Nogle mennesker er nemme at komme ind på livet af. Det kan være igennem humor eller den nære fortælling. Rasmus Walter er et af de mennesker. Han har været på en musikalsk rejse i sin søgen efter samklang med publikum. Han vægter folkelighed højere end anmelderroser, og i dag er han hele landets popsnedker.
Vi befinder os i en lagerhal på havnen i Aarhus. Rå vægge, støvede overflader og en bidende kulde. Selvom vi er inden døre, bliver hver udånding omdannet til en tåge af kondens. En bred metaldør for enden af en aflang korridor bliver skrattende skudt til siden, og ind træder Rasmus Walter som selvsikkert triller en lille rejsekuffert efter sig. En mand på farten. Håret er pjusket og øjnene små. Han har turneret i Jylland det seneste stykke tid. Men han overnatter hver aften i Aarhus hos sin far. Selv bandet foretrækker kælderen hos far Walter på trods af et stående tilbud om hotelværelser.
Vi finder os til rette i et lille kontorlokale af rå krydsfinerplader. Under bordet står en mindre, brandvarm radiator, som vi trækker ud og søger ly om. Det skaber rammen for den næste times samtale med en mand, der forstår sig på nærvær. Imødekommende øjne, små hjertelige grin og fortællende fagter. Rasmus Walter formår at være til stede. Han læner sig tilbage i en ældre læderbelagt stol af teaktræ. Benene over kors og armene bag hovedet. Her er ro på. Han bliver bedt om at bladre tilbage i sit livs dagbog for at beskrive, hvor og hvordan det hele begyndte.
Barndommens vendepunkt
Håndværkerparkens gule rækkehuse med frimærkehaver og grønmalede skure troner side om side i Højbjerg. Året er 1990, og Rasmus Walter er 12 år. Det er på skillelinjen af byen, hvor Aarhus bliver til marker. Rundt om boligområdet ligger store byggepladser, som omdannes til legepladser af områdets børn, når håndværkerne får fyraften.
Vi var helt klart nogle rødder som børn. Vi fik en masse gode ideer, og de var ikke alle sammen lige gode. Der var mange forskellige baggrunde i mit barndomskvarter.Rasmus Walter
Det var måske ikke byens bedste børn, der var samlet i området. Rasmus Walter mener selv, at det var sundt, fordi han blev påvirket i den ene og den anden retning.
I midten af Håndværkerparken ligger et stort beboerhus, hvor folk samles til sociale arrangementer. En af de tilknyttede pædagogmedhjælpere har en dag en 12-strenget guitar med. Stålstrengene bliver slået an til et af de mest legendariske riffs i rockhistorien. ”Wild thing. You make my heart sing. You make everything, groooovyyyy,” skråler alle i beboerhuset til lyden af The Troggs.
”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Wow, der var den!” Hvis bare jeg kunne lære de tre akkorder, så var lykken gjort. Vi havde heldigvis en guitar stående derhjemme, som min mors ekskæreste havde efterladt. Da jeg var 12 år, begyndte jeg at spille på den. Det var helt bestemt et vendepunkt i mit liv. Jeg gik fra at være en drengerøv, som måske traf nogle forkerte valg undervejs, til, at jeg fokuserede min energi på en positiv interesse. Lige pludselig blev jeg en ung mand med en vision,” fortæller Rasmus Walter. Han begyndte for alvor at leve sig ind i musikken på sit værelse i det lille rækkehus, og Hovedbiblioteket blev ofte besøgt for at låne cd’er og nodebøger med Jimi Hendrix.
Allerede som 17-årig hev Rasmus Walter teltpløkkerne op af den jyske muld for at placere dem på den anden side af Storebælt i hovedstaden. Det blev første skridt fra ungdommen ind i voksenlivet for Rasmus Walter. I dag er han tilbage i Aarhus for at spille til aftenens udsolgte koncert på Train, og den smilende by har en særlig plads i hans hjerte.
Følelsen af tryghed
Begge forældre bor stadigvæk i Aarhus, og Rasmus Walter tilbringer altid julen sammen med familien i Jylland. En helt bestemt følelse rammer ham, når han ser byens karakteristiske Rådhustårn fra Banegårdspladsen.
