Den nye musikplatform Lokalt og Originalt er sat i verden af musikeren Kris Herman for at give talenter bedre mulighed for at nå ud over rampen med deres musik.

Af Alexander Loft Birkmose
Foto: Birthe Vembye

Det kan være vanskeligt for spirende musikere at bryde igennem barrieren til et publikum. Derfor har den lokale musiker Kris Herman taget initiativ til den digitale platform Lokalt og Originalt. Her kan musikere frit tilmelde sig og vise deres musik frem for et publikum, der ønsker unikke koncertoplevelser.

”Platformen skal skabe et fælleskab mellem musikerne, og den skal være et værktøj, der gør det muligt at håndtere forløbet fra en kundeforespørgsel, til koncerten er spillet og betalt. Men det er også et idealistisk projekt for mig, fordi jeg selv har oplevet en branche, der ikke altid honorerer talent og kvalitet,” siger Kris Herman.

Initiativets belønning
Da Kris Herman skød sin egen solokarriere i gang, valgte han at tage sin guitar over skulderen for at besøge forskellige virksomheder i Aarhus. Med håbefuld gejst gik han fra dør til dør for at spørge, om han måtte spille en sang. 12 virksomheder bookede ham til at spille flere forskellige jobs. Det blev startskuddet i hans selvstændige musikkarriere, og han har siden spillet over 1000 koncerter.

”For mig handlede det ikke 0m at sætte sig ned i en kælder for at skrive en sang og vente på, om det gav genlyd. Den absolut stærkeste drivkraft for mig som musiker er mødet med publikum. Musikken er blevet min kanal til at være sammen med andre mennesker,” siger Kris Herman.
Åbent for alle
Lokalt og Originalt er en åben platform. Kris Herman ønsker ikke at tage initiativet fra musikerne, men derimod skabe en fælles kanal, der gør det mere simpelt at nå ud til et publikum.

”Om du har skrevet to punksange og stadigvæk går i gymnasiet, eller om du er 56 år og har lavet en ny plade, så er platformen for begge typer, og de kan i princippet skabe præcis den karriere, de har lyst til, hvis de kan finde kunder til det,” siger Kris Herman.

Platformen startede sidst i januar, og der er indtil nu blevet solgt 22 koncerter. Lokalt og Originalt drives nonprofit resten af året, mens musikerne kan vælge at lade 10 procent af deres honorar gå videre til udvikling og markedsføring af platformen.

Gylden mulighed
En af dem, der har haft glæde af Lokalt og Originalt er den 21-årige musiker Kamile Grazyte. Under sit kunstnernavn Camilla And The Tingaloos producerer hun eksperimenterende, avantgarde popmusik. Hun kendte ikke Kris Herman personligt, før de delte den samme scene efter at være blevet booket igennem musikplatformen.

”Lokalt og Originalt er et rigtig godt koncept for musikere som mig. Man får en masse hjælp og adgang til et netværk, der vil booke koncerter. Det giver mig også en masse inspiration, at jeg kan lære af andre dygtige musikere,” siger Kamile Grazyte.

Netop det særlige fællesskab, håber Kris Herman på, kan skabe flere muligheder for lokale musiktalenter, så vejen fra kunstner til publikum bliver nemmere.

”Jeg håber, at platformen kan fjerne nogle af de forhindringer, der kan være mellem den boblende kunstner og den helt rigide side af at være musiker. Jeg vil gerne fjerne alt besværet og strukturere det for musikerne. For det er muligt. Det skal platformen kunne facilitere,” siger Kris Herman.Øje for det lokale
Det er ikke tilfældigt, at platformen satser på lokale musiktalenter. For det er ifølge Kris Herman et trækplaster for mange af kunderne, der booker musikerne.

”Vi oplever, at vores kunder godt kan lide idéen om at støtte lokalt og originalt musik. Det er værdiladet på linje med ligestilling og grøn energi. Som musikere bliver vi inspireret lokalt af det, vores publikum også omgiver sig med. Vi er originale, fordi vi insisterer på at skabe noget selv. Det er en særlig værdi, folk ønsker at støtte op om,” siger Kris Herman og fortsætter:

”Hvem ville ikke gerne kunne mindes, at man for 15 år siden var til sin tantes sommerfest, hvor en ung pige med sin guitar sang og spillede fantastisk? En pige, som nu bor på Island og i dag fylder Rådhusparken i Aarhus, når hun kommer tilbage for at spille koncert. Den musikalske oplevelse som en ung kunstner som Kamile giver, kan være lige så stærk som ved en koncert med Tina Dickow. Med nye artister får publikum oven i købet muligheden for et unikt møde med en kunstner, der måske om 10 år står på de helt store scener.”