Hun startede sin musikalske karriere med at synge omkvæd i Aarhus-bandet Flødeklinikken. I dag har Sarah Mariegaard, under kunstnernavnet Soleima, fået både Danmark og udlandet til at spidse ører. Bag den elektroniske popmusik gemmer der sig en tænksom pige, der både vil erobre verden og flygte fra den.
Tekst: Lene Grønborg Poulsen
Foto: Mads Christensen
Nervøsitet kravler ind under huden på mennesker på forskellige måder. Nogen bliver meget overgearede. De taler højlydt og fægter med armene. Andre bliver introverte og vender alle tankerne indad. Soleima hører til den sidste type. Hun bliver stille. Lysten til at spise og tale skiftes ud med en trang til at kaste op eller flygte. Spyttet kan være svært at synke.
Sådan står hun bag et forhæng til SPOT Festival i 2015 på den ”forfærdelige scene” i Musikhusets foyer, der er badet i sollys. Alt er hvidt, og salen er tætpakket. Det er hendes første koncert som soloartist i eget navn, og hun kan ikke længere gemme sig bag resten af ”Fløden”. Festivalen kører med et ”in-ear lydsystem”, som ikke virker, og derfor skal det fikses hastigt, inden koncerten kan gå i gang. Publikum venter. Hjertet hamrer.
Nede i salen står mor og far – og alle vennerne. Og da hun først står på scenen, er det en intens oplevelse. Nervøsitet er forvandlet til attitude, og publikum tager godt imod.
”Et overbevisende førstehåndsindtryk” og ”en sublim nasal og skrøbelig vokal” skrev anmelderne bagefter.
”Det var bare en fantastisk sjov oplevelse,” er Soleimas egen dom.
Men det var dengang. Før musikken blev hendes egentlige levevej, og hun stadig kunne gemme sig bag titler som fritidsmusiker og studerende. Nu er det alvor. Og det kan godt være lidt angstprovokerende en gang imellem.
Barndommens soundtrack
Vi står i udkanten af en parkeringsplads ved Nyringen i Skejby med udsigt til lejlighedskomplekser, et beboerhus og små grønne områder. Hun slår ud med armene.
”Ja, det er her, jeg er vokset op. Min mor bor lige derovre.”
Soleima er hjemme på tre dages ferie i barndommens Aarhus. Oprindeligt blev hun født på Sjælland af unge forældre på 16-17 år, men da moderen mødte en ny mand fra Aarhus, flyttede de til Skejby.
”Jeg tror, at det dengang var et lidt mere belastet boligbyggeri, end det er i dag. Priserne er nok steget i det her område,” spekulerer hun, mens blikket vandrer rundt i de kendte omgivelser. For det er også altid lidt underligt at komme tilbage til noget, som engang var rammen om ens liv, men som man ikke er en del af længere.
De høje boligblokke og stisystemet var det visuelle soundtrack, når hun hver dag tog turen hen til Børnenes Friskole. Den musikalske og rytmiske opdragelse fik hun i byens afrikanske musikmiljø, som hendes mor introducerede hende til.
”Det var sådan en vildt dejlig, tryg og meget lokal barndom. Alle legede med hinanden, og jeg tror ikke, at nogen af os kendte til begrebet mobning,” forklarer hun.
I lejligheden i Nyringen strømmede Old School R&B ud af åbne vinduer og gav genlyd mellem blokkene. Aretha Franklin, The Beatles og masser af jazz. Soleima og hendes søster skreg med på Stevie Wonders hits, når de stod i køkkenet over opvasken om aftenen i lejligheden.
Her voksede hun op med tre yngre søskende på sin mors side, mens hendes far også fik tre drenge med en ny kæreste. Det var på mange måder langt fra en kernefamilie – men alligevel fyldt med kærlighed.
De rigtige valg
Teenageårene er en tid, hvor mange ofte river sig løs, og hvor ens forældre langsomt mister deres heltestatus. Sådan har det uden tvivl også været for Soleima, men alligevel er det netop det ord, hun bruger, når hun skal beskrive sin mor:
”Hun er min helt. Uden tvivl.”
Min mor var meget ung, da hun fik mig. Men hun har alligevel formået at tage nogle vildt seje valg for os børn, også selvom der ikke var særlig mange penge.
Ordene får lov til at stå et øjeblik, inden hun fortsætter:
”Min mor var meget ung, da hun fik mig. Men hun har alligevel formået at tage nogle vildt seje valg for os børn, også selvom der ikke var særlig mange penge. Hun har sendt os på en fantastisk skole, og hun har taget mig med i nogle utroligt fede musikmiljøer. Det er jeg meget stolt af,” forklarer hun.
