Han er i dit fjernsyn. På biografens lærred. Og på landets teatre. Han er høflig. Smilende. Ligefrem. Men også professionel. Privat. Kontant. Selv kalder han sig heldig. Hårdtarbejdende. Og opdraget til, at hvis man skal gøre noget – så gør man det ordentligt. Sig hej til Esben Smed.
Det sekund han får øje på mig i Øst for Paradis’ caféområde, rækker han hånden frem.
”Hej! Esben.”
Han opdager, jeg drikker kaffe og byder straks på noget til. Jeg takker nej.
”Er du sikker?” spørger han. Da jeg foreslår en italiensk biscotti, kigger han undrende på mig.
”Den der? Den er jo cirka så stor her!”
Han holder to fingre op.
”Det forstår jeg ingenting af,” siger han så. Nærmest til sig selv. Han køber biscottien samt en kop kaffe og en Snickers.
”Så må du altså finde dig i, at jeg smasker.”
Samtidig hilser han på personalet bag baren. Giver et knus til en kvinde, der er stoppet op for at høre, hvordan det går med det hele.
Og Esben Smed klager vist ikke. Siden han i 2013 blev færdiguddannet skuespiller, har der været bud efter ham på både teater, film og tv. Senest har han været mekanikeren Nicky i DRdramaet ”Bedrag” og Hamlet i Teater Nordkrafts ”Please, continue (Hamlet).” En retssag, hvor et rigtigt retspersonale fra retten i Aalborg dømmer Hamlet skyldig eller uskyldig i et mord.
”Det er lidt et rock’n’roll-projekt,” forklarer Esben Smed, der denne torsdag midt i marts stadig har tre spilledage tilbage på scenen.
”Og det er skidespændende.”
Sindssygt heldig
”Skidespændende” er et ord, den 31- årige skuespiller Esben Smed gerne bruger i flæng. Om sit arbejde som skuespiller. Om de tilbud, der kommer lige nu, ”fordi jeg er i vælten med ’Bedrag’,” som han siger. Tilbud, han dog langt fra tager for givet.
”Det kan være, at jeg lige om lidt ikke kan leve af at være skuespiller, og så skal jeg leve af noget andet. Det bliver man nødt til at have nogle overvejelser om. Jeg er bare sindssygt heldig, at jeg kan få lov til det her, og jeg vil jo gerne blive ved. Det er vildt fedt. Men altså.”
Jeg er blevet opdraget med, at hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordentligt Esben Smed om sin livstilgang
Men altså. Trods begejstringen for sit arbejde er forbeholdet konstant til stede. Talent er ikke et ord, Esben Smed tager i sin mund. Held, derimod, har bragt ham, hvor han er i dag.
”Sindssygt meget held,” siger han. ”Hvis jeg ikke havde lavet ’Bedrag,’ så ved jeg ikke, hvad der var kommet af nye ting. Sådan er det i den her branche.” Men det er ikke kun held, indrømmer han. Det handler også om at knokle på. At gøre sit bedste.
”Jeg har arbejdet for det hele. Det er ikke fordi, jeg sætter mig ned og spiller ud fra det, jeg lige føler. Jeg bruger meget tid på det. Jeg er blevet opdraget med, at hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordentligt. Så det prøver jeg på.”
Fra scenografi til scene
Når det kommer til skuespillet, har han prøvet siden år 2000. Byen hedder Aarhus, stedet Teatret Svalegangen, og Esben Smed er en erhvervspraktikant, der hjælper med at bygge scenografi til en forestilling. Men når 16-årige Esben har fri, sætter han sig ind i teatersalen og kigger på skuespillerne, der øver. Teaterdirektøren lurer den unge Esbens interesse for faget og spørger, om han ikke vil til casting på ”Den dag jeg standsede op,” hvor de mangler den helt rigtige dreng til en rolle.
”Og jeg fik den,” konstaterer Esben Smed.
