KULTURGUIDEN // UGE 6

Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for filmelskerne, de kunstneriske, ørerne, øjnene og madørerne.

FOR FILMELSKERNE 

Oscaraften i Paradis
Sprudlende kjoler, småberusede kendisser og takketaler med store armbevægelser. Det er nok sådan, de fleste genkender Oscar-uddelingen. Hvert år vender den prestigefyldte prisoverrækkelse tilbage, gerne mere prangende og underholdende end den forrige, og endelig er det tid til dette års festivitas – hvem løber afsted med priserne, og hvem må gå skuffede hjem? Vær med når live-transmissionen, direkte fra Dolby Theatre i Hollywood, går i luften på storskærmen. I billetten er der inkluderet billet til film, drinks, goodiebags og forfriskninger undervejs, samt lidt morgenbrød, når mandag morgen rammer, og der takkes af for i år.

Dato: Søndag den 9. februar Tid: 22.30 Sted: Øst for Paradis Pris: 150 kroner

FOR DE KUNSTNERISKE 

Croquis-arrangement for unge 
Kalder alle kunstneriske sjæle under 30 år – det er tegnetid i Ungdomskulturhuset. Croquis er en kendt tegnestil, der i al sin enkelhed går ud på hurtigt at skitsere en given ting på få minutter – typisk er emnet levende afklædte modeller. Med blyant og papir i hånden kan du både blive kreativt stimuleret og få et lille afbræk fra den evigt bimlende telefon. Så slip din indre kunstner fri, forfin dit håndelag og prøv kræfter med at fortolke menneskekroppen gennem croquistegning. 

Dato: Tirsdag den 4. februar Tid: 19.00 Sted: Dansesalen i Ungdomskulturhuset (UKH) Pris: 20 kroner

FOR ØRERNE

Kwamie Liv spiller Musikhuset op
Karrieren har hurtigt taget fart for den unge dansk-zambiske musiker og sangskriver Kwamie Liv. I slutningen af 2018 udkom hendes længeventede debutalbum “Lovers That Come and Go”, som blandt andet indeholder ørehængerne “Lost in the Girl” og “New Boo”. Sidenhen er hun blandt andet blevet bemærket for hendes deltagelse i TV-programmet “Toppen af Poppen”, hvor hun sang sig ind i mange af danskernes hjerter. Nu kan du opleve den betagende sangerinde i Musikhuset Aarhus.

Dato: Torsdag den 6. februar Tid: 20.00 Sted: Musikhuset Aarhus Pris: 255 kroner

FOR ØJNENE

Bolig, mad og designmesse
Trænger din lejlighed til en kærlig hånd, eller har du bare interesse i mad, design og bolig, så er det her lige weekendaktivteten for dig. Her vil over 130 udstillere stå klar til at tage dig i hånden og vise dig, hvad der rør sig inden for præcis disse emner lige nu. Så stik hovedet forbi og få inspiration og idéer til både hus, have, ham, hende og aftensmaden.

Dato: Lørdag den 8. og søndag den 9. februar Tid: 10-17 Sted: Scandinavian Congress Center Pris: 100 kroner pr. voksen og 40 kroner pr. barn

FOR MADØRERNE (og trøffelgrisene) 

Trøffelmiddag på Restaurant Ghrelin 
Trøflen, også kendt som køkkenets sorte og hvide guld, har længe været kendt som eksklusiv og udsøgt spise. Den karakteristiske svamp har en lang historie bag sig og i samarbejde med Bichel Vine har restaurant Ghrelin nu tænkt sig at udfolde den for dig. Det vil foregå med en 5-retters menu, hvor trøffel indgår i alle retter, samt et lille foredrag om den eftertragtede trøffelsvamp. Så er du på udkig efter selvforkælelse i høj kvalitet, er det her middagen for dig.

Dato: Onsdag den 5. februar Tid: 18.00 Sted: Restaurant Ghrelin Pris: 1.500 kroner