Du kender ham for den pegende kuglepen. Fagterne. Og de insisterende spørgsmål. Studieværten, redaktøren, familiefaren, debattøren, aarhusianeren, foredragsholderen, akademikeren. Egentlig bryder han sig slet ikke om kassetænkning og titler. De er kun en kvælende begrænsning. Clement Kjersgaard er mest af alt en sammensat person, der værdsætter faglighed og hårdt arbejde.
Mennesker vrimler ind og ud af gangene i Danmarks Radios grå betonklods i det nordlige Aarhus. I rundkørslen udenfor triller en taxa ind til siden, og ud stiger Clement Kjersgaard med en dragtpose hængende over skulderen. Iført behagelige gummisko trasker han målrettet mod hovedindgangen. Hans lyse midterskilning falder ned i panden, da han interesseret hilser på forsamlingen i entreen. De karakteristiske, fremskudte læber gør en dyd ud af at gentage navnene på de nye bekendtskaber. Der går ikke længe, før Clement Kjersgaard ihærdigt viser rundt i hele DR-bygningen. Alle døre på vores vej bliver afprøvet. Er de låst, forsøger han den næste.
”Hos DR beder man om tilgivelse frem for tilladelse,” smiler han rebelsk, da han åbner op til et af de historiske teknikrum.
Lysstofrørene i loftet oplyser en tidslomme, der mest ligner noget fra en 70’er spionfilm. Et hav af knapper er indrammet i orange og brune paneler. Med entusiastisk indlevelse og interesse for detaljerne fortæller Clement Kjersgaard historien bag teknikrummet. Et udpræget fortællergen, han efter alt at dømme har arvet fra sin far, den navnkundige historiker Erik Kjersgaard.
Vi bevæger os videre ad snoede gange ind gennem tv-studier, rekvisitrum og redaktionslokaler. Og til hvert rum har Clement Kjersgaard en historie at fortælle. For ham selv begynder den personlige skildring med barndomsminderne fra Aarhus.
Barn af byen
Familien Kjersgaard skiftede København ud med Aarhus, da faren Erik Kjersgaard i 1981 takkede ja til stillingen som museumsdirektør i Den Gamle By. Clement Kjersgaard voksede op i byens idylliske komponistkvarter blandt herskabelige patriciervillaer med naturskønne Mindeparken som nabo og udsigt over Aarhusbugten.
”Mine forældre syntes virkelig, at det var spændende at komme til Aarhus. Min mor har efterfølgende sagt: At flytte til Aarhus var som at flytte til Danmark. I den forstand, at hun fik et helt andet og større billede af, hvad Danmark var, end hun havde haft i København, som kan være meget lukket om sig selv. Jeg husker det som en fantastisk barndom. En meget fri barndom,” fortæller Clement Kjersgaard.
På trods af at han de seneste to årtier har haft bopæl i København, betragter han stadigvæk sig selv som aarhusianer. Det er her, han har sine rødder.
Skoletiden tilbragte Clement Kjersgaard på den katolske skole Skt. Knuds Skole i Midtbyen. En international skole med elever fra hele verden. Tiden på Skt. Knuds Skole var selvsagt ikke præget af forstadsidyl med trygge stisystemer og pomfritter i den lokale håndboldhal. Klassekammeraterne kom med sporvejenes gule bybusser fra hele Aarhus og omegn. Med byens facader som tapet i ti år, pendlede Clement Kjersgaard hver dag med 6’eren til og fra Banegårdspladsen.
Jeg har aldrig nogensinde tænkt på mig selv som tv-vært, som et brand eller som en figur, der skal iscenesættes. Jeg har insisteret på at definere et projekt.
Faglighed først
Forældrene var altid beskæftigede af projekter, når han kom hjem fra skole. Og gerne flere ad gangen. I barndomshjemmet var der ikke nogen skillelinje mellem arbejde og fritid. Moren, Anita Behrendt, var skolelærer på Forældreskolen og havde som tegner blandt andet illustreret Bibelen for Det Norske Bibelselskab.
”Mine forældre havde dyb respekt for faglighed. Der var intet, de respekterede mere end faglighed. De var meget lidt snobbede og havde ingen interesse for titler og hierarkier. Men de var fulde af respekt og beundring for alle, der var fagligt dygtige,” fortæller Clement Kjersgaard og fortsætter:
”Der var ikke nogen oplevelse af, at arbejde var noget, der skulle overstås, så man kunne få fri. Det har jeg taget med mig videre. Både bevidst og ubevidst. Man oplever det og kopierer den måde at leve på. Jeg er også blevet opmærksom på, at det ikke er alle mennesker, der lever på den måde. Det er i virkeligheden en meget legende tilgang til tingene.”
