I det nordvestlige Aarhus ligger Finnebyen. Her er 122 ualmindelige finske træhuse i forskellige farver gemt på ganske almindelige danske villaveje. Vi er taget på besøg i ”landsbyen,” som i år kan fejre 70 års jubilæum.
Af Lene Grønborg Poulsen
Foto: Kevin Pedersen
11.000 boliger. Så mange manglede man i Aarhus i 1945 efter krigen, og derfor måtte kommunen tænke kreativt og hurtigt. En del af løsningen blev blandt andet et indkøb af 122 finske træhuse på hver 56 kvadratmeter, som blev opført i det nordvestlige Aarhus. Men i kommunen var man samtidig nervøs for, at stedet skulle ende som et slumkvarter. Derfor indførte man en klausul, der betød, at husene kunne rives ned igen, hvis det blev nødvendigt. Det gjorde det ikke.
I år kan den såkaldte Finneby fejre 70 års jubilæum. Bag de små hække gemmer der sig adskillige træhuse i gule, blå, røde og orange farver. Et sted er der tydeligvis lavet en kreativ tilbygning i træ, mens det næste hus på vejen har fået nye vinduer sat i. Her møder finsk skovidyl, ligusterhække og kreative byggeløsninger. Men hvem bor bag de finske træbrædder?
Vi har været på besøg hos tre familier, der fortæller om deres liv, drømme og værdier – og om livets udvikling i Finnebyen i det nordvestlige Aarhus.
Vitter Hansen
65 år, pensioneret lægesekretær
Jens Erik Hansen
65 år, pensioneret arkitekt
Parret har boet i Finnebyen i 38 år. Sammen har de to drenge på 38 og 40 år, der bor i nærheden med deres familier.
Huset er ombygget i fire planer med kontor øverst, værelse, stue og køkken i midten samt gæsteværelse i kælderen.
Jens Erik Hansen:
Da vi flyttede herop var det et sølvbryllupskvarter. Her boede ældre mennesker og flere enkefruer. Det hele var sådan lidt hulter til bulter, og det var bestemt ikke et område med prestige.
Før boede vi nede på Hvidkløvervej i Aarhus N, og vi så et opslag ved bageren om, at man kunne købe et Finnehus. Igennem en pige på arkitektskolen, opdagede vi, at det her hus var til salg. Der var flere interesserede købere, så det betød, at prisen steg fra 200.000 til 360.000 kroner. Vi overtog det i august for 38 år siden, hvor det var sommer og sol, så det var virkelig skønt.
Hele området har udviklet sig rigtig meget siden dengang. Der var ikke samme identitet omkring det at bo i et træhus, som der er kommet i dag. Folk flyttede ind, og fik det til at fungere. Selv er vi blevet rigtig glade for at bo i et træhus, for det ånder jo på en helt anden måde. Og med tiden har vi arbejdet os derhen, at når vi laver forbedringer og fornyelser, så holder vi fast i den gamle stil.
Vitter Hansen:
Da vi købte huset, var der jo ikke nogen Ringvej, og der hvor Ringvejen er i dag, der løb vores børn rundt og legede. Bus nummer 7 havde endestation lige herude, og der lå også flere bondegårde. De mennesker, der har valgt at slå sig ned her er folk, som ikke går op i postnumre, men som er glade for Finnebyen. Vores børn bor lige i nærheden, og vores naboer, er blevet vores bedste venner, som vi ser jævnligt til Finnebyfester og privat. Finnebyen er blevet en lille landsby i Aarhus.
Det der betyder noget
Vitter Hansen:
Da vi havde små børn løb de meget ude og legede på de her stille veje. Og nu er det børnebørnene, der løber der i dag. Det er da utrolig privilegeret, at vi kan have dem lige i nærheden. Vi er en del af deres hverdag. Vores barnebarn Mads på 9 år ringede lige til mig her en dag, da han var kommet hjem fra skole. ’Gider du ikke lige komme over med en bolle med Nutella,’ sagde han. Og hvad gør farmor så? Hun drøner da over vejen med en bolle med Nutella.
Vi er rigtig glade for, at vi har ladet vores børn vokse op her. Vi kunne ikke have fundet et bedre sted, og det viser sig jo også, når de vil tilbage og bo her igen som voksne. Det er også hårdt arbejde nogle gange at have dem så tæt på, men vi vil ikke bytte.
