Unghanekoret synger sig ind i tidens tendens med hyldest til sang, musik og fællesskab. De unge mænd minder os om vigtigheden af at synge sammen – også selvom det ikke altid lyder perfekt.
Tekst: Philip Møller Nielsen
Foto: Birthe Vembye
Medborgerhuset, Huset Trøjborg, står fredeligt og firkantet på Kirkegårdsvej 53 i Aarhus. Facaderne er i røde mursten og i pudsede, gule nuancer. Indenfor skinner linoleumsgulvene, der er motionsrum, netcafé og praktiske armstøtter på toiletterne. Et hus for alle aldre og et hus med målsætninger om at skabe rammer for gode oplevelser, foreningsaktiviteter og vigtigst af alt; der skal være livsglæde.
Hver anden tirsdag i måneden, klokken 17-19, er der både foreningsaktivitet, liv og glæde på matriklen. Der er også unghanebryst på menuen, ikke i sætningens egentlige forstand, men forstået på den måde, at Unghanekoret mødes for at synge sammen:
”Vi er de galende haner, og vi synger så hjerterne smelter. Ja, først når hanerne galer, bliver knæene til smør, og du vælter. Vi vil gribe dig, bære dig vor vej. Du kan ik´ sige nej til vores røst, fra vores uuunghaaanebryst.”
Man må forstå, at linjerne skråles med glimt i øjnene, men også med seriøsitet og troværdighed. Unghanekoret er et uforpligtende sangfællesskab uden optagelsesprøver, kontingent eller stræben efter solonumre. De unge haner galer ikke for at advare andre mod at trænge ind på deres territorium, men inviterer derimod alle mænd indenfor. For selvom navnet, Unghanekoret, indikerer at det primært er for unge, så er alle mænd velkomne i koret.
Klokken 17.12. De unge mænd står i en cirkel med ansigterne vendt mod hinanden.
”Vi har glemt øl,” udbryder én af fyrene. ”Jeg kan skaffe øl på fire minutter.” Han taster en besked på telefonen. Øl hører sig til.
27-årige Oskar Hougaard Jefsen trykker toner frem på tangenterne. Han er pianist- og kapelmester, og han fører an i musikfremstillingen. De synger hinanden velkommen i en flerstemmig navnerunde:
”Jacob, Jacob, Jacob, Jacob, Jacobsen, Søren, Søren, Søren, Søren, Sørensen”. De bevæger sig lidt højere op i volumen. ”Johan, Johan, Johan, Johan, Johansen, Bertil, Bertil, Bertil, Bertil, Bertilsen.” Hele vejen rundt, så alle får varmet stemmerne op og en følelse af at være velkommen.
Fællesskab opstår i sangen og musikken
Tidens tendens lyder af fællessang med tusindvis af danskere, som har fundet glæde i at synge sammen, hver for sig, hjemme i stuerne. For dét at være fælles om sange kan være med til at skabe en social relation mellem mennesker, som ikke kender hinanden. Unghanekoret synger sig også ind i fællessangens livsnerve, men den er ikke tendentiel, for de har været i gang siden 2017 og ønsker at fortsætte langt ud i fremtiden. De har skabt et rum og et fælleskab, hvor der er plads til alle, og hvor man må være på præcis den måde, man gerne vil.
”Man giver et eller andet anderledes af sig selv, det kan være uvant for nogle at synge, så er vi sammen om det. Det skaber nogle specielle følelser. For nogle er det teksten, for andre er det melodien,” forklarer 29-årige Jacob Venborg Eriksen.
De unge mænd er bevidste om, at musikken og ordene er afgørende for at kunne etablere en samhørighed. Oskar Hougaard Jefsen fortæller:
”Musikken og dét at synge er en fysisk ting. Det er en krop, man bruger til det, og der kan man høre, at man går i ét med de andre. Det er humlen, når man synger sammen, så sker der noget fedt.”
De unge haner er altså aktive medskabere af det stærke sammenhold, når deres stemmer synkroniseres som instrumenter af ord og lyde, for lige præcis i dét øjeblik opstår fællesskabet.
Klokken 17.25. En turkis kølertaske bliver fragtet ind i øvelokalet og bliver stillet midt i cirklen. Den er fuld af kolde dåseøl. Ceres Royal Økologisk, røde Carlsberg, almindelige Carlsberg, lidt til enhver smag. Sådan er det også med korets repertoire af sange, lidt til enhver smag. Fra selvskrevne sange over Aretha Franklin til B. S Ingemann og videre mod Simon & Garfunkel.
”Du får lov til at opleve en hel anden del af musikkens verden, som ikke lige er top-50 på Spotify, og hvad der nu ellers normalt kører i radioen,” fremhæver 28-årige Bertil Ladefoged.
27-årige Lauge Gjøderum har været med fra korets spæde begyndelse og kan mærke en effekt af sang og musik i sin bevidsthed:
”Jeg har fået øjnene op for flere højskolesange. Der var ekstremt mange, jeg slet ikke kendte. Måske kendte jeg 10, og nu kender jeg 60 flere. Det er fedt at lære, hvad der ligger i den danske sangskat på den måde.” Det er ikke et kriterium, at sangene skal lyde perfekte, men det er en succes, når folk er med og har det sjovt. Oskar Hougaard Jefsen spiller forspil til sangen, Sig nærmer tiden, og han fortæller små historier til sangen. En sang med tekst af Steen Steensen Blicher, der skildrer sig selv som en trækfugl på vej ud på sidste træk, og med døden som en slags udfrielse.
