Jonas Mogensen vandt i sommer prisen for årets komiske talent med tilhørende 100.000 kroner. Alligevel tager han det hele lidt med ro. Han vil bare gerne bo, hvor han føler sig hjemme og lave det, han elsker, som er komik og stand-up.

”Ja ja,” siger Jonas Mogensen afdramatiserende, mens hele operahuset giver ham et larmende bifald. Han har netop vundet talentprisen til Zulu Comedy Galla 2015 og dermed også 100.000 kroner. Han takker sin kæreste, sin kompagnon, ”og så har jeg sgu glemt den sidste,” afslutter han. Men glad, det er han da.

Den jyske beskedenhed er ikke til at tage fejl af, når man taler med manden, der slet ikke har givet andre interviews i månederne siden prisoverrækkelsen den 27. august. Med egne ord er han nok ikke så god til det der med at komme i medierne, fordi det simpelthen ikke interesserer ham.

”Jeg har nok været lidt stædig i forhold til at ville lade mit arbejde tale for sig selv. Det syntes jeg var den rigtige måde at gøre det på. Og så kan jeg måske også være lidt sky i nogen sammenhænge,” vurderer han.

Jeg er selv i høj grad en historiefortæller, også når jeg laver stand-up.

Selvpromovering er dog noget, han gerne vil blive lidt bedre til. Googler man “Jonas Mogensen”, finder man blot én artikel om ham med titlen Advokatsøn nomineret til sjov pris. Et resultat af en henslængt bemærkning i et interview.

”Jeg blev spurgt af en journalist, om jeg havde været klassens klovn i skolen. Til det svarede jeg lidt i sjov, at jeg bare var advokatens søn. Så det var måske lidt selvforskyldt,” erkender Jonas Mogensen og tilføjer, at rubrikken irriterede ham i starten, men at det jo på den anden side heller ikke er forkert. Han er jo advokatens søn.

Komiker
Den omtalte, lokalt-klingende overskrift stammer fra Nordjyske.dk for Aabybro-området. Jonas Mogensen er oprindeligt fra Birkelse, lidt nord for Aalborg. Han er glad for sin hjemegn, og man kan let genkende hans nordjyske islæt, når man taler med ham, og når han optræder. Han valgte dog at rejse væk efter gymnasiet, og Aarhus blev hans nye hjem, hvor han stadig bor i dag.

Oprindeligt tog han til den østjyske hovedstad for at studere, men inden da havde han leget med tanken om at tage til København og prøve lykken som stand-up komiker. På nettet havde han set, at man kunne melde sig til open mic på Comedy Zoo, men det blev ved tanken.

”Det var simpelthen for nervepirrende bare at ringe til et nummer og melde sig til for så at skulle komme og optræde et sted, jeg aldrig havde set eller været på før,” husker Jonas Mogensen, der i stedet valgte jurastudiet i Aarhus.

I dag mangler han kun et speciale for at kunne kalde sig jurist. Men de planer er indtil videre skrinlagt, efter interessen for stand-up tog over. Det varede ellers længe, inden Jonas Mogensen for alvor besluttede at satse på komikken.

”Jeg blev længe på studiet, fordi jeg var splittet. Når folk spurgte, hvad jeg lavede, tøvede jeg med at svare, for jeg vidste godt, hvad jeg havde lyst til at være, men det føltes meget stort at kalde sig komiker,” fortæller Jonas Mogensen.

Talentprisen har været med til at fjerne den tvivl. I dag satser han fuldt ud på komikken, og sammen med vennen og kollegaen Kasper Gross har han desuden sin egen tekstforfatter-virksomhed, hvor de i øjeblikket skriver til både DR og TV2.

Aarhusianer
Inden for stand-up branchen har der været en tendens til, at man blev nødt til at flytte til København, hvis man rigtigt ville slå igennem. Der er også flere, der har fortalt Jonas Mogensen, at han burde rykke til hovedstaden nu, hvor hans karriere begynder at tage fart.

Men det er i Aarhus, Jonas Mogensen holder af at være. Her bor han med sin kæreste, han har sit firma, og han ved, hvor han kan få lov at optræde. Desuden mener han, at Aarhus har masser at byde på, selvom den ikke er enorm i størrelse.

”Man kan godt få en følelse af, at Aarhus har den samme procentmæssige mængde kultur som København, selvom den er meget mindre,” fortæller han.

”Der er ufatteligt mange studerende i Aarhus, så der er nødt til at være en masse tilbud til unge mennesker. Det bliver på en måde meget kompakt, hvilket jeg synes er fedt.”

Jeg blev længe på studiet, fordi jeg var splittet. Når folk spurgte, hvad jeg lavede, tøvede jeg med at svare, for jeg vidste godt, hvad jeg havde lyst til at være, men det føltes meget stort at kalde sig komiker.

Det rige kulturliv kom også Jonas Mogensen selv til gode, da han startede med at optræde i 2009. Der var godt med scenetid til nye komikere, efter at komikeren Thomas Warberg havde startet open mic arrangementer op rundt omkring i byen.

”Jeg fik at vide af værten til en open mic, at jeg bare kunne skrive til Thomas på Facebook, hvis jeg ville prøve at optræde. Det gik jeg hjem og gjorde, og så var jeg på ugen efter,” fortæller Jonas Mogensen.

Historiefortæller
Lige nu er der nok at tage sig til for Jonas Mogensen med skriverjobs for de store tv stationer og juleshows på stand-up scenen Aarhus. Men han har også visioner om at prøve kræfter med nye ting i fremtiden. Han har blandt andet en drøm om at få lov at arbejde med tv-serier.

”Jeg er rigtig glad for sitcoms, altså de gode af dem som Seinfeld og The Office. Dem, der fortæller nogle gode historier. Jeg er selv i høj grad en historiefortæller, også når jeg laver stand-up,” fortæller han.

For Jonas Mogensen betyder det noget at give sig tid til den gode fortælling. Han har intet imod de hurtige videoklip på medier som Vine og Facebook, men han kan godt undre sig over, hvorfor det hele skal være så kort.

”Jeg vil gerne finde ud af, om det på et tidspunkt kan lade sige gøre at lave noget til nettet i et format, der kan være lidt længere og med mere historie i,” fortæller han.

Men derudover vil Jonas Mogensen også gerne bare lave mere stand-up for flere mennesker. Han håber at kunne opbygge en publikumsbase, der strækker sig så bredt som muligt, og han rejser gerne landet rundt for at kunne optræde. Men indtil videre hedder basen Aarhus.