Peter Wallmann elsker sine plakaters nostalgiske billedmagi, men han er ikke nogen nørd. De små nichebutikker har stadig deres berettigelse i et online-effektiviseret samfund, så længe de tilbyder nærvær og gode oplevelser.
Tidslommen ved Skovbrynet
Peter Wallmann har bevaret sin barnlige fascination af gamle originale filmplakater og Hérges Tintin-univers. En intakt følelse af tegningernes tiltrækningskraft, der med farverige billedfortællinger kunne fortælle de mest medlevende historier, selvom man dengang var for lille til at kunne læse. Sammen med et nedarvet samlergen har barndommens glæde udviklet sig til en livslang hobby, og med sin plakatbutik på Skovvejen har Peter kunnet kombinere arbejde og fritidsinteresse. En mikstur mange må misunde ham.
”Det er glæden ved de gode oplevelser fra dengang, man læste tegneserierne, som bliver reaktiveret, når man ser plakaterne. Jeg synes især, det er de ældre tryk, der er super spændende. Der har været godt gammeldags håndværk inde over. Jeg vil gerne handle med noget, jeg selv holder meget af. Så kan jeg smitte kunderne med den glæde. Alle bliver berørte, når de får vækket nogle gode minder.”
Passionen for de gamle originalplakaters visuelle udtryk skal findes helt tilbage i de spæde år. ”Den grafiske stilart møder jeg i barndommen, hvor jeg blev mødt af forsiderne på de gamle kriminalromaner og cowboybøger. De var trykt med klare, rene former, som jeg blev meget betaget af. Jeg fik selv lov til at tage bussen ind til Aarhus. Så gik jeg rundt og ledte mellem ludere og lommetyve i Latinerkvarteret, som i dag er blevet meget mere caféagtigt og stilrent. Herinde fandt jeg de gamle antikvariaters blade. Det var det, man kaldte den kulørte litteratur – eller pulp fiction. Men det var primært forsiderne, der fangede min interesse.”
Vi mister vores hobbyer
På flere punkter er det et spøjst fænomen, når vi utrætteligt leder efter den samme ting igen og igen med små variationer, for at fuldende vores samling af en udvalgt kategori.
”Frimærker, tegneserier, mønter og sabler og alt muligt. Jeg har samlet på alt. Men jeg har ikke så mange ting, jeg ikke ender med at ville sælge. Som regel er der jo en samler, der lige står og mangler den ene plakat, jeg har. Så har jeg ikke noget imod at give den et ordenligt hjem. Det er jo sjovt for mig at være inde over mange andre samleres projekter. Jeg er ikke på den måde knyttet til tingene, for de lever jo videre ude i folks samlinger,” forklarer Peter.
Jeg vil gerne handle med noget, jeg selv holder meget af. Så kan jeg smitte kunderne med den glæde.
Ifølge Peter bliver der dog færre, der føler, de kan finde ro til at nørde med en hobby. På trods af at samlerinstinktet ligger medfødt i mange i os.
”Det starter jo i den tidlige barndom. Min datter samlede på viskelædere og servietter, mens min søn ikke gad. Det ligger bare i generne for nogle. Måske handler det om at finde fred i sin egen lille verden. Et behov for at skabe orden i kaos. Så kan det godt være, at verden ramler derude, men her i mit lille univers, fungerer det.” Peters ansigt glider over i aftegnet af en skygge, der ellers sjældent ses på hobbyentusiastens ansigt.
”Når man havde fri om aftenen, kunne man før i tiden hygge sig med bøger eller spille noget musik, eller også var der altså hobbyerne. Men den tid, man brugte, er jo blevet erstattet af tid foran skærmen.”
Der er måske en højere grad af fordybelse og afslapning ved hobbydyrkelsen, som sociale medier og on demand-tv formentlig ikke kan erstatte i samme grad. For hvor meget slapper man egentlig af med sin smartphone kontra den tid, den sluger?
Hobbyer handler om at fordybe sig, og samleren finder ro i den langsommelige rejse mod det fuldendte projekt. Modsat ligger det ikke i de sociale mediers DNA, at man skal ”blive færdig”. Man vil altid kunne scrolle længere ned eller genopfriske siden, og så ellers begynde forfra med nyhedsstrømmen.