”Er det ikke tidligt?” spørger en af gutterne. Det er uvist, hvorfor han spørger? Måske fordi han stadig selv er ung og har mod på livet? Nogle står med mørkeblå højskolesangbøger i fysisk format, andre med smartphones, sådan må det nu engang være i år 2020. De synger, med korrekte artikulationer og en langsommelighed, som denne sang kræver.
Danmarks (måske) hyggeligste kor
En håndfuld af Unghanekorets medlemmer kender hinanden fra en svunden tid på Aarhus Statsgymnasium. Dengang var sang og musik også en del af tilværelsen. Selvsamme gruppe har fulgt hinanden på medicinstudiet og frem til i dag, stadig med iver og lyst til at synge og dyrke musikkens genialiteter. De unge mænd havde lyst til at starte et kor. De inviterede venner, fra både gymnasie- og studietiden, til en hyggelig session med sang og musik, og Unghanekoret blev på kort tid en realitet. I dag er koret vokset til 39 medlemmer. En broget flok, men i positiv forstand. Det er ikke kun læger eller ingeniører, folk kommer fra forskellige egne, et par gutter fra landbruget har endda bevæget sig ind til det centrale Aarhus
”Og Morten er mejerist,” tilføjer én af fyrene.
Det giver energi og dynamik med forskellige personligheder, og fælles for alle er, at hyggen skal være i højsædet. De er klar over, at et kor med unge mænd skaber bestemte dynamikker og en særlig form for energi, som oftest kommer til udtryk, når mænd nu engang er sammen. Det oplever Lauge Gjøderum bestemt ikke som noget negativt:
”Det er lidt det samme som et drengefodboldhold, eller pigefodboldhold eller Aarhus Pigekor.”
De nyder en øl, der opstår mandehørm og skøre vittigheder, som en markør der viser, at folk hygger sig i selskabet. Og det skal først og fremmest være hyggeligt at være med i Unghanekoret.
Klokken 17.50. De bladrer om på side 126 i Højskolesangbogen, finder sangen Duerne flyver og venter på at stemme i med musikken, komponeret af Bent Fabricius Bjerre. De vugger fra side til side eller står med vippende unghanefødder i takt til tangenternes toner. ”Jeg sætter lige tempoet lidt op, så den får lidt mere swing,” informerer Oskar Hougaard Jefsen og smiler. Han afbryder koret, giver instrukser. De øver små detaljer og teknikker, og de synger videre. Sådan forløber hver sang, de arbejder sig ind i sangene, der på forskellig vis får et genkendeligt touch af korets røst.
Der er pause, cirka 15 minutter. Den turkise kølertaske bliver lynet op, dåsebajerne knappet op, i én bevægelse. Unghanehalsene bliver skyllet. De snakker løst og fast, også om private ting, som antyder tætte venskaber. De kredser om julefrokosten.
”Har I husket at stemme om datoer til julefrokosten?” spørger én. De samles igen og synger Lyse Nætter i specifikke tonehøjder. De synger sangen med en selvsikkerhed i selve udførelsen. De har øvet sig, det er tydeligt.
Ingen hanekampe og fjerfight
Normalt skildres haner som fyrige og arrogante. De spankulerer gerne stolte rundt og galer i vilden sky med lyst til at kæmpe mod hinanden. Sådan er det heldigvis ikke for medlemmerne i Unghanekoret, tværtimod. De galer blot for at holde sammen på flokken, for sammenholdet er afgørende. I koret er der ingen specifikke krav eller interne kampe om rampelyset. På den måde er alle ligeværdige i koret.
”Du skal ikke kunne synge, der er ingen optagelsesprøve som i andre kor, man mødes ligeværdigt. Og der er ikke rigtig nogen kamp om udvælgelse til at synge solo. Der er ingen konkurrence, vi synger, fordi vi kan lide det,” siger 29-årige Jacob Venborg Eriksen.
Selvom forskellene mellem unghanerne og ægte haner er tydelige, så er det ingen hemmelighed, at nogle unghaner gerne vil gøre indtryk på det kvindelige publikum, når de optræder. Det må være en naturlov, så længe der ikke opstår hanekampe eller fjerfight.
Klokken 18.49. To timers øver, eller frirum om man vil, med sang, samvær og pause fra hverdagens trummerum lakker mod enden. Og det har ikke været en fuldendt øver, før kendingssangen bliver sunget helt igennem, gerne med brystet skudt godt frem og med strakt hals. Ingen ved, hvor længe Unghanekoret vil eksistere, men drømmen er, at De Galende Haner stadig kan mødes engang imellem om 30 år og synge sammen. De synger aftenen af og sidste vers i kendingssangen bliver skrålet;
”Til slut så si´r vi – kykkeli-kyyy. En salut der kan hør´s i det fjerne. Vi lægger kammen under vingerne, og venter på solens lanterne. Og når morg´nen gryr, med eller uden sky´r, skaber vi postyr. Endnu en gaaaaaang, med vores saaaaaang”.
Unghanekorets største koncerter
- Festugekoncert, Folkestedet, 2019
- Julekoncert på ARoS, 2019
- St. Patricks Day- koncert på Fairbar, 2018
Unghanekorets fem favoritsange
- ”De Galende Haner” af Oskar Jefsen (kendingssang).
- ”Mads Doss” af Steen Steensen Blicher og Jens Christian Vendt.
- ”Tit er jeg glad” af B.S Ingemann og Carl Nielsen.
- ”All For Me Grog”, traditionel irsk folkesang.
- ”The Sound of Silence” af Simon & Garfunkel.