Metalspånerne slår gnister, lerovnen brænder skulpturer, mens laserskæreren udformer en veludskåret designerlampe. På Godsbanens åbne værksteder er det muligt at afprøve et bredt udvalg af kreative håndværk, hvad end man er nybegynder eller arbejder professionelt.
Godsbanen er et patchworktæppe af kreative impulser, vævet sammen af åbne døre og skabertrang. Her mødes natklub, caféer og fotoredigeringslokaler. Her slås en rollespilsforening med langskaftede økser og runde skjolde, på en slagmark placeret mellem Radars koncertsted og metalværkstedet overfor. Omgivet af en kulisse af farverig graffitikunst på en 100.000 m2 stor grund, der efter åbningen i 2012 stadig emmer af pladsens 80 år gamle historiske funktion som godsbaneområde.
Sydsidens sporskinner og jordgolde stisystemer markerer en rå energi, mens Godsbanens hovedhus ud mod Skovgaardsgade afspejler midtbyens klassiske og mondæne arkitektur. Her mødes unge og gamle fra alle segmenter, hvor fællesnævneren er nysgerrighed og virkelyst. Der er sådan set ingen undskyldning for ikke at give sig i kast med et projekt, for Godsbanen har vitterligt rammerne til enhver form for kreativ udfoldelse.
Kulturelt produktionscenter
Der lyder et øredøvende brøl fra båndsaven, da døren til træværkstedet åbner. Fire grupperinger af mennesker myldrer frem mellem hinanden, i hvad der først ligner et uorganiseret kaos. Tre personer har gjort sig den ulejlighed at påføre sig høreværn, men derudover synes resten at nyde lyden af savklingernes hylende arbejde. Overtallet består af mænd, men to kvinder arbejder med kyndig hånd med en tilslibning af en bjælke. Efter et par minutters iagttagelse opstår der en rytme i arbejdsformen, mens luften fyldes af lugten fra frisk træ. Planker skæres til, en dørknob tilslibes, en ornamenteret figur pudses perfektionistisk med et stykke sandpapir, og træspåner høvles af ved en slagbænk.
Døren går i igen. En hyletone hænger i øret, mens den kolde januarluft fra produktionshallens ydre gang trænger ind i kroppen. De åbne værksteder kan ikke reserveres, og hele kongstanken i det kulturelle produktionscenter er netop, at man skal kunne komme og gå, som man lyster. Derfor er det bare at gå videre på opdagelse i naboværkstedet.
Mylderet er om end fordoblet her, men larmen fra maskinerne er forstummet, til fordel for en summen af hyggesnak om kaffe og weekendplaner. Gipslugtens støvede og ler-agtige lugt blander sig med en skarp tone fra de hyldestablede malerbøtter. To søskende børn får hjælp af deres mor til, hvordan de skal forme deres skulptur korrekt.
Unikke rammer
Den gamle station har fået et gevaldigt ansigtsløft med betonvægge og udstyr, der sikrer de bedst funktionelle rammer for de kreative håndværk. Men det nye interiør indrammes af den bevarede, mørke træbjælkekonstruktion, der udgør det bærende træskelet for det gamle perronudsnit. Tilsammen opnås en rå stilblanding af nyt og gammelt, og den kreative synergieffekt fungerer ganske vellykket.
Retter man øjnene mod træbjælkernes spidsbuer og videre ned langs lokalets bagvæg, kan man gennem bagdøren bevæge sig fra formværkstedet og videre ud i produktionshallens indre gang. Herude står mere og mindre vellykkede udformninger opmagasineret på rad og række, klar til brænding i den store lerovn.
Gangpassagen er befolket af en tværfaglig strøm af mennesker, der vandrer frem og tilbage mellem flere rum. De åbne værksteder går op i en højere enhed, når de enkelte håndværksfag indgår i en symbiose med hinanden. Den ansatte smed i metalværkstedet forklarer, at folk ofte svejser en grundmodel af et møbel inde hos dem, for så at udskære træudsnittet i laserværkstedet. Eller udformer et sæt stoleben i metal, men tilføjer siddebrættet i træværkstedet.
Fra designmønstre til krigerisk rollespil
For enden af produktionsgangen befinder De åbne værksteders grafiske afdeling sig, hvor folk med behov for serigrafiske løsninger kan designe og udskære alle afskygninger af print. En lille gruppe studerende sidder rundt om en computer med et designprojekt. De klarer det vist ved egen hjælp, og den ansatte ved informationsskranken kigger lidt kedsommeligt rundt i lokalet efter noget at lave. Kaffemaskinen bobler stille.
En fastansat syerske beretter om De åbne værksteders fortid, dengang de lå placeret i HUSET ved Vesterbro Torv. På en måde er alt ved det gamle, selvom rammerne har udvidet sig med Godsbanens store areal. Hun savner dog nysgerrige sjæle, der kunne finde på at stikke et hovedet ind i tekstilværkstedet uden at have en umiddelbar plan. Det ligger i værkstedernes DNA, at man skal kunne komme og lade sig inspirere. Men oftest dukker syersker op med et konkret projekt, og så er de ude af døren nogle timer senere.
På den åbne plads foran Teater Katapults og Spiselaugets foyer er rollespilsforeningen ved at være i krigshumør. De øver en række angrebsserier med våben, som flere har lavet inde på metalværkstedet.
Den gamle smed fortæller anektoter, mens metalgnisterne flyver. Han svejser sine erindringer sammen i en endeløs fortællestrøm, så den nyansatte værkstedmedarbejder hed siden af har svært ved at afbryde ham og fortælle, at han egentlig har fyraften. Radar har til smedens store opgivelse spurgt, om han ikke lige kan sænke deres koncertscene med 15 centimeter. “Det må de sgu få nogle andre til, det bliver fandme ikke mig.” Den nyansatte kollega øjner sit snit til takke af for i dag og lister ud i vintermørket.