Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for hjernen, fremtiden, kroppen, smagsløgene og ørerne.
For HJernen
Foredrag med Rane Willerslev
Som de eneste i efteråret 2019 får FOF Aarhus besøg af manden med et af Danmarks vildeste CV, Rane Willerslev. Han er direktør for Nationalmuseet, professor i social antropologi, medlem af Eventyrernes Klub, forfatter og så har han i et af sine mange feltstudier tilbragt 14 måneder i streg med det sibiriske pelsjægerfolk Jukagirerne. Han er bange for spøgelser, mørke rum og erkender, at han er ”lidt af en bangebuks.” Alligevel lagde han sig ud med den russiske mafia i et forsøg på at hjælpe de sibiriske pelsjægere. Tag til foredraget, og bliv fascineret af alle de vilde historier.
Dato: Torsdag den 12. september Tid: 19.00 Sted: VIA, Campus C Pris: 250 kr.
For Fremtiden
Send beskeder 100 år ud i fremtiden
På fredag er det International Testamentedag, og de 35 velgørende organisationer, der sammen står bag Det Gode Testamente, markerer det med muligheden for at sende en besked, et livsmotto eller måske en sjov lille ejendel ud i fremtiden. Aarhus Stadsarkiv vil opbevare tidskapslerne sikkert de næste 100 år, så din visdom når sikkert frem til fremtidige generationer. Det Gode Testamente vil under arrangementet stå klar til at fortælle om, hvordan du opretter et testamente, og hvilke muligheder der er for at sætte et aftryk på verden med velgørende donationer gennem sit testamente.
Dato: Fredag den 13. september Tid: 15.00 Sted: Skt. Knuds Torv Pris: Gratis
For kroppen
Fuldmåneløb på uhyggens dag
Fredag den 13. kan du på én og samme tid teste dit mod og din form, når Aarhus Motion inviterer til Full Moon Run 2019. Løbet foregår på en fem kilometer lang rute i og omkring Marselisborg Skovene, så ruten byder på en kombination af skov, kuperet terræn og hav. Skoven vil blive lyst op af pandelamper, knæklys, lyskæder og ikke mindst fuldmånens skær i det blåsorte mørke, mens lydbilledet fyldes af skovens puslen og pustende åndedræt. Det bliver med garanti en unik løbeoplevelse, hvor mørket vil skærpe dine sanser. Der vil være let forplejning og underholdning i målområdet, og fordi løbet falder på fredag den 13., lover Aarhus Motion, at der er skruet op for uhyggen.
Dato: Fredag den 13. september Tid: 20.15 Sted: Hotel Helnan Pris: 199 kr.
For Smagsløgene
Smag på Nordre Kirkegård
Kan man finde spiselige sager på Nordre Kirkegård? Ja da! Naturformidler Lars Brøndum fra Naturhistorisk Museum Aarhus vil guide dig gennem Nordre Kirkegård og fortælle om parkens spiselige natur. Selvom det er blevet efterår, kan du nemlig stadig nå at sanke grønne planter og urter, inden de visner hen. I skal på jagt efter fulgegræs og tusindfryd, men også mange af byens mere ukendte spiselige urter. Turen er arrangeret af Smag på Aarhus, der er et natur- og madprojekt, der skaber byrum og grønne steder fulde af smag, og formidler den eksisterende spiselige natur i og omkring Aarhus.
Dato: Lørdag den 14. september Tid: 10.00-11.00 Sted: Nordre Kirkegård Pris: Gratis
For ørerne
Baest slutter deres TORTOUR i Aarhus
Aarhusianerne fra BAEST har allerede spillet på Copenhell og Roskilde Festival. De har vundet to GAFFA-priser, blandt andet som Årets Nye Navn, og så har de haft deres egen dokumentarserie, Den Satans Familie, på DR3. Det er heftig dødsmetal og de lover helvede af en aften! Du har mulighed for at opleve BAEST enten om eftermiddagen, hvor de besøger BadstueRock eller om aftenen på Mig og Ølsnedkeren. De er kendt for nogle af de vildeste sceneoptrædener i Danmark – der med høj intensitet og energi utvivlsomt vil få dig til at headbange! Koncerterne er en del af lanceringen af deres andet album Venenum, der udkommer den 13. september.
Dato: Lørdag den 14. september Tid: 16.00 & 20.00 Sted: BadstueRock og Mig & Ølsnedkeren Pris: Fri entré