Har du nogensinde bevæget dig gennem arealerne på Godsbanen en tirsdag aften og spurgt dig selv: ”Er det 30 vikinger, der står og slås derovre under projektørerne?” I så fald har du nok set rigtigt. Stedet huser nemlig Nordens største vikingegruppe, hvor voksne mennesker kan mødes og udleve deres fascination af den gamle nordiske kultur, blandt andet ved at slå løs på hinanden med metalsvær og økser. Det lyder brutalt, men faktisk er der tale om en teknisk kampsport, som også danner rammen om et stort, socialt fællesskab.
Tekst: Kasper Lars Christiansen
Foto: Kevin Pedersen
Klokken lidt over otte en en kold tirsdag aften står 30-40 mænd og kvinder klar med våben i hænderne, og skjoldene hævet foran sig, på to lige linjer overfor hinanden. Langsomt nærmer de sig hinanden. Der bliver råbt, hvis nogen sænker paraden for meget og lader sidemanden være ubeskyttet. Da de to flanker mødes, bliver spyd, økser og sværd stukket frem henover skjoldene i forsøg på at ramme fjenden overfor. Bag hver linje står en krigsfører og råber instrukser og opmuntrende kommentarer til sit hold, som var han en fodboldtræner, der så sit hold spille kamp. En efter en forlader krigerne kampen, fordi de er blevet ramt. Til sidst står kun nogle få tilbage på den ene side som sejrsherrer. Så starter de alle forfra igen.
”Efter at have siddet en hel dag ved computeren på arbejdet, så er det fedt at komme herud og få noget frisk luft, noget kammeratskab og noget fart på,” siger Niels Christian Selchau-Mark, der er forholdsvis ny i vikingekampgruppen Ask, og til daglig arbejder hos Aarhus Kommune.
”Vi mødes ikke bare to gange om ugen og banker hinanden. Der er også rigtig meget socialt i Ask. Du kan være verdens bedste kriger, men hvis ikke du kan socialt med gruppen, så går det ikke,” bekendtgør Niels Christian Selchau-Mark.” – Niels Christian Selchau-Mark, medlem af vikingekampgruppen Ask
Selvom Niels Christian Selchau-Mark er nyt medlem, så har han allerede været der længe, for det tager to år blot at blive optaget i gruppen. På den tid skal det vurderes, om man har det rette engagement, om man formår at kæmpe hensynsfuldt, og om man passer ind socialt. Ask er i høj grad et socialt fællesskab, der tager udgangspunkt i interessen for vikingekultur.
”Vi mødes ikke bare to gange om ugen og banker hinanden. Der er også rigtig meget socialt i Ask. Du kan være verdens bedste kriger, men hvis ikke du kan socialt med gruppen, så går det ikke,” bekendtgør Niels Christian Selchau-Mark.
Nordens største og ældste vikingekampklub
Vikingegruppen Ask blev startet i 1992 i en baghave i Aarhus. I starten bestod den af en gruppe venner, der delte interessen for vikingetidens håndværk og kampteknik. En af skaberne var russiske Oleg Zacharov, som før sin død boede i Aarhus og var engageret i flere lokale vikingeorienterede projekter. Han havde allerede flere års erfaring med vikingekamp fra sin tid i England. Hans kundskaber dannede grundlag for hele konceptet bag det Ask, der findes i dag, hvor kampsporten er blevet omdrejningspunkt, og gruppen tæller over 65 aktive medlemmer.
Den kampteknik, som Ask benytter, og som er udbredt hos vikingegrupper i hele Europa, hedder Western Style. Stilen er et kompromis mellem realistisk kamp og personlig sikkerhed, og derfor er det for eksempel kun tilladt at ramme sin fjende inden for torsoen og på lårene med sit våben. Ask kalder det moderne vikingekamp, fordi det er en fortolkning af, hvordan man tror, vikingerne sloges. Det kan man gætte på ud fra formen og funktionaliteten af de våben, der er fundet fra vikingetiden.