”For mig er Aarhus indbegrebet af tryghed. Jeg elsker at komme hjem. Jeg elsker at gå ud og drikke en bajer med de gamle drenge. Her er virkelig hyggeligt, og jeg føler en stærk nostalgi, når jeg vender tilbage,” svarer Rasmus Walter med en snert af københavner-kæk dialekt, som umiddelbart ikke passer til det ellers afdæmpede gemyt. Det jyske tonefald trænger sig dog på, efterhånden som samtalen skrider frem.
”På den anden side tror jeg ikke, at jeg kunne se mig selv bo i Aarhus igen. Byen bliver alligevel for lille. Jeg har også boet i London i fire år, og byen var lidt for stor efter min smag. Så jeg føler mig rigtig godt tilpas i København. Jeg har fundet en balance, hvor jeg samtidig kan være lidt anonym. Det meste af mit liv er i København, og derfor kan jeg ikke forestille mig at flytte tilbage til Aarhus,” forklarer Rasmus Walter, som altid har haft tvillingebroren Anders tæt på sig i hovedstaden, hvor de blandt andet har delt kontorlokale.
For mig er Aarhus indbegrebet af tryghed. Jeg elsker at komme hjem. Jeg elsker at gå ud og drikke en bajer med de gamle drenge. Her er virkelig hyggeligt, og jeg føler en stærk nostalgi, når jeg vender tilbage.Rasmus Walter
Anders Walter er illustrator og filminstruktør, og sidste år vandt han en Oscar for sin kortfilm Helium, der skildrer døden i børnehøjde. Tidligere på året blev filmsuccessen Anders Walters afsæt til Los Angeles, hvor han er flyttet til med sin familie for at indfri nye drømme. Nu skal tvillingebrødrene omstille sig til en tid uden den fysiske relation i hverdagen. Men det bekymrer ikke Rasmus Walter.
”Jeg er ikke så nervøs for, at han er flyttet til Los Angeles. Vores forhold handler ikke om, at vi nødvendigvis skal være fysisk tilstedeværende. Det handler mere om, at vi ved, vi har hinanden. Og det er nok,” siger Rasmus Walter om forholdet til sin tvillingebror. En livskompagnon, som han altid har kunnet finde støtte i.
To kreative hoveder
Rasmus og Anders Walter ligner hinanden. De er begge kreative. Og så er de bedste venner. Som børn sloges de ikke, og bølgerne er aldrig gået særlig højt imellem dem. Anders har været en inspirationskilde for Rasmus i flere af de vigtige livsvalg, han har stået ansigt til ansigt med.
”Anders og jeg har et ekstremt tæt forhold. Vi tager vores forhold til hinanden fuldstændig for givet. Det er virkelig sjældent, at man tager sine relationer for givet, og det skal man normalt heller ikke gøre. Men det gør Anders og jeg. For vi ved begge, at vi altid vil være der for hinanden lige meget hvad. Det er fantastisk at have en i sit liv, som kan forstå ens bevæggrunde, forstå ens følelsesliv, og forstå hvor man er i livet, uden at man skal sætte personen ind i tingene først. Vi er intuitivt i sync med hinanden,” siger Rasmus Walter. Han kan ikke forklare, hvor kreativiteten kommer fra. Faren er pensioneret skolelærer, og moren er tidligere sekretær for forskellige institutioner. De er aldrig blevet påduttet, hvilke interesser de skulle have, eller om de skulle tage en bestemt uddannelse.
”Jeg tror, at alle børn har kreativitet i sig. Spørgsmålet er, om man vander blomsten eller lader den dø hen. Vi er forhåbentlig bare blevet vandet godt og grundigt,” siger Rasmus Walter i et stort smil.
Anders Walter begyndte som tegner og kunne i en tidlig alder leve af det, han har drømt om hele sit liv. Rasmus Walter var derimod mere rodløs, da han flyttede til København, hvor han blandt andet begyndte at sælge havemøbler og stod bag disken i Magasin. I starten var Rasmus Walter usikker på, om hans musik var god nok, og hvordan han skulle gribe tingene an.
”Anders er meget disciplineret i sit arbejde. Han har aldrig kunnet springe over, hvor gærdet er lavest. I musik kan man derimod være rigtig heldig at ramme den lige i røven på fem minutter og lave et kæmpehit. Men når man skal lave en tegneserie på 62 sider, skal du gå i detaljer med hver enkelt streg og farvelægge efterfølgende. Der er ikke nogle heldige fem minutter, der er kun flere timers arbejde forude,” siger Rasmus Walter, som har kunnet lære af sin mere pragmatiske tvillingebror.
