Guldsmedgade

Podcast: Nye og gamle Aarhus-historier i Guldsmedgade

I hvilken baggård kan man finde resterne af en gammel kiksekagefabrik? Hvilke bygninger blev bombet under 2. verdenskrig? Og kan man egentlig score i Føtex? Podcasten ”Aarhus i ørerne” tager dig med på en historisk byvandring, hvor du kan blive klogere på din egen by  – denne gang går turen til Guldsmedgade.

Guldsmedgade ligger centralt i Aarhus. Men det har den ikke altid gjort, og oprindeligt blev den anlagt udenfor byens volde. I 3. afsnit af podcasten ”Aarhus i ørerne” starter vi med en opfrisker på Lille Torv, hvor An i pølsevognen kan lange en hotdog over disken på 10 sekunder. Og så er den også serveret med kærlighed.

Herefter kommer du med en tur tilbage til 2. verdenskrig, hvor Guldsmedgade i mange år lå øde hen, efter tyskerne d. 22. februar 1945 sprang flere huse i luften. Men det er også gaden, hvor købmand Herman Salling senere lærte aarhusianerne glæden ved at vælge egne varer, da han åbnede byens første store selvbetjeningsbutik under navnet Føtex. Her kunne den moderne kvinde handle nemt og bekvemt.

Og så får du muligheden for at komme med ind i baggården ved Guldsmedgade 27, hvor der engang lå en kiksekagefabrik, der forsynede hele landet.

Guldsmedgade

Om Aarhus i ørerne:

  • Podcastinitiativ Lydland og Aarhus Stadsarkiv er gået sammen at skabe lydfortællingerne Aarhus i ørerne. Podcastrækken præsenteres i et samarbejde med Aarhus Panorama.
  • Projektet er støttet af Aarhus 2017s pulje OFF TRACK 2017.
  • Læs mere om projektpartnerne Aarhus Stadsarkiv og Lydland.

Lyt til vores podcast i iTunes her.