Derfor var Clement Kjersgaard i en tidlig alder også en sand initiativtager, der engagerede sig i mange forskellige projekter.
Projektmagerens fødsel
Clement Kjersgaard drev skolebladet, og han fandt generelt en interesse i at udforme medieprodukter. På et tidspunkt begyndte han at optage radioudsendelser på kassettebånd derhjemme. Det førte til, at han som blot 11- årig startede Aarhus Børneradio.
”Det, der interesserede mig, var at være radiochef. Det var produktet og projektets helhed. Jeg var ekstremt optaget af, hvad programmet skulle hedde, hvor lang tid det skulle vare, hvordan det skulle bygges op, hvordan kendingsmelodierne skulle være, og hvordan man kunne variere indslagene,” erindrer Clement Kjersgaard.
Var der behov for en filmanmeldelse i radioudsendelsen, tog han i biografen for at se filmen og skrev en anmeldelse. Var der brug for en quiz, fandt han på en quiz. Skulle der laves et interview, stillede han spørgsmålene. Og skulle han dække et emne, han ikke rigtig kendte, satte han sig ind emnet.
Sans for helheden
Netop kompetencen til at tilegne sig de nødvendige egenskaber for at drive et projekt, har Clement Kjersgaard bragt med sig videre ind i sit professionelle voksenliv. I 2004 blev han hentet til DR af Mads Brügger, der havde udviklet tv-programmet ’Tal med Gud’ til DR2. Et ugentligt direkte samtaleprogram om religion med en 28-årig Clement Kjersgaard i sin første studieværtsrolle.
”Fællestrækket fra dengang og til nu er, at det, jeg identificerer mig stærkest med, er projektet. Det er helheden. Jeg har aldrig nogensinde tænkt på mig selv som tv-vært, som et brand eller som en figur, der skal iscenesættes. Jeg har insisteret på at definere et projekt. Så jeg tilegner mig, hvad jeg skal kunne i situationen for at realisere det. Vil man lave det, jeg laver, skal man berede sig på, at man kommer til at arbejde for det. Min professionelle identitet ligger i at definere et foretagende.”
Der bliver brugt store fagter, når Clement Kjersgaard fortæller. Skiftevis rykker han frem i sædet og bøjer sig ind over bordet for at understrege en pointe, inden han igen læner sig tilbage i stoleryggen for at reflektere videre med pegefingeren hvilene på underlæben.
Vedholdende interviewstil
Siden sin tv-debut har Clement Kjersgaard stået i spidsen for en lang række DR-programmer, og i dag ruller han henover sendefladen, når der vises ’Debatten’ og ’Vi ses hos Clement’. Her møder han en række meget forskellige mennesker til en samtale om aktuelle hændelser. Men for de fleste seere står hans interviews med landets ledende politikere måske tydeligst frem i bevidstheden. Clement Kjersgaard er både kendt, elsket og hadet for sin kritiske og vedholdende interviewstil.
”Jeg er blevet kritiseret for at afbryde for meget, for ikke at være interesseret i stoffet, for ikke at ville lytte til nogen og kun være interesseret i at bringe mine egne synspunkter frem. Jeg har aldrig afbrudt nogen, der var i færd med at sige noget spændende. Det er rigtigt nok, at jeg bestemmer, hvad vi snakker om. Men det er sådan set det, jeg får min løn for,” siger han og fortsætter:
”Hvis der bliver lavet 100 interviews, og 99 af dem er bløde og åbenlyst underdanige, så gør det ikke noget, hvis det sidste er en lille smule beslutsomt,” siger han og udtaler hvert ord efterfulgt af en kunstpause, inden han med et nøje tilrettelagt dunk placerer sin kuglepen på bordet for at illustrere et punktum ved sin pointe.
Jeg har aldrig afbrudt nogen, der var i færd med at sige noget spændende. Det er rigtigt nok, at jeg bestemmer, hvad vi snakker om. Men det er sådan set det, jeg får min løn for.
Fra kontrol til glatis
Forud for interviews med politikere ligger mange timers research for Clement Kjersgaard og hans redaktion. Et manuskript indeholder en lang række spørgsmål, men indimellem når Clement Kjersgaard kun en håndfuld af dem.
”Typisk er mine spørgsmål baseret på direkte citater fra den person, jeg interviewer. Det er ikke noget, jeg hiver op af en hat eller udtryk for mine egne holdninger. Det er citater fra dem selv eller det parti, de repræsenterer. Men politikerne vil ofte kun tale konkret om det her døgn eller om den her uge. Om den kendte, aktuelle dagsorden.”
Der kan også opstå den fuldstændig modsatte situation. Det uforudsigelige. Det skete tilbage i 2012, hvor daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gæstede ’Clement Søndag’ på DR1 i et interview om blandt andet førtidspension.
