Når Molslinjen tirsdag lægger til kaj i Aarhus klokken 10.35 er det ikke bare den nærmest endeløse række af biler, der har taget overgangen. Fra Sjællands Odde kommer også en 12 meter lang klimasprutte.
Den 12 meter lange klimasprutte flyttes fra sin vante plads i Sjællands Odde til Domen i Aarhus, hvor den henover vinteren skal skabe opmærksomhed om en række familieworkshops, hvor man blandt andet kan fremstille bæredygtige julegaver. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Sprutten er lavet af kunstneren Maj D. og elever fra Odden Skole, og den er lavet af genbrugsplastik indsamlet ved stranden omkring Sjællands Odde. Klimasprutten er altså dermed også med til at skabe opmærksomhed omkring flere af FNs verdensmål omkring Ansvarligt Forbrug og Produktion, Klimaindsats og Livet i Havet. Og kunstneren bag værket glæder sig til at sende sprutten videre på et bæredygtigt eventyr:
”Klimasprutten har ligget lunt og godt i Havnebyen ved Sjællands Odde henover sommeren. Men nu er det tid til at den rykker videre mod nye kyster. Jeg glæder mig over at Aarhus tager imod sprutten med åbne arme, så den kan være med til at sætte fokus på klima gennem kunsten,” udtaler Maj D. ifølge pressemeddelelsen.