Sådan har 45-årige Mikael Miehs Andersen afsluttet utallige videoer på Facebook. Dengang skraldede han maden og delte den ud gratis fra sin private adresse. To bøder og et tv-program senere deler han nu i stedet maden ud fra foreningen Robin Hoods Madkammer. Men målet er det samme; at hjælpe de økonomisk trængte og minimere madspild.
Tekst: Daniel Øster
Foto: Christoffer Åberg
En time før åbningstid begynder de første kunder at indfinde sig uden for de lokaler, der tidligere husede Munkekroen. Med store poser og indkøbstasker på hjul, som man typisk ser ældre kvinder trække rundt på, sætter de første sig på bænken udenfor i kulden med snøftende næser. De er medlemmer af foreningen Robin Hoods Madkammer, hvor man for 25 kroner kan få lov at fylde en pose med overskudsmad fra aarhusianske supermarkeder, der donerer fødevarerne til foreningen.
Indenfor i varmen er en håndfuld frivillige, modne kvinder i gang med at opstille dagens varer på bordene og i de køleskabe, der for nylig blev doneret af en forretningsmand fra Esbjerg, som havde set programmerne om Robin Hood fra Højbjerg på DR1.
Robin Hoods borgerlige navn er Mikael Miehs Andersen. Han træder hjemmevant rundt i de lavloftede lokaler, der nu huser den forening, han selv har startet. Over hans tinding i højre side af ansigtet, blottes et ar fra hans fortid. Som 16-årig kørte han galt i en bil, han havde stjålet. En egenskab, han havde lært på den kostskole for utilpassede, han var sendt på. 52 sting, tre hjerneblødninger og en tur i respirator kostede det. Et par måneder efter vendte han tilbage til kostskolen for en kort bemærkning, før han endeligt blev smidt ud.
En af de frivillige træder ind på kontoret, der ligger i et tilstødende lokale. De mørke træpaneler afslører stedets fortid som brunt værtshus. Men baren er væk, nu står her et skrivebord, en sofa og et langt bord med en rød velourdug. Der er rod på bordene, og de frivillige kaster deres jakker på sofaen. Langs den ene væg står omtrent 50 kasser med risdrik stablet. Den frivillige fortæller Mikael Miehs Andersen om dagens donation fra et af de supermarkeder, foreningen samarbejder med. Han er taknemmelig for alle donationer, han får. Men denne gang er der ikke blevet leveret så meget, som der plejer.
”Så prøver de at bilde mig ind, at de får solgt det hele. Come on. Hvem tror de lige, de taler til. Jeg er ikke hr og fru Danmark, jeg er Danmarks bedste skralder for helvede,” siger han, før de bliver enige om, at han må kontakte supermarkedet for at høre, hvorfor de ikke giver flere varer.
Skraldet mad i overflod
Da Mikael Miehs Andersen begyndte at skralde, kom han fra en omtumlet periode i sit liv. Han var for nylig flyttet i sin egen lejlighed, efter at han havde boet halvandet år med sin far. På mange måder var det et dårligt match. De var begge misbrugere og røg hash sammen. Hans hund var plaget af gigt og stod over for en dyr operation. Penge han ikke kunne finde i sit sparsomme budget som kontanthjælpsmodtager. Skraldning havde han læst om på nettet, og trods sine betænkeligheder begyndte han at lede i supermarkedernes containere.
”Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne skralde noget rugbrød, så ville det være fint, for jeg levede mest bare af rugbrød og pålæg. Men man kan bare ikke forestille sig, hvad de smider ud før, man selv har set det,” fortæller Mikael Miehs Andersen.
Hurtigt fik han fyldt sin fryser med rugbrød, og han blev begærlig efter mere. Han begyndte at skralde pålæg også. Vendte og drejede det, snuste til det. For kunne han lugte, at det kom fra skraldespanden? Det kunne han ikke. Og efter 14 dage var brødet i fryseren byttet ud med kød.
Overfloden af mad var mere, end han selv kunne klare, så han begyndte at lægge det op til afhentning i gratis-grupper på Facebook, og hurtigt var hans Messenger rødglødende med folk, der ville have mad. Men på grund af tvivl om lovligheden blev hans opslag slettet. Derfor oprettede Mikael Miehs Andersen sin egen gruppe i 2013. Robin Hoods Madkammer.
”Jeg bad folk melde sig ind, og så kunne de bare komme, når de så opslagene. Navnet fandt jeg på med en kvinde, jeg var ude at skralde med. Det er jo genialt og skægt, for jeg tager jo noget fra de rige og giver det til de fattige,” siger Mikael Miehs Andersen.
Skralderens fald
”Kom kun glad, og hent noget mad,” blev sloganet, og på den måde hjalp han i de følgende år dusinvis af andre, der som ham selv havde en trang økonomi, uden han selv fik megen hjælp den anden vej.