”Da jeg begyndte at spille musik, var det helt klart Anders, der fik mig ud over stepperne. Det var ham, der skubbede mig i den rigtige retning, så jeg fik min musik ud og begyndte at spille for andre. Uden ham ville det hele have gået lidt langsommere i starten,” siger Rasmus Walter, der startede sin tidlige musikalske karriere i bandet Grand Avenue. Han husker tilbage på tiden med bandet som en sjov og lærerig periode i sit liv.
Da jeg begyndte at spille musik, var det helt klart Anders, der fik mig ud over stepperne. Det var ham, der skubbede mig i den rigtige retning, så jeg fik min musik ud og begyndte at spille for andre.Rasmus Walter
Den musikalske læreplads
Under sit ophold i London startede Rasmus Walter bandet Grand Avenue sammen med tre af sine bedste venner. Bandet blev spået en lovende international karriere og stod i rampelyset i ti år med i alt fire pladeudgivelser.
”Det var en fantastisk tid. Vi lavede en demo og tænkte ikke, at det ville føre til en pladekontrakt. Men lige pludselig fik vi hul igennem til P3 og blev ugens uundgåelige, og så stod pladeselskaberne ellers i kø. Der var absolut ingen vej tilbage. Der var kun lys forude,” husker Rasmus Walter.
De fire drenge rejste rundt i det meste af Europa og fik udlevet en masse drengedrømme. Mens deres jævnaldrende venner var under uddannelse hjemme i Danmark, spillede de koncerter på store spillesteder i Europa.
”Man kan ikke sige, at vi hurtigt blev voksne. Måske blev vi lige det stik modsatte. Jeg tror netop, at man bliver hurtigt voksen af at tage en uddannelse. Vi forsøgte tværtimod at holde os unge så længe, vi kunne. Man hænger desperat i med næb og kløer på en bar. Men vi blev aldrig kastet hovedkulds ud i det. Det var ikke sådan, at der pludselig stod 3.000 mennesker til vores første koncert, fordi vi havde ramt et verdenshit. Vi spillede det stille og roligt op fra bunden.”
Selvom bandet aldrig levede op til det helt store internationale gennembrud, som mange havde spået, var årene med Grand Avenue en personlig succes for Rasmus Walter. Men det var også mere overlevelse, end det var at leve af musik.
”Jeg mener ikke selv, at det var mangel på talent. Det var halvdårlig timing og for lidt held. Før du kan lykkes i musikbranchen, skal du møde den rigtige person på det rigtige tidspunkt, og det gjorde vi desværre ikke. Hvis vi sammenligner os med Rolling Stones, nåede vi ikke særlig langt, men hvis vi sammenligner os med de folk, der stadigvæk står i øvelokalet, så nåede vi rigtig langt,” smågriner Rasmus Walter reflekteret, mens han trommer let på bordets kant med fingrene. Under små pauser nynner han lavmælt, og det virker til, at han konstant har musikken i kroppen og altid søger efter en ny melodi.
Musik er min identitet
Musikken er blevet Rasmus Walters levevej. Han ridder i øjeblikket på en bølge af succes og ligger i toppen af de danske hitlister.
”Musikken giver mig en identitet. Jeg har spillet musik i over 20 år nu, så det er blevet indbegrebet af mig. Jeg ville slet ikke vide, hvem jeg var, hvis jeg ikke havde musikken.”
I musikbranchen er det vanskeligt at se længere end to år frem. Man kan aldrig vide sig sikker på, om folk bliver ved med at dukke op til ens koncerter. Derfor skal man have megen støtte fra sit publikum, hvis man skal bæres igennem et helt liv som musiker. Men på det punkt er Rasmus Walter fortrøstningsfuld.
Musikken giver mig en identitet. Jeg har spillet musik i over 20 år nu, så det er blevet indbegrebet af mig. Jeg ville slet ikke vide, hvem jeg var, hvis jeg ikke havde musikken.Rasmus Walter
”Hvis man er nervøs omkring fremtiden, er det måske den forkerte branche at satse på. Men jeg føler ikke rigtig, at jeg har noget valg. Derfor må det bære eller briste. Nu har jeg været musiker så længe, at det ikke kan være anderledes. Det er den, jeg er. Det er det, jeg hviler i som menneske. Min opfattelse er ikke, at jeg er et teenage-fænomen med et flakkende publikum. Mit publikum er modent, og jeg ser det som en trofast skare, jeg forhåbentlig bliver ved med at have, medmindre jeg gør noget helt forkert. Jeg tror ikke, at de lige pludselig skifter hest, og det er der selvfølgelig noget betryggende i.”
