Radio- og tv-vært Peter Falktoft kan ikke fordrage vanetænkning og det ensartede. Faktisk vil han meget nødigt klemmes ned i en bestemt kasse. Han vil hellere sprænge rammerne og bryde ud.
I et virvar af meterlange ledninger, rullende kameraer, flimrende skærme, kaffeslubrende tilrettelæggere og koncentrerede lysmænd skiller én person sig ud. Et hoved mindre end mængden, men med mere karisma end de fleste. Med rolige skridt bevæger han sig igennem rummet og sludrer kammeratligt med forbipasserende. Det lyse, næsten hvide hår står i kontrast til de sorte, nøje sammensatte klæder. Den 30-årige radio- og tv-vært Peter Falktoft hviler i sig selv. Måske fordi han i øjeblikket er på hjemmebane i sin fødeby, hvor han henover efteråret producerer tv-programmet Monte Carlo elsker Jylland på DR3 sammen med makkeren Esben Bjerre.
Inden han når at få sig parkeret i en midlertidigt opslået pavillon i gården, skal der laves tv. Mens kameramanden gør sit grej klar, giver redaktøren en række korte dessiner. Vi skal på gaden og interviewe menigmand om et dagsaktuelt emne. I ly under vindblæste paraplyer bevæger vi os op mod Sankt Clemens Bro.
”Hey de damer. Ja hej, kom lige her,” småråber Peter Falktoft og fægter hurtigt to unge piger hen foran kameraet. Med en mikrofon i den ene hånd og et alternativt papskilt med påskriften stueren-o-meter i den anden stiller han pigerne et hurtigt spørgsmål.
”Dansk Folkeparti har i dag 20 års jubilæum. Vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde engang, at DF aldrig bliver stuerene. Hvor stuerene synes I, at de er?”
”De er møgbeskidte,” fjanter de to piger lidt forlegent.
”Tak for et fremragende godt svar,” lyder det fra Peter Falktoft, mens han gelejder dem videre og henvender sig til tv-holdet bag kameraet. ”Mit tøj er alt for dyrt til at blive vådt,” siger han kækt og henviser til et par regnperler på jakken.
De få mennesker på den sjaskvåde bro kigger en ekstra gang, idet de passerer kameraholdet. I særdeleshed ved synet af Peter Falktoft, som fluks har udkonkurreret det vanlige selskab af facere fra Greenpeace og Folkekirkens Nødhjælp. På ti våde minutter er alt i kassen, og med hastige skridt bevæger vi os mod læ og varme på Castenskiold, hvor der i aften skal sendes direkte tv på DR3.
”Jeg føler mig meget velkommen i Aarhus. Der er et temposkift her i forhold til København, og det kan jeg rigtig godt kan lide. Der er lidt roligere,” fortæller Peter Falktoft på vej ned ad trapperne til åen. Selvom han ikke har noget imod opmærksomheden, fremhæver han, at han i lige så høj grad nyder at være et privat menneske.
”Jeg er meget på, og jeg tilhører rigtig mange mennesker. Når jeg møder folk, føler de, at de kender mig. Især fordi Esben og jeg altid har inddraget meget af os selv i det, vi laver. Det kræver meget, og derfor kan jeg godt lide at lukke mig selv inde engang imellem,” fortæller han og peger op på et hotelværelse, han og Esben Bjerre har fået stillet til rådighed. Til daglig bor Peter Falktoft på Frederiksberg i København, men når han laver tv i Jyllands hovedstad hver torsdag, foretrækker han at bo ved sin far i Risskov. I naturskønne omgivelser og blandt det bedre borgerskab er han vokset op, og han husker selv sin barndom som begivenhedsrig.
De store drenge
For enden af Stationsgade i den lidt mere flippede del af Risskov havde Peter Falktoft sin opvækst. Her boede han sammen med sin mor på 78 kvadratmeter. Hippierne til højre, Thomas Helmig til venstre og en seniorpartner i et revisionsbureau bagtil. Moren var stewardesse, men fik succes med at sælge børnetøj i 90’erne.
”Jeg kommer ud af en nyrig familie. Sådan nogle kulturløse, der ikke går på kunstmuseum, men tager på charterrejse i stedet for. Vi har prøvet at have ingenting til pludselig at have rigtig meget. Jeg husker min opvækst som tryg og isoleret.”
Det var nogle gange svært at kalibrere ned i gear, når jeg skulle lege med dem på min egen alder.Peter Falktoft om barndommen
Peter Falktoft er enebarn, men han var god til at få venner, som han hurtigt fik en brødrerelation til. Mange af barndomsminderne står lysende klart for ham i dag. Han husker drengenes dykkerklub, hvor de bjergede forgaflen til en cykel og en kontorstol. Han husker første gang, de lavede bål på stranden. Sin første øl. Sit første kys med Anne-Katrine for enden af barndomsgaden. Hendes cykel, der væltede, og at de knaldede fortænderne sammen. Han husker fodboldkampene med den tre år ældre nabodreng og barndomsven, Tue. Allerede som barn var Peter Falktoft ikke som sine jævnaldrende. Alle hans kammerater gik typisk nogle klasser over ham.
