Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, den indre ro, sommerhyggen, motivationen og vinelskeren.
For ørerne
Volbeat indtager Aarhus
Siden 2001 har det danske metalband Volbeat spillet for fuld udblæsning og imponeret i både ind- og udland. De startede som et kælderband, og er idag et af verdens største rockbands. I denne uge indtager de Ceres Park, og du kan glæde dig til at opleve metalgruppen i action, når de tager dig med på en melodisk rejse inden for ‘metallisk pop rock and roll’. Volbeats musik er kendt for både at hente inspiration fra metalbands som Metallica, men også Elvis Presley og Johnny Cash. Glæd dig derfor til at opleve en folkelig metalgruppe på scenen. Senest udgav de albummet ‘Seal the Deal & Let’s Boogie’, og allerede nu kan du se frem til deres kommende album, som udkommer til august. Oplev en metallisk aften, og med i fornøjelsen får du også rockgruppen Magtens Korridorer og bandet ANTHRAX, som denne aften varmer op for Volbeat.
Pressefoto // Volbeat // Ross Halfin
Dato: Lørdag den 29. juni Tid: Fra klokken 18 Sted: Ceres Park Pris: Fra 550 kroner.
For den indre ro
Gratis yoga i sommerferien
Få en rolig og harmonisk start på din sommerferie med gratis yoga i Ungdomskirken. Fordyb dig i vejrtrækningsøvelser, og giv dig selv lov til at mærke efter, mens du arbejder med fysiske- og mere styrkebetonede øvelser. Sammen med instruktøren Rikke vil du blive guidet gennem hele timen, og alle kan være med. Du skal blot møde op med åbent sind og lyst til at give kroppen en meditativ og groundende oplevelse sammen med andre. Timen afsluttes med afspænding, hvorefter der er mulighed for at summe over dagen med en kop kaffe. Tilbuddet retter sig primært til unge mellem 18-30 år, men alle er velkomne. UngK stiller yogamåtter til rådighed, men medbring også gerne din egen.Dato: Mandag i uge 26-33 Tid: 10.00-11.00 Sted: Ungdomskirken, Nørre Allé 23K Pris: Gratis.
For sommerhyggen
Kunsthåndværkermarked og væddeløb
Vær med til at fejre en af byens historiske ikoner, når Jydsk Væddeløbsbane i denne uge fejrer 95-års fødselsdag. I anledningen inviterer de til en helt særlig sommerfest med kunsthåndværkermarked, hestevæddeløb og sommerhygge på Jydsk Væddeløbsbane. Nyd de smukke omgivelser tæt ved Marselisborg Slot og skov, og gå på opdagelse blandt forskellige kunsthåndværkerstande, der alle står fyldt med kvalitetsvarer. De mindste kan glæde sig til underholdning fra både en ballonmand og politihunde, der viser imponerende tricks. Klokken 12.45 lyder startskuddet for dagens hestevæddeløb. Glæd dig til en hyggelig sommerdag, og vær med til at fejre sporten, der har fundet sted på netop denne placering i Aarhus siden år 1922.
Pressefoto // Jydsk Væddeløbsbane // Ole Hindby
Dato: Lørdag den 29. juni Tid: 10.00-17.00 Sted: Jydsk Væddeløbsbane Pris: Gratis.
For Motivationen
Stærk, let og mæt med Anne Hjernøe
Vi kender hende blandt andet fra DR-rejseprogrammet med Anders Agger og som TV-kok. Gennem mange år har hun guidet danskerne til smagsfuld mad fra alle verdens lande, og for nylig har hun også udgivet en bog. På blot et år tabte Anne Hjernøe 20 kilo, og opskriften til det flotte vægttab er blevet efterspurgt af mange. Derfor skrev hun bogen ‘Stærk, let og mæt’, og denne aften kan du møde Anne Hjernøe og høre hende dele ud af opskriften på vægttabet, fortælle om sin bog og livet med mad. For Anne Hjernøe har ikke kun selve vægttabet været i fokus, men også dét at få en sund og stærk krop, som kan holde i mange år ud i fremtiden, har været omdrejningspunkt. Denne aften kan du se frem til at blive motiveret af hendes bedste tricks, ligesom du kan stille spørgsmål, købe bogen og få den signeret.
Dato: Torsdag den 27. juni Tid: 19.00-21.00 Sted: Dokk1 Pris: Gratis.
For vinelskeren
Smag på sommeren med vin og petanque
Hvad er egentligt den perfekte vin til en varm, dansk sommeraften? Det giver Vin & Petanque sit bud på i denne weekend. Baren, der også er en vinbutik, åbnede i 2018, og har siden da budt indenfor til mange smagsfulde og sjove aftener med vin, spiritus, arrangementer og ikke mindst petanque spil. For foruden at være en bar og butik har de to indendørs petanquebaner, hvor besøgende frit kan spille. I denne weekend kan du udforske forskellige smagsprøver på perfekte sommervine, mens du slår et slag pentanque. Dét må da være den ultimative test af en sommervin. Glæd dig til at smage på delikate, terasse hvidvine og rosé, ligesom der denne aften også vil være fokus på rødvine, der kan nydes afkølet. Dato: Lørdag den 29. juni Tid: Klokken 10.00-14.00 Sted: Vin & Petanque, Østergade 31 Pris: Gratis.