Det taler til alle
”Der er vist ikke noget design over butikkens indretning her i Plakatsamling.dk. Men kombinationen med skrivebordet her, den gamle stol fra mine forældres hjem og et par indiske apoteksskabe til at udstille i, så skabes der jo en eller anden stemning. Her kan man bare være sig selv, for det er tingene sgu også. Det er jo lidt et hjem, også for kunderne. Når du kommer ind i en oversmart, moderne forretning, frygter du, om du nu har pudset dine sko,” klukker Peter, der siddende bag sit alt for tilrodede bord udgør en af de sidste bastioner fra gamle dage.
Hans Tintin-niche har gennem de sidste par årtier fået en dekorering af tidsløshed med sin naive enkeltstregs-form og stærke farver. Både til dem, der søger en helt bestemt figur, men også dem, der ser det fede i plakatens farvespil hjemme på de hvide vægge. Især som et oprør mod 00’ernes cremehvide passage, har vi langsomt søgt efter en brydning i det neutrale. Tintin på væggen taler til eventyret, til barnligheden og uhøjtideligheden.
En mor kigger ind i butikken med sin søn, for at finde en jubilæumsgave til far. Valget falder på den karakteristiske, skakternede rumraket i røde og hvide nuancer fra Månen tur-retur. Den synes at komme i alle slags størrelser, ligesom butikkens kunder.
Tre drenge i 20’erne får øje på Tintin-plakaterne gennem butiksruden og drages indenfor af spontan nysgerrighed. Et ældre ægtepar betragter vidende en nyligt ankommet Turnesol-figur i apotekerskabets glasmontre, mens Peter vejleder og tager en tår fra sin Dupond og Dupont-dekorerede kaffekop.
Vi har alle en Kaptajn Haddock i os
Folk vil ofte gerne kalde Peter Wallmann for en ægte nørd. Men han må tit skuffe dem, for hans analytiske interesse i Hergés tegneserieunivers når kun til et vis punkt.
”Jeg ser Tintin-karaktererne som dele af os. Alle har en Haddock-morgen og en klodset Dupont-side. Tintin er det ubetinget gode. Venskaber, kammerater og eventyrlyst. Enkelte synes, at han er utroligt irriterende, fordi han er så perfekt. Men min fascination kom med barneglæden så hvorfor analysere sig frem til, hvorfor det lige er, man kan lide ham?” spørger han.
Det er dét stykke kultur, jeg nogensinde har oplevet, hvor der er størst bredde mellem folk. Så hvis du spørger, hvad der er danskhed – så er det Tintin.
”Handlingen kan være ret kompleks. Hergé har jo sat sig ekstremt ind i, hvordan en opiumshule så ud, og hvilke tegn der skulle stå på bannerne i baggrunden. Men for mig er det min gamle Tintin. Det er ligesom, hvis man er forelsket i en kvinde. Det skal ikke overanalyseres. Så er det jo ikke, fordi hun består af fem liter vand og et skelet. Man kan ikke forklare, hvad der sker inde i én. Det er bare fantastisk tegnet. Her er en kunstnerisk genre, man kan have hængende eller stående fra barndommen, uden at folk stiller spørgsmål. Det er dét stykke kultur, jeg nogensinde har oplevet, hvor der er størst bredde mellem folk. Så hvis du spørger, hvad der er danskhed – så er det Tintin.”
Manden, der lever en tilværelse, mange drømmer om at slå sig ned med, drømmer også selv. ”Så længe, nichebutikker som min tilbyder en ekstra oplevelse, når folk kommer ind, så kan vi godt bestå. Selv i nethandlens og kæmpevarehusenes tid. Man skal ikke være grådig og tænke, man vil tjene kassen. Men det kan godt løbe rundt. Jeg dyrkede selv billedkunst i sin tid, og det savner jeg,” hendvæler Peter. Han finder en flaskegrøn plakat frem med ”drømmen” skrevet med store bogstaver.
”Det er en af de eneste plakater, jeg ikke vil skille mig af med. Jeg længes efter en dag at tage af sted til en ensom sydhavsø med mit staffeli. Så ville jeg gå i gang med at male igen og sende billederne tilbage mod land med et skib. Men jeg skal selvfølgelig have Tintin, Terry og Kaptajn Haddock med som selskab.”