Når Rasmus Walter beskriver musikkens personlige betydning, er det næsten som om, hele hans krop sitrer. Følelserne kommer til udtryk gennem ivrige fagter, og stemmelejet får en vis pondus.
”Det ligger i blodet, at man gerne vil ud at optræde. Der skal helst ikke gå for lang tid imellem. Man bliver i virkeligheden lidt afhængig af folks applaus. Det tror jeg, at mange skuespillere og musikere kan nikke genkendende til. Vi lever af en form for anerkendelse fra vores publikum.”
Som musiker går man til eksamen hver aften, mens man turnerer med sine koncerter. Man skal præstere dag efter dag. Det har Rasmus Walter lært at leve med. Og præstationsangsten er det hele værd, når alt går op i en højere enhed på scenen.
”Det svært at sammenligne med noget andet. Det er ubeskriveligt. Men det er også vanedannende. Det er helt klart på scenen, at der sker nogle musikalske åbenbaringer. Man kan føle, at alt er rigtigt. Hele ens liv kan give mening gennem musikken. Musik kan minde en om nogle forfærdelige ting, men musikken kan også skabe en sindssyg glæde hos publikum og hos mig selv. Man kan opnå en symbiose med alle, der er tilstede ved en koncert. Det er noget af et privilegium at kunne arbejde med noget, der er så euforiserende.”
Rasmus Walter føler sig tilpas i sin solokarriere, og valget om at skrive sange på dansk har været et af de vigtigste i hans liv.
Det ligger i blodet, at man gerne vil ud at optræde. Der skal helst ikke gå for lang tid imellem. Man bliver i virkeligheden lidt afhængig af folks applaus.Rasmus Walter
Sin egen herre
Solokarrieren begyndte på et halvkoldt loftskammer på Frederiksberg i København, hvor Rasmus Walter producerede sin egen musik. Den selvstændige arbejdsstil passer ham fint.
”Jeg kan godt lide at have nogle måneder, hvor det bare er mig og mine egne ideer. Jeg synes ikke, at jeg mangler et band. I et band får man hurtigt en bestemt lyd, som kan være svær at komme videre fra. Som soloartist kan man selv beslutte sig for at fylde tre trompeter på et nummer. Det ville ellers være en svær beslutning at overbevise sine bandmedlemmer om.”
Men der er selvfølgelig også en risiko ved, at man ikke har nogle bandmedlemmer, der kan skære igennem ved at sige, at et nummer eller et bestemt instrument ikke fungerer.
”Som soloartist skal man virkelig kunne stole på sig selv. Selvtilliden kommer af erfaring, hvor man bliver hurtig til at bedømme, om noget lyder godt eller skidt. Men langt hen ad vejen er det selvfølgelig også en smagssag. Det hænger også sammen med, at min musik har fået en god modtagelse. Hvis det nu var gået dårligt, havde det heller ikke været sjovt. Når man bliver sendt op på skoleinspektørens kontor, er det mere overkommeligt, hvis man er en flok, frem for at det kun er en selv, der skal tage skideballen.”
Rasmus Walter oplevede selv sit personlige gennembrud med sit andet soloalbum fra 2013 og sangen ”Endeløst”, der straks toppede de danske hitlister.
Folkeligt gennembrud
Mange af Rasmus Walters solosange gik hurtigt rent ind hos flere danskere. Singlerne blev spillet på de fleste radiostationer, og pludselig så man også Rasmus Walter som gæsteartist i X Factor-finalen i 2013 for rullende skærme i halvanden millioner danskeres hjem.
”Folkelighed kan måske være et fyord i nogle kredse, men det er det mest positive ord for en mand i min branche. Hvis du er 17 år og spiller i et upcoming indieband, er folkelighed måske ikke det mest attraktive mærkat. Men for mig betyder folkelighed, at det går godt. Hvis du er folkelig, er du på den rigtige side af vejen.”
Sidste år deltog Rasmus Walter i underholdningsprogrammet Toppen af Poppen på TV2, og havde man givet ham samme invitation for fem år siden, havde han svaret blankt nej.