”Jeg fremlægger citater og siger: Du sagde tidligere sådan, og nu siger du noget andet. Du har skiftet mening. Vi havde troet og forberedt os på, at der ville blive svaret nej. Men hun sagde ja. I det øjeblik kasserer jeg hele den næste del af interviewet og masser af timers arbejde. Så jeg er på glatis, når politikerne svarer på spørgsmålene. Det er meget svært at håndtere, for så går tiden pludselig stærkt,” siger Clement Kjersgaard og fortsætter:
”I sådan en situation er ens professionalisme ikke afhængig af, hvor godt man følger sit manuskript, men hvor hurtigt man smider det ud,” siger han og skuler ned på manuskriptet, der i dag ligger på den anden side af bordet her i DR’s mødelokale.
Mere end politik
De fleste danskere identificerer sikkert Clement Kjersgaard med politik. Men det har aldrig været hans hensigt, at politik skulle blive en overskrift eller dominerende kasse i hans liv.
”Nu ved jeg meget om politik, fordi jeg har fulgt det intenst og researcher så meget, som jeg gør. Det er en professionel forudsætning for at lave det, jeg gør. Men jeg har aldrig ment, at politik er det eneste fascinerende i verden. Jeg har ikke en maskinrumskærlighed til politik. Jeg kan godt forstå fascinationen, men jeg har aldrig dyrket fankulturen omkring politik.”
Det er først som tv-vært, at Clement Kjersgaard helt systematisk begyndte at beskæftige sig med politik. Som ung rejste han ud i verden. Og erfaringerne fra sine udlandsophold har han bragt med videre ind i sit professionelle arbejdsliv. Fra Oxford University, hvor han læste en bachelor i filosofi, politik og økonomi. Her lærte han at arbejde hårdt. At arbejde alene. Og at arbejde hurtigt med meget nyt materiale. Men den største gevinst rent personligt fik han i en tidligere alder, da han valgte at drage til Hong Kong.
Jeg laver meget lidt, som jeg ikke har en professionel stolthed omkring. Intet af det, jeg laver, betragter jeg som betydningsløst. For så laver jeg det ikke.
Fornemmelsen af frihed
Under et elevrådsmøde i 1.G blev Clement Kjersgaard introduceret til United World Colleges, da en kammerat flagrede med en brochure. Han havde aldrig hørt om de internationale gymnasier før, men noget sagde ham, at han skulle søge ind. Dagen inden hans 17-års fødselsdag fløj han fra Kastrup Lufthavn til Hong Kong. På en rejse ud i den spændende uvished.
”Det var de to bedste år i mit liv. Jeg oplevede, at jeg kunne forandre mit eget liv. Fuldt og helt fra den ene dag til den næste. Den vished åbner verden på en måde, der er svimlende. For det betyder, at der i din tilværelse ikke er noget, du ikke kan skifte ud. Og det er både en fantastisk og grufuld tanke. Der er intet i mit liv siden, der på en eller anden måde ikke har været farvet af de to år, og hvad jeg lærte om verden og om mig selv.”
Mødet med de mange vidt forskellige kulturer blev en øjenåbner for Clement Kjersgaard. En oplevelse, der tidligt i hans liv gav ham et nuanceret syn på verden, som han lige siden har bragt i spil.
”Jeg er god til at vurdere et argument uden at kigge på, hvem der har sagt det. Det lærte jeg i udlandet, fordi jeg var i en kontekst, hvor der ikke var noget hierarki eller flertal. Vi var i Hong Kong, og det var en international skole. Så hvem var majoriteten? Hvem havde ret?”
Inden opholdet på Li Po Chun-gymnasiet i Hong Kong havde Clement Kjersgaard kun en gang tidligere været i et engelsktalende land. Men som han selv siger, fik han hurtigt en familie på den anden side af jorden.
”Dine bedste venner om tre måneder kan være folk, du ikke har mødt endnu. Det kan være mennesker, du ikke kender – heller ikke kulturelt, nationalt eller religiøst. Som kommer fra lande, du aldrig har besøgt. Det kan blive de mennesker, der betyder mest for dig i dit liv. Det vigtigste, jeg kunne tage med mig videre, var fornemmelsen af frihed. Fornemmelsen af at spillet hele tiden er åbent.”
Med den vished er Clement Kjersgaard også fortrøstningsfuld over fremtiden. Hans ambition har aldrig været at passe ind i en bestemt kasse. Han vil fortsat stræbe efter at udvide spillebanen og sætte sig selv de sværeste opgaver, han kan komme på.
”Jeg laver meget lidt, som jeg ikke har en professionel stolthed omkring. Intet af det, jeg laver, betragter jeg som betydningsløst. For så laver jeg det ikke.”