Elregningerne i hans lille etværelses lejlighed løb ofte op i 1000 kroner om måneden, på grund af de store mængder mad i køleskabe og frysere. Scooteren, han brugte til at skralde, gik i stykker, så han fandt på en nye idé.
”Jeg begyndte at sælge nogle af de ting, som ikke er nødvendige for at overleve. Men folk får virkelig ondt i røven, hvis du begynder at tage penge for noget, du har fået gratis. Jeg havde sat en skraldet læderstol til salg, og det fik en mand til at mene, at jeg var et røvhul. Så han skrev til mig: ’jeg skal sateme nok få stoppet dig’,” fortæller Mikael Miehs Andersen.
Og stoppet blev han. Først blev han anmeldt til kommunen, der ville vide, om han havde tjent for mange penge ved siden af sin kontanthjælp. Siden kom Fødevarestyrelsen forbi og lukkede hans køleskab og fryser til med afspærringstape. Han måtte gerne skralde til sig selv, men han måtte ikke dele det ud. Det stoppede ham dog ikke, så 14 dage efter kom Fødevarestyrelsen igen og stangede to bøder ud på 10.000 kroner hver. Så stoppede dét.
Den utilpassede drømmer
Ti minutter før dørene slås op til madkammeret, står 20 mennesker nu i kø. Med passende afstand gør de forreste klar med mundbind og visirer. Indenfor fortæller Mikael Miehs Andersen ivrigt og med store armbevægelser om fremtiden. På bordet foran ham ligger lejeopstillingen for et stort lejemål i centrum af Aarhus. Og det er kun begyndelsen. Deltagelsen i tv-programmet har givet ham kontakter, der gør, at han tør drømme stort. Drømmen er en socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet skal gå til foreningen.
”Jeg vil gerne hjælpe de laveste i samfundet. Jeg ved godt, hvad det vil sige at kæmpe med kommunen. Unge mennesker røvkeder sig, det kender jeg også. Så går man ud og enten begynder at drikke, tage stoffer eller lave hærværk og ballade. De skal ind og lave noget, de synes er sjovt her i stedet,” forklarer Mikael Miehs Andersen.
Til at hjælpe sig er han i kontakt med to iværksættere. Den nye virksomhed skal også være en butik, bare i meget større skala. Der skal også sælges nonfoodvarer, som eller ville være blevet smidt ud. Det betyder mange flere varer end nu, og dermed også nye grossister, der kan se en idé i at hjælpe. Selvom brikkerne langt fra er faldet endeligt på plads, er Mikael Miehs Andersen sikker på, at puslespillet nok skal løse sig, og snart åbner de op for en fundraising, der forhåbentlig kaster op mod en million kroner af sig.
Indenfor i butikken er de første handlende nu lukket ind. De bliver fulgt rundt af frivillige, der med plastichandsker putter varerne i indkøbskurve for dem. Det er en spraglet forsamling, der med sikker hånd bliver lukket ind og ud af dørene. Forskellige etniciteter. Unge og gamle. Nogle er her på grund af en presset økonomi, mens andre er her på grund af ønsket om at mindske madspild. En ældre mand med et karakteristisk skævt smil og en lille mund løfter op i sit visir, så snart han har betalt de 25 kroner for dagens varer hos Mikael Miehs Andersen, der sidder bag kassen. Han begynder at pakke sin medbragte pose.
”Er du sød at gå udenfor at pakke?” spørger en af de frivillige bestemt, så det står klart for enhver, at det mere var en ordre end et spørgsmål. Efter 45 minutter er seancen slut, og de sidste forlader butikken på Kaj Munks Vej med fyldte poser.
Blå bog
- Mikael Miehs Andersen (45 år).
- Bor i Højbjerg med sin hund og sin kat.
- Er uddannet befaren skibsassistent og sejlede i 11 år.
- Har også arbejdet som flyttemand og handicaphjælper, før han for snart 13 år siden kom på kontanthjælp.
- Har i hele sit voksne liv haft et misbrug af hash og alkohol, men bruger nu sit nye projekt som motivation til at holde sig ædru.
Robin Hoods Madkammer
- Er en nystartet forening, der skal minimere madspild og hjælpe dem, der er økonomisk trængte.
- Du bliver medlem første gang, du køber en pose fødevarer.
- En pose fødevarer koster 25 kroner.
- Fødevarerne bliver doneret af én Rema 1000, én Meny, Bilka i Tilst og alle Føtex-butikkerne i Aarhus.
- Ligger på Kaj Munks Vej 1 i Viby.
- Har åbent hver tirsdag og fredag fra klokken 16.00-18.00.
- 20 frivillige hjælper til i foreningen.