Der er nogle historier, der bliver fortalt så mange gange, at de med tiden får så mange variationer, at det kan være svært at holde styr på, hvad der egentlig er den rigtige. Udgangspunktet.

Det kan være historien om det lille netværk, der startede med et stormøde for teatervækstlaget, og nu er et netværk for over 300 mennesker, og som hvert år indhylder Godsbanen i orange.

Det er historien om de utallige frivillige kræfter, der lægger blod, sved og tårer i at aktivere det århusianske teatervækstlag, og hvor hver enkelt samler på successer og bliver knækket og støver sig af, for igen at samle på successer.

Pris for nytænkning
Det kan være historien om en lille gruppe mennesker, der nægtede at blive til en forening, på trods af at alle omkring dem formanede og anbefalede og skændte på dem. De ville gå deres egne veje, selvom det besværliggjorde alle deres ideer, for ingen kunne helt definere, hvad de var. Efter i årevis at have fulgt sin egen næse og nægtet at blive en forening, modtog de en pris af DUF for nytænkning – en foreningspris.

Det kan også være historien om, hvordan en flok mennesker i et interessefællesskab skulle finde et navn for selv samme. Efter utallige møder med diskussioner og uenigheder, måtte de sande, at de aldrig ville finde på et navn. Lige indtil det møde, hvor den person i selskabet, der havde nedlagt flest vetoer ikke kunne være der, og navnet Quonga blev smidt på bordet.

Historien om navnet er der mange variationer af, men mange peger tilbage til sangen ”Tell me when will you be mine (Quando quando quando)”. Hvorfor det blev sådan, er der vist ingen, der helt kan huske.

Min personlige favorithistorie er, hvordan syv mennesker i 2007 satte hinanden stævne på en cafe i Aarhus. Alle savnede et fællesskab omkring scenekunst, alle manglede nogle at lege med. På det møde blev Quonga født.

Historiernes kerne
Quonga er et netværk for vækstlagsscenekunst i Aarhus. Alle i netværket er frivillige, mange under uddannelse og alle har et bankende hjerte for scenekunst. Man kan kalde sig quonganer, hvis man modtager nyheder fra Quonga, eller er medlem af deres facebookgruppe. Man er også en del af Quonga, hvis man har deltaget på en af deres workshops eller deltaget i deres Quongafest – en teaterfestival, der kører på 8. år – senest i november på Godsbanen.

Vigtigst er de quonganere, der er en del af arrangørgruppen. En lille hård kerne, der sparker festivaler i gang, spreder nyheder om scenekunst til vækstlaget og sørger for at bygge broer til andre vækstlagsfolk i landet. Alle kan være med, men man skal indstille sig på hårdt arbejde og på at definere sin egen vej.

Quonga – en festival, et netværk eller en identitet
Da jeg blev bedt om at præsentere Quonga tænkte jeg først, at det var ligetil, men sandheden er, at der er så mange historier om, hvad Quonga er og ikke er, at der ikke er nogen entydig forklaring. Det letteste ville være at sige, at det er et netværk for scenekunstens vækstlag i Aarhus, men alle som har mødt Quonga ved, at det er meget mere end det. For nogle er det en festival, for nogle et netværk og for nogle er det en identitet.

Hvad jeg ved er, at Quonga blev født ud af et vakuum og et behov for unge scenekunstnere for at møde hinanden. Jeg ved, at Quonga holder en festival i november, og at de også holder en workshop i april 2015, hvor de ønsker at skabe nye forbindelser for vækstlagsaktørerne. Jeg ved, at Quonga er udskældt og elsket og at mange, inklusiv de mennesker der er i arrangørgruppen, kan blive meget forvirrede over, hvad det er for en størrelse.

Men vigtigst, så ved jeg, at Quonga igen og igen ændrer sin egen historie, fordi de afspejler de mennesker, der arbejder for at Aarhus er en god by at være vækstlag i.