Michael Lindebjerg har i over 30 år stået bag kameraet ved nogle af de mest opsigtsvækkende dokumentarproduktioner på tv herhjemme. Nu trapper han ned for en glorværdig og stressfyldt karriere for at hellige sig et nyt kapitel. Han er blevet æbleavler på Samsø.
Færgen har lagt fra land, og på dækket kan den tidlige morgensol nydes sammen med den medbragte kaffe. Overfarten fra Hou til Samsø tager omkring en time, og denne morgen er vandet stille, og vinden viser sig fra sin bedste side.
Michael Lindebjerg har hunden Bastian med i snor. Den snuser sig hjemmevant rundt og finder sin stamplads under bordet. Mange gange har de sammen taget turen over det indre farvand for at se til gården med æbleplantagen og øens velbefindende. Livet som plantageejer er stadigvæk ret ny for den 52-årige prisvindende tv-fotograf Michael Lindebjerg. I den nære fremtid er det meningen, at han skal bo på gården på fuld tid med familien og leve af sine æbler.
Den maritime time er næsten i havn, og Aarhus er for længst forsvundet i bakspejlet. Nu er der blot en kort køretur, før gårdens mange gøremål er i sigte. Stilheden sænker sig over byboen, inden han åbner for posen.
“Der sker noget med mænd – eller mennesker generelt når de runder de 50 år. Det er ikke så meget alderen, de grå hår og kroppen, der begynder at forfalde. Der sker noget oppe i hovedet, når du har prøvet rigtig mange ting,” fortæller Michael Lindebjerg, der opdagede, at han stod de samme steder med de samme billedopgaver.
”Jeg er jo glad for at lave fjernsyn og fotografere, så på den måde kan jeg godt leve med det. Men, jeg opdagede, at det altid var mig, der stod og kiggede på. Jeg var ikke den aktive. Selv om jeg var aktiv i mit fag, var det ikke mig, der var fiskeren, lægen eller dronningen. På et eller andet tidspunkt bliver det kedeligt,” siger Michael Lindebjerg. Derfor blev han usikker på, om han skulle fortsætte tv-arbejdet de næste 20-25 år. Lige indtil et stresset arbejdsliv og et blackout i bilen fik ham på andre tanker.
”Så måtte jeg finde ud af, om jeg skulle springe fra posten, springe i luften, gå i panik eller sejle jorden rundt. Jeg tror, at ideen med æblerne ubevidst begyndte der,” konstaterer Michael Lindebjerg.
Græsslåning med traktor
Han drejer nøglen til den røde Massey Ferguson-traktor. Den holder parkeret ude på marken og er klar til kørsel. Motoren spinder kælent langs æbletræerne, der står krone ved krone i sirlige rækker på Mark 1. Græsgangene, der danner et langhåret mellemgulv, forvandles til små korte måtter af knivenes skarpe blade. Michael Lindebjerg har sat det prisvindende videokamera på standby de næste døgn for at trimme sin plantage.
Solen skinner fra en høj sensommerhimmel, og jakken har fået lov at blive hængende i bilen. Han har presset hundredvis af timer ud af et stresset arbejdsliv for at få sin fremtid på plads. En æbleplantage fordelt på 1.100 træer og 2.000 nye på vej. Markerne bugner af fem sorter af ædel frugt. Ren økologi.
“Jeg har Discovery, Aroma, Holsteiner-Cox, Ingrid Marie og Alkmene. For de fire sorters vedkommende er de gode at dyrke økologisk. Ingrid Marie er ikke. Men jeg kunne bare ikke lade være. Det er et super lækkert æble. Det blev jeg nødt til at prøve af. Og indtil videre er det gået meget godt,” siger Michael Lindebjerg.
Også selv om kolleger og venner trak på smilebåndet, da han lancerede tankerne om æbleplantagen for halvandet år siden.
”Ingen forstod en fis, og der var en latter over hele linjen, men de er holdt op med at grine nu.”
Sommerhuskøb fik følger
Afsættet for plantagen var købet af noget, der skulle være et sommerhus.
”Og så kom min kone og jeg til at købe en gammel landvilla på Samsø af alle steder.
Til huset fulgte der noget jord med. Da jeg i 2012 blev 50 år, ønskede jeg mig en skov. Folk kom jo gladelig vandrende med en masse æbletræer, som jeg plantede nedenfor huset. Jeg blev ved med at gå og kigge på den der jord udenfor hegnet. Omkring 1,3 hektar. Jeg tænkte, at den da kunne bruges til noget andet end til den økologiske bonde, der kom og tog høet, når han slog marken et par gange om året. Til sidst lignede det en æbleplantage. Jeg skulle da have mig en æbleplantage!”