Jens Erik Hansen:
Man skal være noget for nogen, hvis livet skal fungere. Om det er privat eller på arbejdsmarkedet. Og det ansvar tror jeg også er vigtigt, at man finder efter arbejdsalderen. Hvis man ikke får fyldt den del af livet ud, så man stadigvæk engagerer sig i noget, der er en lille smule forpligtende, så tror jeg hurtigt, at tingene kan blive ligegyldige. Derfor er det også vigtigt, at man er en del af lokallivet.
Flemming Steinson
Vokset op i Finnebyen, Lead Frontend udvikler i WhiteAway Group, 42 år
Helle Steinson
Designer og illustrator, 44 år
Sammen har de børnene Storm på syv år og Luka på fire år.
Huset er netop blevet udvidet med en stue, to børneværelser og en ekstra hems.
Tilbage til Finnebyen
Flemming Steinson:
Jeg er vokset op i Finnebyen. Her var et rigt børneliv, hvor vi løb ude om sommeren og legede dåseput i flere af haverne. Der var en ret unik stemning, fordi man kendte både forældre og børn og kom meget i hinandens hjem. Det sammenhold og den stemning er grunden til, at jeg er vendt tilbage. Det kunne jeg godt tænke mig at tilbyde mine børn.
Helle Steinson:
Jeg har en veninde, der som barn også boede i Finnebyen. Hun voksede op i huset ved siden af Flemmings familie, så på den måde lærte jeg også Finnebyen at kende tidligt. Vi var en masse unger, som siden holdt sammen, og til en af de mange fester mødte jeg så Flemming.
Før vi fik børn, boede vi sammen i en lejlighed på Marselisborg, og da vi flyttede til Finnebyen var huset her kun på 56 kvm. Vi tænkte slet ikke på, hvordan det ville være at bo her med børn. Vi syntes bare, at området var dejligt, og det lå tæt på byen, så man kunne cykle ned og drikke kaffe, mens der var jævnaldrende i området. Men nu har vi oplevet, at området også kan noget for børn.
En fællesidentitet
Helle Steinson:
Der er en fælles identitet her i Finnebyen. Man bliver budt velkommen af grundejerforeningen, og naboerne kommer forbi og hilser på. Her er utrolig mange fællesarrangementer, og børnene leger med hinanden på kryds og tværs. En af vores naboer hjælper os med at køre vores byggeaffald på genbrugspladsen, fordi vi ikke selv har bil, og du kan nemt gå over til naboen i nattøj for lige at låne noget til maden.
Vi har fået to børn, siden vi flyttede til Finnebyen, og det er nok det lykkeligste, vi har oplevet i det her hus. Der sker noget særligt, når der kommer nyt liv i et hus. Men jeg husker også de gange, hvor vi spontant har mødtes med naboer og venner til spisning og rødvin. Tingene behøver ikke være så planlagt, når man bor tæt på hinanden.
Samtidig skaber det et fællesskab, at man helt lavpraktisk har brug for de samme træprofiler, som skal specialfremstilles og koster lidt for meget. Man bestiller ting hjem sammen. Og så snakker vi meget om, hvordan vi bedst bevarer områdets identitet, når vi bygger om og vil skabe mere plads.
Nærvær på få kvadratmeter
Flemming Steinson:
Vores egen ombygning har stået på i et års tid nu. I starten kunne håndværkerne arbejde på tilbygningen udenfor, så det har først været her til sidst, at der er opstået lidt metaltræthed, hvor vi boede uden et rigtigt køkken i to måneder med mikrobølgeovn og elkoger. Det er vel også noget særligt ved Finnebyen. Vi har alle sammen haft samme udgangspunkt, og man gør en ære i at udnytte de små grundhuse.
Det er både positivt og negativt at bo sammen på få kvadratmeter. Dels bliver man tvunget til at indordne sig, fordi man altid er i samme rum. Men jeg savner faktisk lidt, at vi før sov sammen alle fire, hvor Helle og jeg sov på hemsen i rummet. Nu har børnene så hver fået deres eget værelse, og det trængte de også til.
Kirstine Dupont
På barsel, uddannet inden for marketing og kommunikation, 32 år
Anders Maegaard
Logistikmedarbejder, 32 år
Har boet i Finnebyen i tre år til sommer. Sammen har de to tvillingedrenge, Viktor og Albert, på fire måneder.
