Bundsgaard, der på vegne af DSB har fornøjelsen af at kunne uddele pengene til en række lokale, velgørende organisationer.
De foreninger og organisationer, som i år vil modtage togpenge, er primært mindre foreninger og organisationer, hvoraf de fleste af dem ikke får store driftstilskud fra kommunen. Det er foreninger, hvor indsatsen i høj grad løftes af frivillige ildsjæle, og hvor fokus hovedsageligt er på børn og unge. Pengene kan bruges til at afholde arrangementer og gøre julen lidt rarere.
Togbanen har i år indkørt 36.488 kr., og som tidligere finder uddelingen sted ved modeljernbanen hos Joe & The Juice på Aarhus Hovedbanegård. I forbindelse med arrangementet vil Aalborg Jernbane Orkester underholde med julemusik.
Den populære og ikoniske modeljernbane har eksisteret siden 1962 på Aarhus Hovedbanegård og er fortsat ejet af DSB, selvom jernbanen i dag har til huse hos Joe & The Juice.