På det tidspunkt har han ikke rigtigt tænkt over det med skuespillet. Han har kun været lidt med i noget skolekomedie.
”Men jeg syntes, det var spændende, og så var det ret magisk at få lov til at komme ind et sted, hvor alle andre var uddannede skuespillere.”
Jeg elsker det, jeg laver, jeg har verdens fedeste job, men derfor er det ikke sikkert, det kan blive ved. Esben Smed om sit arbejde
Dernæst går turen til 10. klasse på teater- og musikefterskolen Vostrup. Så til Odder Gymnasium, hvorfra han i 2004 kan sætte den røde hue på hovedet. Året forinden, som 2.g’er, har han dog nået at få sin spillefilmsdebut i ungdomsfilmen ”2 ryk og en aflevering.”
”Den var fantastisk at få lov til at lave,” husker han.
”Men jeg havde også ubehagelige oplevelser under filmen, for jeg var ikke særlig trænet, og der var en masse, der gik mig meget på, når det ikke gik så godt. Jeg tog det meget ind. Det gør jeg sådan set stadig. Men det er på en anden måde.”
I tvivl
For Esben Smed er stadig i tvivl. I tvivl om, hvorvidt han er god nok, uanset hvad anmelderne siger. Om han er havnet det rigtige sted.
”Jeg elsker det, jeg laver, jeg har verdens fedeste job, men derfor er det ikke sikkert, det kan blive ved. Jeg er i tvivl om, jeg altid vil komme til at lave det samme. Om jeg kun kan én ting.”
Tror du, det er en tvivl, som nogensinde forsvinder?
Esben Smed giver et kort, tørt grin fra sig. ”Det har jeg fået at vide, at det ikke gør. Så det stoler jeg på.”
Er det ikke hårdt?
”Jo, men det er der jo meget, der er.”
Han lukker øjnene og er stille et par sekunder. Gnubber sig samtidig ved området hen over næsen, lige mellem øjnene. Et slags ritual, han gentager,
hver gang et svar kræver særlig eftertænksomhed.
”Men det her, det går jo meget på ens person. Så det er vigtigt at finde noget uden for det, som man bygger sit selvværd på. At man har en dejlig familie, gode venner, et eller andet, så man ved, at man er et godt menneske, uanset om man får gode eller dårlige anmeldelser.”
Selv bruger Esben Smed sin familie og sine venner. Og så bygger han ting. En sofa. En reol. En lejlighed.
”Jeg kan godt lide at lave noget med mine hænder, der ikke er gøgleri,” forklarer han.
Ikke enestående
Alligevel er det gøgleriet, der er blevet hans levevej. Kickstartet af først Teatret Svalegangen. Dernæst efterskolen. Så ”2 ryk og en aflevering”. Men også teaterskolen i København, hvor han i 2009 begynder som elev.
”Det første år er bare vildt. Det hele er fuldstændig sindssygt. Man bliver kastet ud i en masse ting, og man føler sig som verdens sejeste, fordi man er kommet ind og har prøvet på det i så lang tid.”
Samtidig, forklarer Esben Smed, er han omgivet af så mange dygtige mennesker, at han finder ud af, han ”på ingen måde er enestående.”
”Det tror jeg er virkelig sundt,” understreger han og tilføjer: ”Men det er også rigtig hårdt.”
”Man bliver mindet om, at man ikke har noget kæmpe talent, men at det handler om, at man arbejder med tingene.”
Så Esben Smed arbejder videre. Arbejder, arbejder, arbejder. I foråret 2013, lige før han afslutter sin uddannelse, tager han en ekstra praktik ved Teater Nordkraft. Han skal spille Christian i Jakob Ejerbos ”Eksil.” Det er en lille rolle, men den leder til den noget større i efterårets efterfølger ”Liberty.” Her er Esben Smed, netop nyuddannet, konstant på scenen i den tre timer lange forestilling.
”Det var en kæmpe udfordring og sindssygt fedt at få lov til,” fortæller han. Året efter modtager han Reumerts Talentpris for sin præstation. Og har siden haft arbejde på fuld tid.