”Da programmet blev vist for første gang, tænkte jeg: ’Wow, har Lars H.U.G. sagt ja til at være med i det her program? Kan man godt det? Ødelægger det ikke hans karriere?’ Men nu tænker jeg ikke længere over, om det nu er det forkerte signal at sende. Jeg er rigtig glad for, at mit gennembrud er kommet så sent. Jeg har nået en alder, hvor jeg kan tage det ind og nyde det.”
For mig betyder folkelighed, at det går godt. Hvis du er folkelig, er du på den rigtige side af vejen.Rasmus Walter
Når Rasmus Walter bliver stillet et spørgsmål, spidser han ører. Mange andre ville måske kvittere med et prompte svar, men han tygger på spørgsmålene, før han svarer. Når han fortæller om en episode i sit liv, maler han sceniske fortællinger, så man føler, at man var der sammen med ham.
”I hverdagen tænker jeg ikke på, at jeg ønsker at blive ukendt igen. For jeg går for mig selv. Jeg tager i Silvan en søndag formiddag og henter søm og skruer, og jeg er ofte helt upåvirket af at være et kendt ansigt i offentligheden.”
Det hænger sammen med den målgruppe, som Rasmus Walter appellerer til. Kvinder på hans egen alder. Derfor oplever han heller ikke en form for idolisering blandt sit publikum.
”Hvis jeg var blevet folkeeje som 22-årig, havde fandyrkelsen været en helt anden. Jeg tror, at det er begrænset, hvor mange 45-årige kvinder der har mig hængende over deres seng. Jeg har godt nok lige sendt en lykønskningsplakat til en kæmpefan på 100 år. Og det kan da godt være, at plakaten nu hænger over hendes seng. Det skal jeg ikke kunne sige noget om,” klukker han.
Tilpas i smørhullet
Der er mange meninger om Rasmus Walters musik, og det er han også bevidst om. Men guldpladerne taler sit eget sprog.
”Min musik er poppet. Jeg befinder mig ikke helt ovre ved Seebach-lejren. Men jeg er heller ikke ovre hos De Eneste To. Jeg er placeret et sted imellem det, som man kalder rendyrket pop og anmelder-darlings. Og i virkeligheden stjæler jeg lidt fra dem alle og gør det til mit eget. Jeg ligger lige i smørhullet. Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke. Men jeg befinder mig meget godt i midterrabatten.”
Som mange andre musikere har Rasmus Walter oplevet at få anmelderhug af blandt andre Ekstra Bladets Thomas Treo og musikmagasinet GAFFA, som kritiserer hans nyeste album for at være for anonymt og banalt.
”Når jeg får to stjerner af Thomas Treo, bliver jeg i virkeligheden rigtig glad. Jeg tænker med det samme: ”Nu kommer jeg til at sælge plader”. For de ting, han giver to stjerner, er musik, der normalt klarer sig godt blandt befolkningen.”
Selvom Rasmus Walter giver udtrykt for, at anmeldernes kritik ikke rører ham, fornemmer man alligevel mellem linjerne, at den negative anmelderomtale nager ham en smule. Og det indrømmer han også, hvis man går ham lidt på klingen. Dog med et forbehold.
”Selvfølgelig synes jeg, at det kan være irriterende. Men det går hurtigt over igen. Jeg ved godt, at jeg laver pop på dansk. Og så ved jeg samtidig, hvordan anmelderne reagerer. Men jeg ved også, at det er prisen, hvis man ønsker at være folkelig. Jeg vil hellere have folkets mening, som taler sit eget sprog, frem for nogle få anmelderes bedømmelse. Det er meget få musikere, der både kan have parnasset med sig og stadigvæk være folkelig. Marie Key har formået det.”
Med Rasmus Walters folkelige gennembrud har han fundet sit faste publikum. Når man har været en del af den professionelle musikbranche i over et årti, bliver man naturligvis også et etableret navn.
”Det er klart, at hvis det havde været en debutplade, så havde jeg været mere afhængig af anmeldernes dom. Men jeg er ikke længere særlig afhængig af, hvad anmelderne siger, for de fleste folk har gjort op med sig selv, om de kan lide min musik eller ej.”
Jeg ligger lige i smørhullet. Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke. Men jeg befinder mig meget godt i midterrabatten.Rasmus Walter
Fælleskabsfølelsen
Rasmus Walter håber på, at folk kan spejle sig i hans musik. Det er også derfor, at mange af hans tekster er relativt åbne for fortolkning.