”Vi kan kun gisne om, hvordan man sloges dengang. Det handler om body-mechanics, altså hvordan du bevæger dig, hvor tungt våbnet er, og hvordan du løfter det,” forklarer Anna Sofie Bay, der er formand i vikingegruppen Ask.
Svært at lære, svært at mestre
På kamppladsen på Godsbanen klinger lyden af metalvåben og skjolde, der rammer hinanden, konstant. Vikingerne ser koncentrerede ud, og der er stor præcision i den måde, de forsøger at ramme modstanderne på. Der flyver ingen økser eller spyd gennem luften. Alle bevægelser er kontrollerede, og man får fornemmelsen af en meget teknisk disciplin, der udspiler sig mellem de to geledder.
”Det er vildt grænseoverskridende de første gange, når man står over for andre og skal ramme dem så blidt som muligt på de her aftalte steder, samtidig med at man har et skjold i hånden og skal holde styr på begge hænder samtidigt. Det føles meget voldsomt,” beretter Niels Christian Selchau-Mark, der selv kæmper med økse og skjold.
”Jeg kæmper nu på tredje år og kan stadig mærke en enorm udvikling.”
En af de mere erfarne medlemmer i Ask er Torben Nielsen. Han har været i gruppen i 10 år og er nu træningsofficer, og er en af dem, der står og råber instrukser til tropperne. Han er desuden netop blevet optaget i en eksklusiv gruppe af internationale vikingekrigere, hvilket har taget ham otte år. Alligevel ser han stadig plads til forbedring.
”Du stopper aldrig med at lære. De dygtigste folk vi har, som har trænet i 15-20 år, er heller ikke færdige. Der er altid ting, du kan forbedre på. Du kan måske skifte til en ny våbenkombination, men alene inden for sværd og skjoldkamp er der uendelige muligheder,” forklarer Torben Nielsen.
Også en kvindesport
Anne Sofie Bay er en del af et kvindeligt mindretal, der er til stede til dagens træning, men når man kigger ud over kamppladsen, er de alligevel til at få øje på. Selvom kvindelige krigere var et sjældent syn i vikingernes tid, er der intet, der forhindrer det i moderne vikingekamp. Det kan dog blive et problem, når Ask bliver inviteret til at optræde for andre.
”Hvis vi bliver hyret til julefrokoster eller polterabender, eller en videooptagelse til en dokumentar, så vil de oftest have nogle skæggede mænd,” fortæller Anne Sofie Bay. ”Det må vi piger jo bare tage med. Vi er her også primært for sportens skyld.”
Til de større arrangementer er det bedre muligt for de kvindelige krigere at blende ind i mængden. På det årlige vikingetræf ved Moesgaard er der så mange deltagende krigere, der slås i et stort slag, at det ikke springer i øjnene, at nogle af dem er kvinder. Desuden er minoriteten et populært emne blandt det yngre publikum.
”Børnene synes, det er fedt, at der er piger med i kampene, og de vil tit over og have billeder med pigekrigerne efter kampene,” fortæller Anne Sofie Bay.
Vikingernes Roskilde Festival
Det er forskelligt fra den ene træningsgang til den anden, hvilke teknikker eller taktikker der øves, men det ultimative mål er i sidste ende at blive klar til det årlige Moesgaard vikingetræf, også kaldet VM i viking. Her mødes krigere fra hele Europa og kæmper om at vinde det store slag, der afslutter en hel uge, hvor folk har boet og levet som vikinger som en del af forberedelserne til selve træffet i weekenden.
”Det er jo vikingernes Roskilde Festival. Der kommer så mange forskellige mennesker fra hele verden, fra alle samfundslag og indkomstgrupper, og alligevel kan alle snakke sammen, fordi vi er fælles om passionen for kampen, kulturen og formidlingen,” beskriver Niels Christian Selchau-Mark.
I weekenden, hvor træffet er åbent for det bredere publikum, foregår der to store slag. Det ene er et allemod- alle slag, hvor den sidste overlevende vinder.
