Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for appetitten, weekendstemningen, sportstosserne, ørerne og kroppen.

For APPETITTEN

Street Food Festival
Tag til madmekka og udendørs råhygge, når Mad & Marked inviterer til Street Food Festival 2019. Institut for (X) bliver omdannet til en kulinarisk oase med gademad i alle afskygninger med mere end 25 af landets absolut dygtigste og mest interessante madkoncepter. Der vil samtidig være et væld af sjove aktiviteter at give sig i kast med for både børn og voksne. Søndag er der blandt andet pop-up tøjmarked med second hand tøj.

Dato: Fredag den 16. – søndag den 18. august Tid: Fredag 16-21, lørdag 11-21, søndag 11-20  Sted: Institut for (X) Pris: Fri entré

 

 

FOR WEEKENDSTEMNINGEN

Oasen på toppen
Fejr fredagen ved at opleve byen fra toppen, mens solen går ned. Rooftop Sessions på toppen af Europaplads 16 stiller op med line-up af DJ’s, der sender gæsterne godt på weekend. Til fredagsbaren er det muligt at nyde god mad og lækre drinks, mens musikken lægger op til dans.

Dato: Fredag den 16. august  Tid: 15.00-23.00 Sted: Europaplads 16 Pris: Fri entré

For SPORTSTOSSERNE

Mikkel Hansen kommer til byen
Århus Håndbold tager imod Mikkel Hansen & co. fra Paris Saint-Germain til en storslået Charity Match i Ceres Arena. Alt overskud fra kampen går ubeskåret til ‘MH24 – Mikkel mod Mobning’. MH24 arbejder for at modarbejde mobning og øge trygheden og tolerancen blandt børn og unge i sportslige, kulturelle og sociale fællesskaber. For Århus Håndbold er det en fantastisk mulighed for at spille mod et af de helt store hold i Europa, og samtidig støtte en god sag, som står klubbens hjerte nær.

Dato: Fredag den 16. august Tid: 18.30-20.30 Sted: Ceres Arena Pris: 100 kr.

For ØRERNE

Marvelous Mosell
Forbered dig på en festlig aften i Tivoli Friheden, når Marvelous Mosell indtager scenen. Musikkritikerne har nomineret Marvelous Mosell til intet mindre end fire Steppeulve, og P3 inviterede ham ind som performer til P3 Guld, hvor han straffede scenegulvet i Koncerthuset med ”Dans, bevægelse, fashion” og de forbudte trin, der hører til hans single ”Den bedste danser”. Sangene er i øvrigt stilsikkert produceret af den åndsbeslægtede samarbejdspartner Tue Track.

Dato: Fredag den 16. august Tid: 20.00 Sted: Tivoli Friheden Pris: 135 kr. (175 kr. på koncertdagen)

For KROPPEN

Stafet For Livet
Aarhus går sammen i kampen mod kræft, og alle er inviteret med. Stafet For Livet er et døgn med holdstafet, aktiviteter, underholdning og oplysning, der giver håb og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi står sammen, fejrer livet og samler penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forbyggelse og patientstøtte. Alle kan stille hold til Stafet For Livet. Det kan være en flok kollegaer, en familie eller en forening – uanset hvem I er, så er I med til at vise, at ingen skal kæmpe alene mod kræft.

Dato: Lørdag den 17. august – søndag den 18. august Tid: 11.00 Sted: Paludan-Müllers Vej 110 Pris: 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn, som støtter Kræftens Bekæmpelse