I weekenden åbnede et vinterherberg for hjemløse i Aarhus. Herberget åbnede tidligere end planlagt på grund af stort pres på byens varmestuer.

Sengene er gjort klar til de overnattende gæster, og de sidste småting er faldet på plads på vinterherberget i Aarhus, som åbnede søndag den 10. november i Mindegade 12A i Aarhus.

Det er tredje år i træk, at Kirkens Korshær, Blå Kors, Røde Kors, Aarhus Domprovsti og Aarhus Kommune går sammen om at drive et vinterherberg for byens hjemløse henover vintermånederne.

“Det er altafgørende for de hjemløses sundhed og mentale overskud, at de undgår at være ude i kulden og regnen en hel nat. Det allerbedste er jo, hvis de hjemløse kan komme ud af deres hjemløshed, og i den forbindelse har det stor betydning for deres overskud til at tænke langsigtet, at de får et godt måltid mad og kan sove tørt, trygt og varmt om natten,” siger Søren Christensen, der er leder af herberget.

Herberget består af 22 sengepladser og har åbent hver aften fra kl. 20.30 til næste morgen kl. 8.30. Udover sovepladsen bydes der også på aftensmad og morgenbrød.

Pres på varmestuer
Vinterherberget skulle egentlig først åbne senere på måneden, men på grund af stort pres på byens varmestuer – særligt Kirkens Korshærs døgnåbne varmestue – er åbningen blevet fremrykket.

“Der er desværre et rigtig stort behov for vinterherberget lige i øjeblikket, vi er derfor blevet spurgt, om vi kan fremrykke åbningen, og det har vi sagt ja til,” fortæller Søren Christensen.

Den tidlige åbning betyder også, at behovet for frivillige er fremrykket, og som det ser ud lige nu, er der stor mangel på frivillige.

“Vi mangler mange frivillige. Især nattevagter. Så vi håber virkelig, at der er nogle varme hænder og store hjerter, der hører vores opråb og melder sig som frivillige,” siger Søren Christensen.

Mange forskellige frivillige
Der er altid to nattevagter. En vågen og en sovende, forklarer Søren Christensen, der har svært ved at finde en fællesnævner for de frivillige, udover at de alle sammen har et stort hjerte.

“Det er meget forskellige mennesker, der melder sig som frivillige. Nogle er studerende, som alligevel skulle sidde og læse hele natten, andre er husmødre, vi har også haft en pensioneret præst, og sidste år var der et ægtepar, som tog rigtig mange nattevagter,” fortæller Søren Christensen.

Den vigtigste opgave som frivillig er at være med til at gøre maden klar, skabe god stemning og sørge for, at de hjemløse får en god nats søvn.

Åbningen af vinterherberget blev officielt markeret søndag den 10. november, hvor socialrådmand Kristian Würtz og domprovst Poul Henning Bartholin deltog i den officielle åbning.