Aarhus er basen
For efter ”Liberty” kommer ”Woyzeck” på Det Kongelige Teater. Dernæst følger optagelserne til ”Bedrag.” Så ”Sommeren ’92”, hvor han spiller John Faxe. Esben Smeds roller har ført ham til både Aalborg og København, men Aarhus er stadig basen. Det har det altid været.
Det er her, han bor, da han bruger sine fire forsøg på at komme ind på teaterskolen. Først i Mejlgade, senere ved Mølleparken. Det er her, han arbejder som pædagogmedhjælper, her, han læser to års studier på dramaturgi og her, han får sin anden, om end noget mindre filmrolle i Niels Malmros’ ”Kærestesorger.” Og det er her, han i 2009 bliver kærester med Line, ganske kort tid før han rejser til København for at begynde på uddannelsen til skuespiller.
Det ændrer alt, hele ens perspektiv. Man får lige flyttet fokus fra sin egen røv. Det tror jeg er godt nok. Esben Smed om at blive far
”Det var sådan, åh nej, nu er jeg på vej til København, og du bor i Aarhus, det kommer aldrig til at holde det her,” siger Esben Smed med et lille grin. ”Men så har vi kørt langdistance, og nu har vi en søn.”
Sønnen Sirius kommer til verden i 2014 mellem optagelserne til henholdsvis ”Bedrag” og ”Sommeren ’92.”
”Det er det mest fantastiske i hele verden,” siger Esben Smed, da jeg spørger til det at blive far.
”Det ændrer alt, hele ens perspektiv. Man får lige flyttet fokus fra sin egen røv. Det tror jeg er godt nok.”
Esben og hans køleskab
Svaret falder kort. Præcist. Uden videre uddybning. Når det kommer til privaten, holder Esben Smed kortene tæt på kroppen. Han har det svært med stemplet ’folkeeje’, som ellers er blevet klistret på ham siden ”Sommeren ’92” og i særdeleshed ”Bedrag”.
”De fleste journalister vil gerne hjem til mig. Se, hvordan Esben bor. Hvad vi har i køleskabet. Danmark og resten af verdens befolkning kunne nok ikke være mere ligeglade med, hvad jeg har i mit køleskab! Men de må meget gerne være interesserede i mit arbejde,” siger han.
Er der en skarp linje mellem skuespilleren Esben og mennesket Esben?
”Næh,” siger han. Lukker atter øjnene få sekunder og gnubber det øverste af næseryggen.
”Men det er mit arbejde. Jeg elsker mit arbejde, det er fantastisk spændende, jeg synes alle burde være skuespillere, for det er det fedeste arbejde i verden. Men det har intet at gøre med, hvad min yndlingsfarve er. Og det er i og for sig også fuldstændig ligegyldigt.” Hans stemme er fast. Bestemt.
”Der har været sådan en forestilling om, at grunden til man vil være skuespiller, er fordi man gerne vil være kendt. Hvis det var tilfældet, så havde jeg eddermame lavet noget andet. Så havde jeg været realitystjerne,” siger han.
”Det bliver nødt til at være arbejdet med de forskellige roller, der er det drivende.”
Men kan du slet ikke forstå, der er en interesse for din person?
Esben kigger på mig, men siger først ingenting.
”Jo,” svarer han så. ”Det kan jeg godt. Jeg synes også, det er spændende at læse interviews med kendte skuespillere for at finde ud af, hvad der er for nogle mennesker. Det synes jeg er sjovt. Men…”
Esben Smed holder atter en lille pause, før han taler videre.
”Jeg er ligeglad med, om jeg bedst kan lide Lars Løkke eller Lars von Trier. Om jeg er på Twitter eller ej. Det synes jeg er ligemeget. Så snak dog forhelvede om krigen i Syrien. Gør noget andet.” En kort pause. Så smiler han alligevel lidt.
”Synes jeg.”