Film skal opleves andre steder end i stuen, mener Laura Marie Klindt Nielsen. Hun er projektleder hos Doc Lounge, der hver måned inviterer til dokumentarfilm og ”noget ekstra” i Filmby Aarhus. Panorama var med en aften i februar.

”Hvilket armbånd vil du ha’? Single, måske single, filmentusiast?”

Kvinden bag det lave træbord ser smilende og afventende på mig. Jeg kigger ned på tre bunker farvede bånd. Hvidt med røde hjerter. Rødt. Hvidt med sorte stjerner. Derefter kigger jeg på min kæreste, som står ved siden af mig.

”Filmentusiast, tak,” svarer jeg, og mit håndled bliver belønnet med et bånd prydet af stjerner.

Før jeg når at forlade bordet, skubber kvinden en lille skål med sammenfoldede papirstumper hen mod mig.

”Du må også gerne trække en challenge,” opfordrer hun. Jeg stikker hånden ned og haler et stykke papir op.

”Say hi to the most attractive person at the bar,” står der med kursiveret håndskrift.

Sedlens indhold passer glimrende til fredagens tema ved Doc Lounge, en tilbagevendende filmaften arrangeret af Aarhus Filmfestival. Én gang hver måned kan du lade Netflix passe sig selv og i stedet bruge aftenen i selskab med en god dokumentar og en flok filmentusiaster.

”Det er så nemt at sidde derhjemme og se film på sin tablet. Derfor er det vigtigt at gøre noget ekstra, så biografoplevelser bliver tiltrækkende for aarhusianerne,” forklarer Laura Marie Klindt Nielsen, der er den ene af to projektledere hos Doc Lounge.

Det ’ekstra’ kan være et tema, der matcher filmen, men også et musikalsk indslag eller en snak med filmens instruktør. For publikum skal have mere med hjem end en god oplevelse, mener Laura Marie Klindt Nielsen.

”Vi håber, folk tager det med sig, som filmen har lært dem. Og den læring er forhåbentlig blevet forstærket af instruktørens snak eller hvad der ellers er sket den aften.”

En aften med kærlighed
Da Panorama gæster Doc Lounge, står aftenen i komplimenternes og kærlighedens tegn. Amorinerne skyldes dokumentarfilmen Match Me!, som sætter fokus på tre unge menneskers alternative søgen efter kærlighed. I den anledning er et af Filmbyens firkantede, sorte lokaler pyntet med røde paphjerter, lyserøde roser og et par magelige sofaer. En stærk kontrast til det malerplettede gulv og lysstofrørenes ubarmhjertigt afslørende lys.

Forrest i lokalet lyser et stort, hvidt lærred op. Sofaerne og de fire lange rækker af stole bag dem er allerede pænt fyldt op, selvom der er en halv time til filmen sættes i gang. Nogle af pladserne er besat af damer med rød læbestift og et stort glas rødvin. Andre har iført sig store striktrøjer og varmer en ølflaske mellem deres hænder, mens en tredje gruppe sidder med hvide plastikkrus, fyldt til randen med kaffe. Det summer af samtaler på en blanding af engelsk og dansk. Der kommer nemlig mange internationale studerende til arrangementet, fortæller Laura Marie Klindt Nielsen, og derfor foregår det meste på engelsk, så alle kan være med. Men hun understreger, at aftenen er for alle, der interesserer sig for dokumentarer.

”Udover at det skal være en hyggelig aften, så viser vi dokumentarfilm, der ikke nødvendigvis kommer i byens biografer. Jeg synes, man skal give rum for andre oplevelser end de mainstream, og derfor viser vi ikke film, som for eksempel bliver sendt i tv dagen efter,” siger hun.

Et koncept med svenske rødder
Idéen om at vise flere og anderledes dokumentarfilm blev søsat som et filmprojekt i Malmö i 2006. Siden har konceptet spredt sig til 16 andre byer i Skandinavien, og for bare fire år siden kom turen til Aarhus. Her fik Aarhus Filmfestival øjnene op for konceptet og ”syntes det var sejt,” som Laura Marie Klindt Nielsen formulerer det. Filmfestivalen er stadig bagmænd, men Doc Lounge styres primært af en gruppe frivillige, herunder projektlederne Laura Marie Klindt Nielsen og Mai Damgaard Rasmussen.

De er også begge til stede på kærlighedsaftenen. Her byder de omtrent klokken kvart i otte velkommen til aftenens første indslag, den aarhusianske duo Pigeon’s Test Flight, som skal varme publikum op, før dokumentarfilmen sættes på. Det gør duoens to medlemmer med både musik og scorereplikker på italiensk, som de pædagogisk forsøger at lære publikum mellem hvert nummer. En halv times underholdning senere er tidsplanen skredet en kende, men arrangørerne opfordrer alligevel til ”fem minutters pause,” som hurtigt bliver til et kvarter. Publikum strækker sig i sæderne, køber mere rødvin og smiler stort til nyankomne venner, før filmens instruktør, Lia Jaspers, præsenterer aftenens dokumentar. Lyset dæmpes og snakken forstummer. Nu er det filmen, der er i fokus.