For enden af Bispetorv har Aarhus Teater ligget og knejset siden 1900. I dag, hvor vi altid kigger længselsfuldt mod København og finansloven, når vi vil have et statsligt tilskud til de penge, vi har kastet efter den lokale kultur, er det en mærkelig tanke, at teatret blev betalt af lokale. Først i 1913 gav staten et mindre årligt beløb.

Af Søren Bitsch Christensen

Aarhus ville have et nyt teater for at sætte streg under, at her lå provinsens hovedstad, og at der var penge i byen til at ville markere det. Og så måske også for at slippe ud af teaterhelvedet på jord, som vi vist godt kan kalde det gamle teater.Teatret-og-Marinekongen-aarhus-panorama4Svedekassen i Kannikegade
Det gamle teater lå i Kannikegade 16 – altså mellem det nuværende teater og åen. Teatret var bygget sammen med Polyhymnia, som var handelsborgerskabets, embedsmændenes, officerernes og katedralskolelærernes klub. I begyndelsen af 1800-tallet stod borgerne selv på scenen, men efterhånden overtog omrejsende teaterselskabet rampelyset. Teatret blev kaldt Svedekassen og var eftersigende en brandfælde, der ville noget.

Drømmen om et nyt teater blev født i 1880’erne. Først kaldte aarhusianerne projektet for Den jyske Nationalscene, men de faldt heldigvis til ro med det mildere navn Aarhus Teater. Hvordan skulle det nu se ud, og hvor skulle det ligge?

Bispetorv var svaret. Her havde kommunen fået biskoppen ud, så man kunne rydde grunden for alle hans bygninger, og derved opstod torvet. Det ville være smukt med et teater til at runde pladsen af.

Arkitekten over dem alle
I 1896 var der nedsat en komite til at få teatret opført, og den valgte Hack Kampmann til at tegne det. Kampmann var kongelig bygningsinspektør, et embede der bragte ham til hele Jylland som tilsynsførende for fredede og offentlige huse. Men det var i Aarhus, han satte sig spor af størst betydning.

Han var i gang med at tegne Toldkammeret på havnen, da han gik i gang med teateret. Kampmann havde været rundt i det klassiske Europa, men sugede også til sig af det danske og nordiske. Måske har du været i Barcelona og set Art Deco eller Art Nouveau i Paris? I Danmark hedder den samme stil skønvirke. Den var Kampmann bannerfører for og gav os dermed Barcelona og Paris i det aarhusianske byrum.

Det rummer ikke et teater, det ER et teater
Kampmanns tanke var, at huset ikke bare skulle have et teater, men være et teater. Gå helt tæt på facaden og se, hvad han mente. Dekorationerne, farverne og figurerne bringer eventyret frem i den, der går gennem de to døre. To døre, ikke tre. Der er ikke nogen midterdør til majestæten som i de gamle teatre. Ingen konge har forrang i borgernes teater. På taget sidder trolden, som i dag er teatrets vartegn. Frisen viser en scene fra Carl Nielsens Maskerade.Aarhus-dengang-2_r1Margarinekongen
Pengene kom ind ved aktiesalg og ved at sælge det gamle teater. Der var små og store aktier, så alle kunne være med, men byens spidser gik forrest.

Otto Mønsted var navnet bag verdens største margarinefabrikant og en overgang den største skatteyder her i landet. Mønsted gav en formue til teatret og særlig til udsmykningen. Når man er trådt indenfor i teatret, bliver man næsten væltet af stukblomster, dyr og alt muligt andet, der kryber op ad væggene og henover loftet.

Inde i salen har arkitekten blandet de fire elementer – jord, ild, vand og luft – og øverst svæver de gyldne svaner fra H.C. Andersens eventyr. Hvis du ikke kan få hoved og hale på alle symbolerne, skulle du nok have fulgt lidt mere med i skolen, for det er lidt en eksamen i klassisk dannelse.

Du kan også bare lukke det hele ude og se, hvad der foregår på scenen, hvor Aarhus i 113 år har vist sig frem fra sin bedste side.