”Folk tror ofte, at vi laver et show, men der er intet aftalt, når vi kæmper til vikingetræffet. Det er fuldt ud kompetitivt,” – Torben Nielsen, medlem af vikingekampgruppen Ask
I det andet slag kæmper man som en gruppe. Derfor er nogle træningsgange i Ask dedikeret Moesgaard-træning, hvor der er fokus på holdindsats og taktik.
”Folk tror ofte, at vi laver et show, men der er intet aftalt, når vi kæmper til vikingetræffet. Det er fuldt ud kompetitivt,” forklarer Torben Nielsen, der selv var med til at vinde det første Moesgaard gruppeslag, han deltog i.
Et uudnyttet varemærke
Aarhus er en af Nordens ældste byer dannet af vikinger omkring år 770. Beliggenheden ved Aarhus Å gav dengang byen navnet Aros, som betyder Åens Munding. Byen er fuld af historiske og kulturelle referencer til vikingetiden, men det er ikke noget, der bliver gjort nok ud af, hvis man spørger vikingerne i Ask.
”Jeg synes egentlig ikke, at vikingetiden fylder så meget i Aarhus, når man tænker på, hvor stort vikingemiljøet er, og hvor betydningsfuld en periode det har været,” mener Niels Christian Selchau-Mark, der selv arbejder for kommunen.
Han har lagt mærke til, hvordan mindre byer i Danmark har haft held med at markedsføre sig på deres vikingehistorie og på den måde har gjort sig bemærket i både ind- og udland. Han mener, at der ligger et kæmpe potentiale i at gøre mere ud af den slags i Aarhus.
”Når du spørger folk i udlandet, hvad de ved om Danmark, så siger de Den lille Havfrue og noget med vikinger. Aarhus kunne markere sig så stærkt internationalt, hvis vi gjorde noget mere ud af at repræsentere vores vikingekultur,” siger Niels Christian Selchau-Mark.
”Hvorfor får vi ikke vikinger til at tage imod krydstogtturisterne? Der er masser af steder, hvor man kunne tænke vikinger ind i bybilledet. Og det er ikke kun kamp. Der er også folk, der går op i håndværk og ridning. Det håber jeg, at vi som by kan blive bedre til,” afslutter Niels Christian Selchau-Mark.
Tilbage i klubhuset
Vikingerne træner i to timer to gange om ugen. Denne aften i november har der været enkelte for at kigge på, men det er for koldt til at blive stående ret længe. For vikingerne er det dog intet problem. Selvom der ikke bliver løbet rundt, og alle bevægelser er velovervejede, kan man se, at det er hårdt arbejde. Efter to timer er de forpustede og klar til at klæde om.
Vikingerne holder til i et af de små skure på Godsbanen. Her er indrettet med brændeovn og borde og bænke. Når de er mange til træning, som de er i dag, tager de som regel en fællesøl efterfølgende og sidder og får sig en snak. Der bliver også delt nogle meddelelser ud, af praktisk karakter, som i ethvert andet klubhus. Der hersker en god stemning, hvor det er tydeligt, at folk kender hinanden godt og ikke er bange for at stikke lidt til hinanden for sjov.
Man kunne let få den opfattelse, at der er en større risiko forbundet med at gå til viking, end der er i andre fritidsaktiviteter. Et rap over nallerne og nogle blå mærker slipper man da heller ikke for, men ellers lader det ikke til, at det er farligere end så meget andet. Anne Sofie Bay sammenligner det selv med håndbold eller ishockey, hvor der også er gode chancer for at få nogle knops, men det er som bekendt ikke noget der hindrer folk i at dyrke sporten. Når alt kommer til alt, er det at gå til viking ikke så anderledes, som det kan lyde.
Vikingegruppen Ask
- Stiftet af Oleg Zacharov, Thomas Tandrup og Ellen B. Conijn
- Stiftet i 1992
- 64 medlemmer
- Aktiviteter: Kamp, håndværk, madlavning, lejrliv mm.
- Kampstilen er western style
- Træning tirsdage og søndage året rundt
- Deltagelseskrav +18 år
- Blankvåbenstilladelse