Med 80 træskibe i alle slags størrelser kan Aarhus Træskibshavn bryste sig af at være Nordens største anløbssted for de historiske og organiske både. Nogle bor på de store skibe permanent, mens andre nøjes med at stikke til søs som et frirum i hverdagen.
Tekst: Alexander Loft Birkmose
Foto: Steffen T. Nielsen
Bjarke Hansen
- 30 år
- Socialpædagog
- Har boet på skibet Nestor med sin kæreste i 5 år
Skibet Nestor
- Skibet er 21 meter langt, 6 meter bredt og har 2 master.
- Bygget i 1905 i den tyske havneby Eckernförde.
- I 1921 overgik skibet til Danmark i forbindelse med genforeningen efter 1. Verdenskrig.
- Skibet blev bygget uden motor og fik først påmonteret motor i 1922.
- Skibet har frem til 1946 sejlet som lastskib med blandt andet korn.
- I 1968 købte den forrige ejer båden og indrettede den som bolig i København.
- I 2012 overtog Bjarke Hansen og hans kæreste båden.
Min kæreste og jeg søger noget andet end parcelhuskvarteret. Vi ønsker at få nogle oplevelser ude i verden på vores båd. Vi nyder især friheden ved, at vi kan lette anker, når vi har lyst og sejle jorden rundt. Vi kan sejle til Odense eller Caribien for at bo i en periode.
Vi er meget interesserede i historien bag båden og materialerne. Grunden til at vi har valgt et træskib skyldes, at vi godt kan lide det organiske. Træskibe er behagelige at bo i, og vi synes, at de har en særlig sjæl. Vi faldt for bådens størrelse, og charmen ved at mærke det levede liv på båden igennem historien.
Man kan blive udfordret af at bo sammen på få kvadratmeter. Vi oplever, at flere par kommer og går her i træskibshavnen. Så det handler bestemt om prioriteter i hverdagen, og vi har intet imod at prioritere vores tid på at male og bygge på båden.
Havnen er et offentligt sted, så vi har utrolig mange snakke med Hr. og Fru Danmark om træskibe. Det kan godt blive lidt intenst om sommeren, men på den anden side synes vi også, at formidlingen er en naturlig del af at være i en træskibshavn. Vi synes, det er interessant og en del af pakken.
Vi lever efter et princip om, at der ikke må komme noget ind, før andet kommer ud. Ellers bliver der alt for hurtigt fyldt op. Så det handler om at udnytte sine kvadratmeter bedst muligt. Vi synes, at det er en fin udfordring. For vi er ikke interesserede i at have alt for mange materielle ting. Det ser vi ikke lykken i her på skibet.
Tilværelsen i træskibshavnen er forenings Danmark, når det er bedst. Alle har en holdning, og alt bliver diskuteret. Det er positivt, og her er en rigtig god tone. Man er selvfølgelig tvunget til at indgå i samarbejde og dialog for at blive enige. Det aktive samarbejde er stærkt, og mange tager del i de fælles opgaver.
Vi nyder at komme rundt for at se forskellige havne. Det er fascinerende at have sit hjem med på farten, og det er samtidig sjovt at opleve, når vores skib tiltrækker opmærksomhed. For der er selvfølgelig noget fedt i at vedligeholde et historisk træskib og møde andre skibstosser rundt i verden.
Vi har haft rigtig mange gode stunder her i træskibshavnen. Især når vi sidder på dækket om sommeren og kan opleve sejlklubben på havet, mens vi kan se Riis Skov i baggrunden. Der er utrolig meget liv omkring os, og det er skønt. Vi tænker ofte, at vi ikke kunne bo et bedre sted her i byen.
Julie Heebøll
- 49 år
- Kulturskoleleder
- Ejer skibet Spray II
Skibet Spray II
- Bygget i 1976 i Aarøsund af bådbygger Johannes Heebøll, som er Julie Heebølls far.
- Båden er 11,7 meter lang og 4,35 meter bred.
- Spray II er bygget som en replika af en historisk båd ved navn Spray, som amerikaneren Joshua Slocum var den første til at sejle jorden rundt i på egen hånd.
Jeg har haft mit træskib i fire år, som min far har bygget. Han var bådbygger i Sønderjylland, så jeg er vokset op med både og har hjulpet til på værkstedet. Så det ligger simpelthen i mit DNA. Da jeg fik mulighed for at købe båden, min far har bygget, var det som om, at en ring blev sluttet.
Min far ejede ikke selv en båd. Det er som med bagerens børn, at han hverken havde tid eller råd til det. Så han lånte altid både af sine kunder i sommerferien, og jeg har derfor sejlet rigtig meget som barn.
At være træskibsejer er en rigtig fed hobby. Nogle er bange for, at det er for tidskrævende, men det handler om, hvad man prioriterer sin tid på. Jeg synes, at det er rigtig hyggeligt om foråret, når alle går og pusler med deres både.
Der er selvfølgelig mange forpligtelser ved at have en båd. Den skal forårsklargøres, hvor alt skal slibes og olieres. Jeg har valgt ikke at tælle timer på arbejdet. Det skal man lade vær med. For det er min hobby, og havnen er mit fristed.
Her er en fantastisk god atmosfære, og der er altid nogen at snakke med. Folk hilser på og hjælper hinanden med at dele nyttig viden og erfaringer.
Når jeg skal ud at sejle, får jeg følelsen af frihed. Det er enormt rart at komme ud i elementerne som en kontrast til skrivebordsarbejdet i hverdagen. Jeg er både leder på mit arbejde og på min båd. Det ligger til mig, at jeg gerne vil tage ansvar. Det er ikke altid, jeg kan være i kontrol og styre slagets gang, men jeg kan være med til at påvirke tingene i den retning, jeg gerne vil.
Jeg har haft nogle rigtig gode oplevelser ved at sejle til Flensborg for at deltage i kapsejladsen, Romregatta, som jeg har besøgt tre år i træk med nogle af de andre skibsejere her fra havnen. Det er et totalt adrenalinsus at deltage i en regatta, og så er det fantastisk hyggeligt at møde andre sejlere og komme ombord på forskellige skibe, hvor alle deler den samme nysgerrighed.
Når jeg går langs kajen, bliver jeg imponeret over al den kærlighed, tid, energi, viden og penge, der er blevet brugt på de her skuder.
Der er rigtig meget stolthed i at vise sit skib frem, så det skal gerne se godt ud. Det er et uendeligt arbejde at vedligeholde et skib. Så snart man føler, at man er ved at være i bund, dukker der noget andet op. Men det skal man kunne lide, og man skal selvfølgelig også have flair for det.
Jeg har en drøm om at komme over Atlanten på et tidspunkt. Det kan godt ske, at det bare bliver ved tanken, men jeg håber, det kan lade sig gøre.