Rundkørslen ved McDonald’s i Tilst forbindes sjældent med karma og indre ro. Alligevel er det lige præcis det, man finder i burgerbarens nabo i Quang Huong-templet.
Af Brian Mogensen
Inde bag den sirligt udformede indgangsport sidder en storgrinende buddhastatue midt i en have, der er fyldt med buddhistiske ikoner.
Haven ligger op til et ganske normalt etplanshus, der er dekoreret med flag og tagudhæng, der mere minder om Thailand end Tilst. I huset på Havkjærvej i Aarhus-forstaden ligger et af de seks buddhistiske templer i Danmark.
Lugten af røgelse hænger tungt i luften, da vi træder ind i Quang Huong-templet i Tilst. Indgangen sker gennem en ganske almindelig villahoveddør med Ruko-lås og matteret glas. Indenfor er der masser af mennesker, der alle sammen er travlt optaget med at arrangere blomster og pynte op. Ved et stort træspisebord sidder en dreng og ser tegnefilm på en smartphone.
Mors dag
”Vi er i gang med at forberede os til Ulambana i morgen,” forklarer Phuong Thanh Cao, templets kontaktperson, som skal vise mig rundt i templet.
”Ulambana er det, som I kalder mors dag. Deltagerne i morgen kommer til at bære en blomst på brystet, og af blomsternes farver kan man se, om personens mor stadig er i live. De, der bærer en hvid rose på tøjet, har mistet sin mor, mens en rød betyder, at personens mor stadig er i live.”
Phuong tager os med ind i et rum, der i højere grad lever op til forventningerne til et eksotisk og orientalsk tempel, men først efter vi er kommet rundt om en skillevæg, hvor templets medlemmer kan mindes de afdøde. Små billeder er indkapslet i plastic og hængt op på væggen. Kvinderne til den ene side, og mændene til den anden.
Bag væggen finder vi templets ceremonirum, og her bliver forskellene tydelige. I modsætning til de danske kirkers brug af hvidt kalk og mørke træbænke er Quang Huong templet en farveeksplosion. Blomster og dekorationer. Statuer og neonrør. Alt har en farve.
Tempelfarver
”Vi har fem grundfarver. Rød betyder forbedring. Den gule farve betyder visdom. Orange er barmhjertighed. Den hvide betyder klarhed, og den blå er for håb. De repræsenterer også de fem sanser, vi har,” forklarer Phuong.
Når en buddhistmunk starter et tempel op, bliver det hans opgave at indrette templet. Quang Huong-templet i Tilst har i dag to munke tilknyttet, der begge bor i templet. Den Vietnamesiske Buddhistiske forening overtog huset i 1982, og det har siden været et tempel for Aarhus’ troende buddhister. Alt er betalt af templets menighed.
Uhøjtidelig stolthed
Midt i templets sal, med orangemalede vægge, blomster, røgelsespinde, fyrfadslys, neonrør og klinkegulv, går der lige lidt tid, før jeg får viklet hjernen omkring, at jeg ikke skal sammenligne buddhismen med kristendommens andægtige tavshed. For det hele virker en smule malplaceret og alt for tilgængeligt.
Det er dog kun mit eget snæversyn, der står til ansvar for den opfattelse. Buddhisme kan ikke sidestilles med kristendommen, og Phuong vil gerne dele ud af den til alle, der interesserer sig for den slags.
Ønsket om at ville tilføje noget smukt til andres liv passer perfekt ind i buddhismens forestilling om karma.
”Karma handler om at finde fred med sig selv. Hvis du gør noget dårligt, giver det uro i maven, og du er nervøs, og så kan du ikke sove. Men hvis du gør noget godt, sover du tungt. Det er ikke noget, du kan købe for penge.”