Huset er blandt andet ombygget med en udvidelse af stuen med murstensvæg, og parret er desuden ved at sætte et nyt børneværelse i stand.
Hvorfor Finnebyen?
Kirstine Dupont:
Tidligere boede vi i en lille lejlighed, så vi trængte til noget større. Jeg ville helst ikke uden for Ringvejen, så på den måde er beliggenheden perfekt. Da vi så hørte om sammenholdet, så lød det bare som et sted, man gerne ville bo. Vi kom fra en opgang, hvor man måske lige sagde hej til hinanden, men man anede overhovedet ikke, hvem der boede ovenpå eller nedenunder.
Jeg elsker bare træhuse. Inde i soveværelset har vi fået tapetet taget af, så træet kommer frem. Det kan jeg rigtig godt lide. Så får man den der følelse af, at man bor i et træhus. Man forbinder på en måde træ med nogle helt særlige stemninger. Når der er stormvejr, kan man høre, at hele huset bliver rusket i. Og du kan høre gulvet knirke, når du går.
Anders Maegaard:
Det er egentlig lidt sjovt. For jeg har altid haft det lidt svært med de kvarterer, hvor der kun er typehuse. Og på den måde kan man jo sige, at det her virkelig er typehuse, hvor alt i udgangspunktet lignede hinanden. Men det har så bare lige fået lov til at få 70 år på bagen, og så er det blevet et levende og hyggeligt kvarter.
Nyt liv
Kirstine Dupont:
Vi har fået hjælp til at få børn, så vi var allerede til en scanning i uge syv. Jeg troede faktisk ikke, at der var liv, men så sagde sundhedsplejersken, at der var hjerteblink to gange. Jeg fattede slet ingenting, og Anders var helt oppe at køre. Det er godt, at man har så lang tid til at forberede sig på, at der er to, men i virkeligheden kan man nok slet ikke forberede sig på det.
Det er vildt at gå fra at være sindssyg ego til at sætte to andre mennesker før alt andet. Men det er også fedt, og der er mere, der giver mening nu. Særligt i de første par måneder, var det bestemt en fornemmelse af, at vores verden var vendt helt på hovedet. Det er mærkeligt, for det er både fedt, helt vildt underligt og hårdt på samme tid. Men med to børn er jeg virkelig glad for, at vi bor i Finnebyen og ikke i en lejlighed med mange trapper. Her kommer folk forbi, og jeg er sikker på, at vi sagtens kan få hjælp, når de bliver lidt større.
Det der er vigtigt
Kirstine Dupont:
Jeg vil gerne lære vores børn, at man skal hjælpe hinanden. Det er vigtigt for mig, og det er nok også én af grundene til, at Finnebyen tiltaler mig. Her møder man alle med et åbent sind uanset baggrund. Det er helt specielt at bo i en by i byen. Jeg føler stadig, at jeg bor i Aarhus, men jeg er en del af noget helt unikt her i Finnebyen.
Anders Maegaard:
Jeg har selv fået en masse regler med hjemme fra mine forældre, som er bankfolk. Vi er systemmennesker, som kan lide, at alting har sin plads. Så det vil jeg også gerne give videre til vores børn, at de får den der ordenssans. Og så skal de selvfølgelig bare have masser af kærlighed. Og tid. Det er vigtigt at have tid til hinanden. Jeg kan godt lide, at jeg selv kan ordne forskellige ting på huset og i haven. Måske har vi ikke så meget tid til det nu her, hvor børnene er små. Men de bliver jo større, og så er det jo også sjovt, når de kan begynde at hjælpe mig.
Finnebyen
- Finnebyen er et boligområde bestående af 122 finske træhuse tæt ved Hasle Ringvej.
- Alle huse var oprindelig på 56 kvadratmeter, men mange er blevet udvidet siden.
- Finnebyen kan i år fejre 70 års jubilæum.
Huse til salg
Den 5. oktober 1947 meddelte aviserne Demokraten og Århus Stiftsidende, at Aarhus Kommune næste dag ville udbyde finske træhuse til salg. Det kommunale boligkontor på Rådhuset ville starte uddelingen af en brochure med ansøgningsskema til interesserede. Demokraten lavede en positiv gennemgang af brochuren og kunne melde, at husene i stueetagen indeholdt to værelser, kammer, køkken, forstue og toilet. Der var halv kælder med vaskerum, brændselsrum og viktualierum. Enkelte af husene havde fuld kælder med yderligere to rum.