At der har været meget at tumle med i familien er tydeligt. Faderen har haft et misbrug, som Soleima var tæt på som barn, men i dag har han været clean i 13 år og arbejder med at hjælpe andre misbrugere.
”Jeg har nok også været heldig. Selvom der har været mange problemer, har vi altid kunne tale åbent om følelser. Og så har der været mange ting, som er lykkedes for mig,” understreger hun.
Tiden med Flødeklinikken
Da Soleima som 14-årig kom med i hiphop-gruppen Flødeklinikken, var det hele mest for sjov. Bandets syv medlemmer havde fra 2006 og frem et godt tag i det lokale og nationale publikum med hits som ”Jeg Vil Se Dig Græde”, “Igen” og ”Piger Med Pistoler”.
”Jeg gik på efterskole, da jeg kom med i Fløden. Det var ret tilfældigt, fordi jeg kendte nogle af dem, og så stod de og manglede en sangerinde. Så i starten var det ikke seriøst. Men sådan har det nok mest været for mig i den periode. Musik var sådan noget, jeg lavede ved siden af noget andet.”
Vi var sådan en lille hær, der ikke gik så meget op i, hvad andre mente om os. Hvis folk hader det, vi laver, så hader vi da bare dem. I dag tænker jeg mere over, hvad folk tænker.
Mens Soleima gik i gymnasiet spillede hun sammen med Flødeklinikken og udgav musik. Fritiden gik med at hænge ud i drengenes lejlighed i Øgadekvarteret, øve eller tage på én af de mange ture i byen på Studenterhuset, der dengang lå på havnen. Og selvom Soleima ofte var omgivet af drenge, var det egentlig ikke noget, hun brugte mange kræfter på at overveje:
”Jeg tænker ikke så meget over, om mine venner er drenge eller piger. Jeg har altid haft venner af begge køn. I bandet udviklede vi jo hurtigt sådan et søskendeagtigt forhold til hinanden, og vi var hele tiden sammen,” forklarer hun.
I dag savner hun tit den følelse af fællesskab, der opstår, når syv mennesker udgiver musik sammen:
”Vi var sådan en lille hær, der ikke gik så meget op i, hvad andre mente om os. Hvis folk hader det, vi laver, så hader vi da bare dem. I dag tænker jeg mere over, hvad folk tænker. Det gjorde jeg slet ikke med Fløden,” forklarer hun.
Arven fra Afrika
Når Soleima bevæger sig, nynner hun ofte. Det kan være små brudstykker af en melodi, man kan genkende, eller noget helt nyt, der er på vej. På scenen er hendes bevægelser karakteristiske. Hun har tydeligvis rytme og en glæde ved dansen:
”Min mor præsenterede mig for en Østafrikansk dansegruppe, da jeg var lille. Og hun har også taget mig med på danselejr på Djursland. Her lærer man musikken ud fra en legende tilgang. Måske er det vigtigste egentligt, at du lærer at holde af musik,” forklarer hun.
Det foregår med et barberblad, og jeg har stadig enkelte ar. Jeg kan ikke forklare det med min fornuft, men det var en meget voldsom, intens og spirituel oplevelse.
Afrika og rytmerne blev så stor en del af hendes liv, at hun efter gymnasiet valgte at rejse to gange et halvt år ned til Bunungule-dansegruppen Bonya Wangokoi i Tanzania sammen med en veninde. Her lærte hun sig swahilli, og pigerne boede i telt og deltog i gruppen på lige fod med alle de andre. Det betød et liv med mad over bål, og hvor de selv skulle hente vand på hovedet og vaske tøjet i hånden:
”Det er en kæmpe del af mit liv på en måde, så det kan være svært at sætte ord på. Der er helt klart nogle stærke minder med sang, sprog, trommer og mennesker, der vokser sammen til én identitet. Det er nogle helt særlige følelser, der dukker op. Jeg får faktisk næsten helt hjemve, når jeg taler om det. Det kan fylde meget,” forklarer Soleima.
I Tanzania deltog hun i et dåbsritual med stammen, som blandt andet bestod i, at hun fik skåret en 20-30 sår på kroppen, der blev smurt ind i salver:
”Det foregår med et barberblad, og jeg har stadig enkelte ar. Jeg kan ikke forklare det med min fornuft, men det var en meget voldsom, intens og spirituel oplevelse. Jeg tror nok på en eller anden højere magt. Men det er ikke en klassisk tilgang til tro, og det er ikke en praktiserende form for spiritualitet. Det er mere en måde at tænke verdenen på,” forklarer hun.
