Bo Høgsted er dømt for drab. Marie Ørskov studerer på universitetet, og kriminalitet er lige så fjern for hende, som svin er for muslimer. Alligevel er de to bedste venner og bor sammen på Pension Skejby. Et anderledes bofællesskab, der fungerer som overgang fra fængsel til frihed.

Af Jeff Jørgensen

Man hyler med de ulve, man er sammen med. Den erfaring er man bevidst om på Pension Skejby. Derfor er det helt afgørende i deres koncept, at afsonere bor sammen med almindelige borgere uden relation til kriminalitet. Sammen skal de få en normal hverdag til at fungere med madlavning, rengøring, udflugter og ja, en masse diskussioner undervejs, som Bo Høgsted formulerer det. Han er dømt for drab og har afsonet mange år i fængslet, inden han op til sin løsladelse fik mulighed for udslusning på Pension Skejby. Han har boet der i tre år, og selvom han nu er løsladt, bor han der stadig, indtil han får helt styr på bolig og økonomi.

”Efter mange år i et fængsel ved man ikke, hvor man går hen og spørger om dit og dat. Her hjælper personalet, og man får en tryg base at starte fra,” siger han.

I de danske fængsler er der mange ulve at hyle i kor med. Folk, der er dømt for drab, narko, vold, økonomisk kriminalitet og andet skidt, sidder i årevis uden kontakt med omverdenen. Som tiden går, stiger mulighederne for at få besøg og selv besøge folk udenfor fængslet. Senere i afsoningen kan man komme i et åbent fængsel med mere frihed, og nogle få indsatte får også mulighed for at afsone den allersidste del af deres straf på en af landets syv pensioner. Men det er kun på Pension Skejby, at man blander ustraffede, typisk studerende, med afsonerne.

Efter mange år i et fængsel ved man ikke, hvor man går hen og spørger om dit og dat. Her hjælper personalet, og man får en tryg base at starte fra.Bo Høgsted

God effekt
Forskning viser, at det koncept virker særdeles godt for akklimatiseringen fra fængslerne, for motivationen til at tage en uddannelse eller arbejde og i sidste ende få et liv uden kriminalitet. Det går ellers for rigtige mange afsonere den modsatte vej. Når først man er havnet i fængsel, gæld og et kriminelt netværk, er det svært at vikle sig ud af igen. Og hvis man i forvejen havde svære vilkår og problemer, inden man havnede i fængsel, er de ikke blevet mindre på den anden side. Et par års overnatning på Hotel Gitterly præger de fleste negativt.

Flere aggressioner, frustrationer, apati, social angst, stress, tab af basale evner til at begå sig i samfundet, mistillid til andre og til systemet – og listen er længere. I et fængsel snakker man konstant om kriminalitet.

Pensionernes opgave er at banke fængselsrusten af og modvirke de negative konsekvenser, så godt de kan. Det kræver nogle rammer, hvor man med en vis støtte får mulighed for at føre et almindeligt liv igen, forklarer forstanderen på Pension Skejby Hans Jørgen Tholstrup. Her spiller de ustraffede bofæller en særlig roller, fortæller han:

”De ustraffede i huset snakker ikke kriminalitet og har en almindelig daglig livsførelse, som man skal efterligne. Og deres udstråling overfor medarbejderne fjerner en masse forbehold fra afsonerne. På den måde opnår vi en helt særlig kultur meget langt fra fængselskulturen. Den betydning kan ikke undervurderes.”

Naturligt opstået venskab
Marie Ørskov er en af dem i huset med en ren staffeattest. Hun er 22 år og bor på pensionen frivilligt, mens hun passer sine studier i molekylær medicin på Aarhus Universitet. Hun har boet på Pension Skejby i snart tre år, er blevet gode venner med Bo Høgsted og understreger, at det er et naturligt opstået venskab, som mange udefra ellers kan betvivle.

”Det er forkert at opfatte os ustraffede beboere som en slags helgener, sådan glorie-agtigt og de her gode mennesker, der hjælper de fortabte sjæle,” griner hun og fortsætter:

”Sådan er det ikke. Der er megen  pingpong mellem os, og afsonerne giver mig ligeså meget igen, som jeg giver dem. De har livserfaring og jo længere tid, jeg bor med dem, jo mere ser jeg mennesket og ikke hvilken kriminalitet, de har begået. Gang på gang smadrer de ens fordomme om, hvem kriminelle er.”

Helt upåvirket er hun dog ikke af de hårde domme, som nogle afsonere kommer med.

”Narkodomme påvirker mig ikke så meget, men det kommer lidt tættere på, når det er kriminalitet, hvor man selv kan se sig som offeret, og det sker da også, at vi piger snakker lidt om det os imellem. Men generelt fylder det meget, meget lidt, hvad folk er dømt for. Det er kun sjældent i en dyb samtale, man måske kommer ind på det,” siger hun og mener, at det mest trælse ved at bo på pensionen er manglen på alenetid.

”Vi kommunikerer rigtig meget her om alt muligt. Mad, fællesarealerne, opførsel. Meget mere end på et kollegium. Det fylder meget, og jeg kan savne at kunne spise min morgenmad i fred og ro. Hvis man, som jeg, ikke er et morgenmenneske, er det skidt,” griner hun igen.

Det er forkert at opfatte os ustraffede beboere som en slags helgener, sådan glorie-agtigt og de her gode mennesker, der hjælper de fortabte sjæle.Marie Ørskov

Klap og spark
Hans Jørgen Tholstrup forklarer, at der er et professionelt personale af socialrådgivere og pædagoger, som hjælper med de problemer, de indsatte har efter et afsoningsforløb. De er samtidig meget personlige og gør meget for at gøre stedet et rart sted at bo for alle, selvom de også bestemmer, hvornår en indsat må lave noget uden for pensionen i løbet af dagen. De er gode til at give et klap på skulderen eller et spark i røven alt efter behov.

En del af kritikken mod steder som Pension Skejby går på, at det er for frit og nemt at afsone, og urimeligt at de får mulighed for at komme på udflugter i stedet for at sidde i en celle i et lukket fængsel.

Vigtigt at være elsket
Bo Høgsted hører ofte argumentet, når han holder foredrag, men de fleste kan se fornuften, når han forklarer om baggrunden:

”Aviserne har travlt med at vise, vi lever i luksus, men de fortæller ikke det hele. Vi er ligeglade med, om vi har så og så stor en tv-skærm. Vi mangler familie og venner, og vi har ikke frihed over vores liv. Her får vi en gulerod – frihed under ansvar. Vi skal vise, at vi kan forvalte det ansvar. Da jeg røg i fængsel, mistede jeg alt. Den chance, det er at komme her og bygge et netværk op igen, at få lov at kunne spille fodbold igen, at møde nye mennesker er bare så vigtigt. Jeg vil ikke have været foruden Skejby, selvom jeg kunne have valgt det fra.” Han fortsætter:

”Det betyder så meget at opleve, man kan blive elsket igen, selvom man har dummet sig og langsomt få et liv igen, der er værd at kæmpe for. Det, at jeg har lært Marie og hendes familie at kende, er stort for mig. Da jeg blev prøveløsladt, var jeg slet ikke mentalt dér, hvor jeg er nu, og havde ikke lyst til at skulle ud og bo for mig selv. Uden Pension Skejby ved jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag. Så havde jeg nok været ham med mælkekassen, der kører rundt på en Puch Maxi.”

Bo Høgsted griner højt. Han har fået nye ulve at hyle med.