Havnebad, vandflyvere og et udsigtstårn. Aarhus kan se frem til mange nye ting på byens gamle havneområde, når Bjarke Ingels, en uf Danmarks største arkitekter, skal være med til at skabe nyt liv ved vandet.
Af Søren Højlund Carlsen
Ofte skaber arkitekter en bygning, hvorpå man først bagefter finder man ud af, hvordan der skal komme i liv i bygningen og ikke mindst i det område, hvor den nye bygning skal stå. Men sådan bliver det ikke med det nye område på Aarhus Havn, der er blevet kendt som Aarhus Ø. Selv om der allerede nu er en del færdige bygninger – blandt andet det markante Isbjerget og Lighthouse – så skal der nu arbejdes med, hvordan det nye havneområde kan tiltrække mennesker og dermed liv. For ingen er interesseret i flotte bygninger, hvor der kun er liv om aften og inde bag gardinerne i de mange nye huse og lejligheder.
Derfor har Aarhus Kommune udpeget en gruppe af arkitekter og entreprenører til at forme havneområdet Ø4, som groft sagt er hele området omkring den gamle Pier 4 på havnen. I spidsen for gruppen står den verdenskendte danske arkitekt Bjarke Ingels og den lokale ejendomsudvikler og idemand Rune Kilden. Sammen med Gehl Architects, Case Enterprise og MOE skal gruppen komme med et bud på, hvordan hele området kan blomstre op og blive til en levende ny bydel til Aarhus.
”Det vigtigste bliver at skabe en god forbindelse til resten af byen,” fortæller Bjarke Ingels i forbindelse med et foredrag for erhvervsledere og politikere i Aarhus.For Bjarke Ingels er det ikke nok at skabe flotte bygninger. ”Det nytter ikke noget, hvis der ikke kommer liv i og omkring de bygninger. Derfor ser vi i stedet på, hvordan vi kan bringe borgerne og byen ned mod havnen og skabe en både fysisk og psykisk forbindelse mellem det gamle Aarhus og alt det nye, som skyder op på havnen,” siger Bjarke Ingels.
Han har stor erfaring med nye byområder og havneområder. Således står han bag en stor del af de nye bygninger i den nye bydel Ørestaden på Amager i København, ligesom han har tegnet et havnebad på Islands Brygge i København.
Vandet skal bruges
Også i Aarhus skal vandet inddrages som en vigtig del af den nye bydel. ”Vandet bliver et centralt element. Vi laver dog ikke et havnebad på en tømmerflåde som ved Islands Brygge i København, men vi tænker det mere integreret,” fortæller Bjarke Ingels.
Som et eksempel på, at der kan opstå liv på havnen uden nye, store bygninger, nævner han Strandbaren. ”Den viser, at der under de rette omstændigheder kan blive som et fluepapir på et lille område. Vi skal have folk til at bruge området, så arkitekterne skal indrette sig efter det liv, der allerede er derude, frem for at lave nogle arkitektonisk smukke bygninger, inden der kommer liv,” tilføjer Bjarke Ingels.
Plads til 4.000
Indtil videre er havnebadet og et udsigtstårn det eneste, som man med sikkerhed ved kommer til at ligge på området. Resten er nu op til den nye gruppe, som Aarhus Kommune har store forventninger til kan være med til at skabe det nødvendige byliv i form af mennesker, virksomheder, restaurationer og butikker. ”Når Pier 4 er udbygget i 2017, vil der kunne bo omkring 4.000 mennesker. Dét skaber et grundlag for et vist butiks- og caféliv. Og som kommune kan vi sikre, at mulighederne er til stede, når det kommercielt kan lade sig gøre,” siger arealudviklingschef i Aarhus Kommune Bente Lykke Sørensen til Århus Stiftstidende.
Vandflyvere til København
Ud over butikker og havnebadet håber Bjarke Ingels på, at der i fremtiden kan være en anden og mere flyvsk grund til at aarhusianerne vil komme ned til Ø4. Han ser nemlig for sig, at der skal være en ny lille lufthavn med vandflyvere direkte til København. På den måde vil området få en helt ny betydning og blive til en ny port ind til byen.
”Det kan blive et stort aktiv, som vi har set fungere andre steder. For eksempel i Vancouver i Canada, hvor der er timedrift på vandflyverne. Det giver en helt særlig stemning og rytme i havnen, når de lander og letter. Så bliver havnen et sted, man ankommer til, i stedet for at være der hvor man tager hen, når man er kommet til Aarhus på andre måder. Tænk at cykle ned på havnen og tage vandflyveren til København på 40 minutter. Det ville være et aktiv for mange mennesker, som ofte rejser frem og tilbage mellem Aarhus og hovedstaden, men vandflyverne vil også blive en attraktion i sig selv,” siger Bjarke Ingels.
Efter mødet med de lokale erhvervsfolk udtrykker arkitekten stor begejstring for at være med til at forme fremtidens by. ”Aarhus er allerede superambitiøs og har lagt et højt niveau på havnen. Byen tør tænke helt ud til kanten og stort – ikke mindst i højden. For eksempel ville det nye, store hotel bag ved Rutebilstationen. aldrig være blevet bygget i København,” siger arkitekten.
Området, som nu skal formes, består af Ø4 og Nikoline Kochs Plads med tilstødende arealer mod nord og syd. Desuden er havnebassin nr. 7 en del af Ø4. Byggerierne skal efter planen være færdige, inden kulturhovedstadsåret begynder i 2017.