Og så fik hun navnet ”Tordenfugl” af kongen i stammen, fordi han mente, at det passede til hende. Hun griner:
”Det gør det måske også. Min mor påstår i hvert fald, at jeg var ret skrap som barn.”
Soliema var senere med til at få den lokale dansegruppe på kulturudveksling til Danmark, mens hun siden valgte at tage en bachelor i Antropologi på Københavns Universitet. Det føltes som en naturlig forlængelse af oplevelserne i Afrika. Og så var der jo stadig musikken.
På egne ben
Soleima rejste i 2015 til USA med en idé om, at hun skulle skrive andres sange. Det viste sig dog, at hun tog fejl. Hun skulle i stedet udgive sin egen musik.
Med numre som ”My Boi”, ”Cracks” og ”Breathe” har hun fået sig en stor fanskare, hun er blevet spillet som Ugens Uundgåelige på P3, og musikbladet Gaffa har udpeget hende som én af dem, ”der bliver store i 2017”.
Hendes musik er blevet kaldt elektronisk og organisk popmusik med inspiration fra funk og soul, men selv kalder hun genren for garagepop:
”Det er egentlig noget, min producer fandt på. Men jeg synes, at det er et ret sjovt og dækkende navn. Min musik er ofte lidt rodet og garageagtigt, og jeg kan godt lide det der billede af, at man står i en garage og leger med trommer og andre instrumenter,” understreger hun.
Nogen gange kan jeg godt tænke: ’Hvad sker der! Verden brænder, og så sidder jeg bare her og skriver en popsang.
At hun nu kan skrive musiker, med kontrakt på et stort musikselskab som Warner Music, på visitkortet, gør hende både glad og en smule ærefrygtig:
”Det har været en ret stor identitetsændring for mig, at jeg nu beskæftiger mig 100 procent med musik, for det har altid været vigtigt for mig også at være noget andet. At være studerende eller en del af en dansegruppe. Jeg skal passe på med at tale musikken ned, men nogle gange kan jeg savne at blive klogere på den der mere klassiske akademiske måde,” forklarer hun.
Tematisk kredser flere af hendes sange om at finde sig selv til rette i en verden, der er præget af uretfærdighed.
”Det er egentlig ikke med vilje, men jeg tror, at min EP er kommet til at handle meget om den afmagt, jeg kan føle over, hvordan verden ser ud i dag. Jeg kan skamme mig over, at jeg er så heldig, mens andre ikke er det. Og så kan jeg få dårlig samvittighed over, at jeg måske bare flygter fra alle problemerne. Nogen gange kan jeg godt tænke: ’Hvad sker der! Verden brænder, og så sidder jeg bare her og skriver en popsang. Hvilken værdi har det egentlig?’”
Kærlighed og karriere
Privat danner Soleima på femte år par med musikeren Rasmus Littauer, der er trommeslager i sangerinden Mø’s band:
”Det er fantastisk at have en kæreste, der også spiller musik. Vi har et af den slags forhold, hvor vi ikke ser hinanden så meget, fordi vi begge arbejder med musikken og rejser en del,” forklarer hun. På den måde er det et forhold med mange afskedskys, men for Soleima er det ikke kun negativt:
”Vi er selvfølgelig meget fra hinanden, men når vi er sammen, så er det vildt intenst. Det kan godt blive ret vanedannende. Han er min største sparringspartner, og han hjælper mig med både musik og det mere strategiske omkring mit arbejde,” understreger hun.
Hun smiler. Det er med ham, hun gerne vil blive gammel, selvom parrets kompasnål lige nu er sat på karriere. I morgen rejser hun til Sverige for at spille en koncert, inden hun atter vender hjem til musikstudiet i København. I dag prioriterer hun dog at få set hele familien i Aarhus, og næste stop er lillesøsters nye lejlighed i Åbyhøj.
Hun vinker, mens hun løber af sted mellem blokkene. En lille spinkel tordenfugl. På vej.
OM SOLEIMA
Navn: Sarah Mariegaard
Født: December 1988
Uddannelse: Bachelor i antropologi fra Københavns Universitet.
Musikalsk karriere: Tidligere sangerinde i hiphop-bandet Flødeklinikken. Flødeklinikken udgav albummerne ”Maskebal” i 2009 og ”Syv sind” i 2013. Soloartist under kunstnernavnet Soleima siden 2014. Har senest udgivet mini-albummet ”No. 14” med blandt andet numrene “Wasted”, “Cracks” og ”Breathe.”
Civilstatus: Danner privat par med trommeslageren Rasmus Littauer. Soleima bor i København i et bofællesskab.