Mange farverige fuglehuse hænger hist og pist mellem de unge træer. For enden af rækkerne er der plantet roser og lavt voksende buske. Disse tiltag er ingen tilfældighed. De skal tiltrække nyttedyr som bier, fugle og insekter til plantagen. De skal give æbletræerne en økologisk håndsrækning. Michael Lindebjerg var en sand novice, før han i januar 2014 satte de første træer i jorden.
Ingen forstod en fis, og der var latter over hele linjen, men de er holdt op med at grine nu.
Michael Lindebjerg
“Jeg anede intet om æbler. Jeg gik i gang med at læse en masse bøger og snakke med en masse mennesker, som havde æbleplantager. På den måde lærte jeg en masse om, hvordan man gør og især, hvad man ikke gør. For mig forener en æbleplantage rigtig mange ting. Den er smuk om foråret, den er smuk om sommeren, om efteråret kaster den æbler af sig. Den kræver noget arbejde, den kræver ihærdighed og noget omsorg. Jeg ville kunne kaste en masse energi i noget, som jeg virkelig kunne gå op i. Som gav mening,” siger Michael Lindebjerg.
Han er glad for at være sprunget ud som æbleavler. ”Tænk, hvis jeg ikke havde gjort det og bare siddet som en sur gammel fotograf og grædt snot over, at jeg ikke havde prøvet at udnytte de muligheder, der var foran mig. Man skal opsøge mulighederne og tage nogle chancer,” fastslår Michael Lindebjerg.
Skæbnen blandede sig
Kort efter at have plantet de første træer finder Michael Lindebjerg ud af, at Christian og Karen vil sælge deres gård.
“Vores marker støder op til hinanden. Jeg troede, at det bare var mere jord, men så var jeg inde og kigge. Der stod to kølerum i laden. I min optik stod der ’til Michaels æbleplantage’ på døren. For man skal bruge kølerum til æbler. Og her er et af de få steder på Samsø med kølerum. Hvor skørt er det? Det var et tilfælde og skæbnen, er jeg sikker på. Vi overtager gården om få dage, og jeg er klar til at gå i gang med at plante på Mark 2,” forklarer Michael Lindebjerg.
Hvad skal æblerne så bruges til? I 2017 kan der høstes fra den første mark. Så Michael Lindebjerg har halvandet år til at finde ud af, hvor disse æbler skal havne.
”Om det bliver hos Årstiderne, på Frederikshøj Kro eller et plejecenter, ved jeg ikke. Jeg har mange ideer, men ikke noget konkret endnu. Sælger man æblerne til én stor kunde, får man ikke ret mange penge for dem, men til gengæld slipper man af med dem alle sammen,” påpeger Michael Lindebjerg.
Storsalg tænder han dog ikke på.
”Måske havner jeg på weekendmarkedet på Ingerslevs Boulevard og står og fryser rigtig meget om fødderne i de kolde vintermåneder. Der er noget rart ved at stå på det marked. Det vil være mig, der planter træerne, mig, der hiver frugterne af, og mig, der sælger
dem. Det, synes jeg faktisk, er utrolig tilfredsstillende. At lave æblemost, af de æbler, der ikke kan sælges, kan også være en spændende udfordring. Men jeg overvejer, om jeg skal lave friskpresset most af mærkevarer. Mærkevaremost – det er et godt ord,” filosoferer Michael Lindebjerg.
Meningsfyldt metier
Fræserens krævende slid tvinger appetitten frem hos æbleavleren. Michael Lindebjerg slår sig ned på en pallestabel bag laden. Hunden Bastian er blevet vækket fra sin formiddagssøvn og løber rundt omkring sin herre. Han har medbragt en sandwich og lidt friskpresset æblemost fra fastlandet i dagens anledning.
“Jeg blev træt af at slå markens græs med min lille havetraktor, og nogen havde en rød Massey Ferguson med græsklipper på til salg. Jeg slog til. Den stod i Fredensborg på Sjælland. Jeg fik en fragtmand til at køre den til færgen i Kalundborg og derfra måtte jeg selv hente den. Køre den ind på færgen og hjem til gården. Der var dog lige et problem, der skulle løses først. Jeg havde aldrig startet en traktor. Jeg fandt en video på YouTube. Helt alvorligt, jeg var på YouTube for at finde ud af, hvordan man starter en traktor. Jeg tog færgen til Kalundborg, og der holdt min røde arbejdshest I båsen. Jeg fik den hjem. Det er jo fantastisk. Jeg har også lært, hvordan man binder wire,” beretter Michael Lindebjerg.
Han samler frokostpapiret sammen og fortsætter ned til den nye mark. Om en måned skal der gerne stå 2.000 nye spæde æbletræer og forplante sig til en ny fremtid for den hædrede tv-fotograf. Han smiler afslappet til omgivelserne og råber efter hunden i det fjerne. Livet på Samsø er ikke så ringe endda. Det giver mening.