Håbets Allé er et værested i konstant forandring. Her tilbydes udsatte borgere samt psykisk sårbare unge et fristed, hvor de kan arbejde på små og store opgaver.

I det lille køkken på Håbets Allé bag Godsbanen står Lene og Rasmus i køkkenet. Vandet har de hentet i en vogn længere oppe ad vejen i en stor dunk, og på det lille kogeblus står en stor gryde og bobler. De småsnakker og griner, mens de forbereder en fælles frokost for stedets brugere. Skurvognen er hovedkvarteret i Håbets Allé. Her er der både kontor og køkken, mens mad og drikke må indtages udenfor under åben himmel eller i ly af en stor pavillon.

”Det er lidt spejderagtigt, og man skal kunne se det som en del af charmen. Her dur det ikke at have fine fornemmelser,” griner Svend Hamann.

Han er daglig leder af værestedet Håbets Allé, som du finder på P. Hiort-Lorenzens Vej bag Godsbanen. Stedet kan bedst beskrives som et alternativt byrum og værested bestående af flere små grunde. Her kan udsatte og psykisk sårbare komme og arbejde på forskellige projekter, idet de selv er med til at opbygge og udvikle stedet. Men byens borgere er også meget velkomne til at kigge forbi, slappe af i byhaven, dyrke udendørs motion, eller bruge den café, som snart åbner på stedet.

Håbets Allé bygger på en vision om inklusion og samskabelse, og her kan alle få lov til at være med.

vejen-til-håb6

Et trygt sted at være
I rask tempo viser Svend Hamann rundt på stedet, og fortæller om de mennesker, der typisk bruger Håbets Allé:

”Ja, hvordan ender man her. Det er tit et miks af omstændigheder, men vi har nogen, som har fået psykiske problemer i ungdommen eller har haft en dårlig opvækst. Her er folk, som er kommet ud i et misbrug, eller dem der ikke har fået færdiggjort en uddannelse. Hvorfor og hvordan, man ender der, er selvfølgelig en hel sociologisk udredning, men typisk er det noget i ungdomsårene, der er kikset. Men man kan ikke sige, at det kun er social arv, for der kan være flere årsager til, at folk ikke lige passer ind i systemet,” forklarer han.

Det giver mig noget at stå op til hver dag, at jeg kan komme herned og arbejde.Dan Jensen, bruger

Ude på vejen fremviser Svend Hamann streetart-kunst på et plankeværk, og han viser senere ind i en fin lille byhave, der er under konstruktion. Her arbejder flere brugere side om side på at skabe en lille oase midt i byen.

Længere nede ad gaden kigger vi ind hos værestedet Fundamentet, som hjælper unge hjemløse i Aarhus. På gulvet sidder Dan Jensen på 23 år, og han er ved at lægge mursten til et gulv.

”Det giver mig noget at stå op til hver dag, at jeg kan komme herned og arbejde. Der er en glæde ved at se, at jeg skaber noget. Fundamentet tilbød, at jeg kunne komme herned, og det er bedre end at ligge derhjemme og ryge,” forklarer han stille.

På spørgsmålet om, hvor han ville være, hvis han ikke kunne komme herned, tænker han sig om, inden han svarer:

”Så ville jeg nok bare være derhjemme uden at have nogen at snakke med.”

Længere oppe ad gaden fortæller Yuri Zolkin om den nye Street Zone. Det er et gratis træningsområde, hvor alle har mulighed for at benytte faciliteterne. På opfordring hiver han sig hurtigt op i armene i et af træningsredskaberne til ære for vores udsendte fotograf, mens støvregnen begynder at falde ned fra himlen.

Heldigvis er det snart tid til frokost.

vejen-til-håb4

Ingen handleplaner
Håbets Allé råder over seks matrikler på P. Hiort-Lorenzens Vej, der tidligere har været brugt som lagerpladser for håndværkere og andre selvstændige. Stedet støttes nu af Aarhus Kommune, så udsatte borgere også har et sted at gå hen.

”Udsatte borgere kan jo betyde mange ting. Ordet bliver brugt meget om psykisk sårbare eller dem, der ikke er i stand til at passe et arbejde, har et handikap eller et misbrug. For mig personligt er det dog en bredere betegnelse. Jeg synes for eksempel også at den ensomme studerende, som sidder alene på sit værelse med en depression er udsat,” forklarer Svend Hamann og fortsætter:

”Vi hjælper ved at tilbyde en ramme, hvor man kan komme ud og møde andre mennesker. Her kan man være noget sammen med andre, og man kan lave noget. Vi arbejder ikke med handleplaner eller specielle krav, og jeg spørger ikke til folks diagnose, når de møder op. Jeg spørger dem bare, hvad de har lyst til at lave.”

Svend Hamann understreger, at den tilgang er virkningsfuld, fordi der tit er tale om borgere, som har prøvet så mange handleplaner, at de efterhånden har mistet troen på systemet. Derfor har de måske ikke lyst til at være i en ramme, hvor de skal definere sig selv som sindslidende.

På stedet har Svend Hamann en meget alsidig hverdag, og han kan både skrive byggepladsformand, håndværker, pædagog og førstehjælper på sit visitkort.

”Her er en masse almindeligt levet liv. Nogen skal have omsorg, og andre skal have hjælp med nogle papirer fra det offentlige. Men jeg er også en slags vært, der viser folk rundt, eller hjælper interesserede i gang med noget, de har lyst til at lave”, understreger han.

vejen-til-håb3

Plads til alle
Svend Hamann har arbejdet i psykiatrien i 17 år, så han har en bred erfaring bag sig fra institutioner og forsorgshjem. Når han skal forklare, hvad det er Håbets Allé kan give udsatte borgere, så er han ikke i tvivl:

”I mange af de etablerede steder får man et tilbud i en institution. Her hos os får man mulighed for at give noget. Og det gør noget ved folk. I stedet for at være dem der får noget, så kan de også give noget i det omfang, de magter at være med til at arbejde på stedet. Om det så bare er to timer. Den mulighed er svær at få andre steder,” understreger han.

Aarhus skal være en god by for alle. Det, der er godt for dig og mig, er måske ikke sagen for alle. Der er Håbets Allé den mulighed, der gør, at vi alle sammen kan være her.Sven Hamann, daglig leder

Svend Hamann har oplevet boligløse, der er kommet videre og har fået eget tag over hovedet, og han har mødt langtidsledige, der er kommet ud i praktik, efter de har arbejdet ved Håbets Allé.

”Der er de udsatte borgere, som ligger og sover på gaden eller drikker på Klostertorv. De er meget synlige i bybilledet. Vi har også fat i dem, der ikke nødvendigvis er så synlige, men som stadig har brug for et sted at være,” forklarer han.

Aarhus skal, ifølge Svend Hamann, gerne være et sted, hvor der er noget for alle. I øjeblikket sker der meget i midtbyen med den fritlagte å, Dokk1 samt flotte arkitektoniske projekter på havnen. Det er selvfølgelig godt for de fleste, og det får flere turister til at komme til byen. Men Aarhus har også brug for et alternativt og skævt miljø, hvor det måske ikke er penge, arkitektur og prestige, der er i fokus. Et sted, hvor alle kan være med – også dem der normalt ikke er så stor efterspørgsel på fra arbejdsmarkedet, understreger han:

”Aarhus skal være en god by for alle. Det, der er godt for dig og mig, er måske ikke sagen for alle. Der er Håbets Allé den mulighed, der gør, at vi alle sammen kan være her.”

vejen-til-håb7