Når AGF’s hjemmebane i Ceres Park bliver indtaget af byens dedikerede fodboldfans i blåt og hvidt, erobrer den store og venligsindede isbjørn Aros også territoriet. Som superligaholdets maskot skaber isbjørnen glæde blandt både børn og barnlige sjæle. Men hvem gemmer sig egentlig inde bag kostumet?

Tekst og foto: Alexander Loft Birkmose

 

16.50: To timer før kampstart
25-årige Mette Vold Hansen stempler ind på byens største stadion. Udenfor begynder de første fans at stimle sammen. Nogle sidder fredfyldte på bænkene for enden af Stadion Allé og drikker medbragte pilsnere, mens andre varmer stemmebåndet op med de faste slagsange.

Mette Vold Hansen studerer til daglig medicin på Aarhus Universitet, men i dag skal hun lege isbjørn for tusindevis af fremmødte fans. Det har hun gjort siden august, hvor hun fik jobbet som maskotten Aros.

”Jeg har tidligere gået til cheerleading, og jeg startede som maskot i en volleyballklub i min hjemby. Da jeg flyttede til Aarhus, ville jeg gerne have et studiejob. Nogle af mine venner så jobopslaget, og de prikkede til mig, fordi de mente, at det var lige noget for mig,” fortæller Mette Vold Hansen.

Nu er jobbet hendes, og hun nyder at leve sig ind i rollen som isbjørnen Aros. Inden Mette Vold Hansen henter kostumet, indtager hun hurtigt to flasker vand. For i løbet af de næste timer venter nogle varme og fysisk hårde aktiviteter, der giver sved på panden.

17.21: En isbjørn bliver til
Under stadions ældste tribune løber spillertunnelen. Tunnelen fører spillerne fra omklædningsrummet og direkte ud på den grønne plæne. Midt i virvaret af tændte spillere, trænere og dommere, der gør klar til opvarmning, transformerer Mette Vold Hansen sig til maskotten Aros.

Først den bastante overkrop med kuglerund topmave, så de bløde bukser med mørkeblå shorts, dernæst de store klovneagtige sko og handsker. Alt i kridhvidt pelsstof. Endelig bliver den hvide AGF-trøje stolt trukket over hovedet. Udtrykket fuldendes, da Mette Vold Hansen trækker bjørnehovedet ned over ansigtet. Hendes hoved er nu blevet mangedobbelt så stort, mens Aros’ krystalblå øjne og sylespidse tænder vidner om, at han er både imødekommende og faretruende.

”Det er ikke noget problem for mig at spille en stor hanbjørn. Jeg er selv en drengepige, der altid har leget med drengene,” siger Mette Vold Hansen.

17.43: Hoppeborg og selfies
Tiden er kommet til, at Aros skal hilse på sin trofaste fanskare. Aros bevæger sig igennem porten til fanzonen uden for stadion. Isbjørnen når kun få skridt ud blandt folkemængden, inden den første gruppe teenagedrenge stiller an med smartphones til gruppebilleder sammen med Aros. De griner og jubler, inden de tjekker resultatet af dagens selfie-høst.

Til hverdag er jeg en omvandrende maskot uden kostume.

I fanzonen går Aros målrettet mod den store hoppeborg, hvor han hurtigt tiltrækker sig opmærksomhed fra pladsens mindste, der også vil lege med. Efter strabadserne bliver der uddelt kærlige krammere.

”Det ligger naturligt til mig at danse og optræde foran andre mennesker. Det har jeg altid gjort. Jeg har også arbejdet i børnehave, så jeg elsker at have med børn at gøre. Jeg har selv et lille legebarn inde i maven. Til hverdag er jeg en omvandrende maskot uden kostume,” siger Mette Vold Hansen.

Ifølge hende er Aros’ vigtigste opgave at give folk en god oplevelse. Mette Vold Hansen har derfor heller ingen hæmninger, når hun giver den gas som maskot. Der bliver hoppet, danset og hilst på alle. Selv hvis nogle ikke vil være med på legen, lader maskotten sig ikke slå ud. Aros vinker til den næste i rækken og laver lidt løjer med en gruppe fuldvoksne mænd, der midt i fadbamserne morer sig over at få besøg af maskotten.

18.52: Slagsange og stortrommer
Klar til kamp. Spillerne står på to lange rækker ved siden af hinanden i den smalle spillertunnel. For enden filmer et tv-hold, og ude på stadion bliver der hamret løs på stortrommer, mens tusindvis af fans hidkalder deres hold med høje skrål. I spidsen for mandskaberne står Aros for at følge dem alle ind på banen.

De kampklare spillertruppe entrerer stadion til publikums hyldest. Kampen bliver fløjtet i gang. Bolden bølger frem og tilbage på grønsværen, mens Aros går en runde langs løbebanen for at hilse på publikum. Ved familietribunen løber store flokke af børn ned for at sige hej og give high-fives. Forude venter to timer med sjove børneaktiviteter, konkurrencer i halvlegen og glade hilsner fra publikum. Den intense tilværelse som maskotten Aros er et atypisk job, der kræver fuld energi og evnen til at skabe glæde og underholde, og Mette Vold Hansen ser allerede frem til næste kamp.

 

 

‘I hælene på’ er et fast format i vores magasin, hvor vi følger i hælene på en person, der arbejder med noget helt særligt. I et job, der kræver noget ekstra, og hvor der er fart over feltet fra start til slut.