”Det giver mig et drive til at fortsætte, når jeg som kunstner føler, at jeg rammer plet hos folks følelser. Det er en bekræftelse af, at jeg er på samme frekvens som mange andre mennesker.”
Men i en kort periode af sit liv blev Rasmus Walter i tvivl om, hvorvidt han skulle satse på musikken resten af livet. Da han stoppede i Grand Avenue, blev han indskrevet på snedkeruddannelsen i Rødovre. Hvis han ikke lavede musik i dag, havde han sandsynligvis snedkereret møbler. Men han valgte i sidste ende at satse fuldt ud på musikken.
”Det er det, jeg gør. Det er mit håndværk. Det er mit arbejde. Det er min identitet. Jeg vil ikke sige, at jeg har et større formål med musikken. Jeg er ikke på en mission. Jeg er ikke ude på at redde verden. Jeg laver musik, fordi jeg ikke ved bedre. Jeg kan ikke lade være. Det kribler og krabler. Det skal ud. Den eneste måde, jeg kan få det ud på, er ved at skrive om det.”
Det følelsesmæssige og melankolske aspekt, som præger mange af hans sange, er ellers ikke karaktertræk, han vil betegne sig selv med.
En sikker havn
Mange af Rasmus Walters sange er nødvendigvis ikke selvoplevede situationer. Han mener selv, at det er observationer fra livet.
”Jeg er ikke et mere følsomt menneske end andre. Da jeg kan sætte mine følelser på papir, forholder jeg mig måske mere nøgternt til følelser end andre. Men selvfølgelig kan jeg være en skrøbelig sjæl. Det tror jeg, at alle kreative er på den ene eller anden måde. Jeg er også blevet endnu mere tudefrans, efter jeg er blevet far.”
Guitarens bløde toner i hjemmet blev for to år siden overdøvet af barnegråd, da Rasmus Walter blev far til sønnen Milo sammen med kæresten Barbara.
”Jeg synes, at jeg er blevet et bedre, mere følsomt, mere kærligt og mere empatisk menneske, efter jeg er blevet far. Alting er blevet forstørret. At stifte familie har gjort mig til et større menneske. Min familie er en sikker havn, hvor jeg kan finde ro. Familien er et sted, hvor jeg hører til. Da jeg var yngre, havde jeg måske ikke behov for at have et bestemt tilhørssted. Men det har jeg i dag, og jeg elsker det.”
Selvfølgelig kan jeg være en skrøbelig sjæl. Det tror jeg, at alle kreative er på den ene eller anden måde. Jeg er også blevet endnu mere tudefrans, efter jeg er blevet far.Rasmus Walter
Håbet om samme frekvens
På trods af det sene gennembrud har Rasmus Walter stadigvæk langt til pensionsalderen. Det sætter selvfølgelig også nogle tanker i gang om fremtiden.
”Jeg håber, at jeg bliver ved med at have en berettigelse i musikbranchen. Jeg ønsker at forblive på samme frekvens som folket. Jeg vil gerne blive ved med at skrive sange, der appellerer til folks følelser. Den forbindelse vil jeg helst ikke miste. Jeg håber at kunne leve op til det uskrevne ansvar, som jeg bliver stillet af mit publikum. Jeg vil helst ikke skuffe de mennesker, der godt kan lide min musik.”
Da interviewet er slut, træder Rasmus Walter ud af det lille kontor og ind i den kolde lagerhal, der til daglig er en møbelforretning. ”Er der nogen, der ved, hvor man kan finde et pissoir?” skråler han bramfrit på bedste eller værste musikermaner. Den ellers reflekterede mand er afbalanceret af en befriende drengerøv. Rasmus Walter havde overset to kunder i et afsides hjørne af forretningen og undskylder lidt forlegent for sprogvalget. Blikkene siger alt. Det var ikke sproget, der fik dem til at sætte møbelsnuseriet på pause. Man kan nærmest høre dem tænke: ”Var det lige Rasmus Walter, der dukkede op ud af det blå?”.
Aldrig har jeg taget så mange noter til et interview. Det lyder måske en anelse rosenrødt og som en pludselig dyb betagelse, men sjældent har jeg mødt et så velfunderet og nærværende menneske. Det er måske hele humlen i hans popularitet.