”Jeg har aldrig leget med folk på min egen alder. Når man er barn, bliver der gået lidt mere til den. Når man spiller fodbold, leger, bader eller slås. Jeg var den lille i gruppen, og de andre var tårnhøje. Så det har jeg indordnet mig efter. Det var nogle gange svært at kalibrere ned i gear, når jeg skulle lege med dem på min egen alder.”
Peter Falktoft gik på Risskov Skole, hvor han blev set som et problembarn. Hver gang nogen begyndte at græde, var han under anklage. I 4. klasse blev han erklæret ordblind og fik at vide af studievejlederen, at han kunne aspirere til at blive kørelærer. Den sommer gav hans far ham alle jumbobøger, hvis han lovede at læse dem. Ord for ord fik han snørklet sig igennem samtlige bøger, og da han vendte tilbage efter sommerferien kunne han læse lige så godt som de andre i klassen. Lærerne forstod ingenting. Specialundervisningen blev afmeldt. På trods af de forbedrede læsefærdigheder lå det ikke i kortene, at han skulle ende med at søge ind på Journalisthøjskolen.
Et skud i tågen
Efter gymnasietiden på Aarhus Katedralskole tog Peter Falktoft på en længere rejse med sit snowboard under armen. Selvom om han ikke havde fulgt meget med i dagspressen på sin rejse, søgte han optagelse på Journalisthøjskolen. Det var ikke amen i kirken, at det skulle lykkes. Men han kom direkte ind i første hug.
”Jeg var ikke stålsat på, at jeg skulle være journalist. Det var en af de eneste videregående uddannelser, hvor der mig bekendt ingen matematik var. Så det blev udelukkelsesmetoden. Jeg er stadiet under dårlig til matematik. Jeg er decideret talblind. Så jeg tænkte, at det måtte blive formuleringer og formidling.”
Peter Falktoft husker tiden i betonbunkeren på journalistuddannelsen som vidunderlig og hyggelig. Dagene var lange. Det var som et fuldtidsjob fra 9-16. Der var struktur og sammenhold. Man kom hinanden ved. Og det syntes Peter Falktoft var rart. For han erkender, at selvdisciplin ikke altid er hans stærkeste side. Det var følelsen af at komme et sted hen, hvor alle mere eller mindre skulle det samme og havde en fælles interesse. Men det kunne også blive for meget. Peter Falktoft har en øvre grænse for, hvor seriøst man skal tage tingene.
”Jeg var meget ulig mange af de andre studerende på Journalisthøjskolen. Mange havde allerede taget Kim Bildsøe-uniformen på, inden de startede. Og journalistik bliver 90 procent af tiden meget helligt i forhold til, hvad det ret beset er. Det tror jeg, at jeg havde en meget synlig aversion over for.”
Makkerskab brygget på kemi
Aversionen delte han hurtigt med studiekammeraten Esben Bjerre, som han fra første dag kom i gruppe med på Journalisthøjskolen. Peter Falktoft husker tydeligt deres første møde.
”Esben var harmløs. Han sad i en fin, lille striktrøje og lignede en, der ikke var en dag over 15 år. Men han virkede sød og rar. Jeg tænkte med det samme, at Esben havde et godt hoved. Der var nogle ting, som kun vi kunne more os over. Det er kemi. Det er det, jeg prøver at beskrive.”
Sidenhen har det faste mediemakkerpar lavet både radio og tv sammen, og siden deres start i 2012 har de med radioprogrammet Monte Carlo på P3 vundet stor popularitet. Ugentligt tunede over én million lyttere ind på deres program. Når de lavede radio var det uden manuskript. Udover en simpel dagsorden var det meste improviseret, og dynamikken koblet med det uventede har været en af opskrifterne på succes.
To år efter radioprogrammets begyndelse brød de konformiteten, mens de stadigvæk var på toppen. Andre ville måske have kørt videre i samme trygge rille. Men ikke Peter Falktoft og Esben Bjerre. De ville prøve kræfter med tv. Efterfølgende er det blevet til to måneders tv-optagelse i Rusland. To måneder i Mellemøsten. To måneder i USA. De har tilbragt mere tid sammen gennem de seneste fem år, end de har med nogen anden.
”Esben er det eneste sunde forhold, jeg har. Vi har det bare altid godt. Der har ikke været større kontroverser, end det har været glemt på fem minutter. Vi har fundet en balance i måden, vi omgås på.”
De har sammen vundet den Gyldne Mikrofon to år i streg som de yngste vindere nogensinde, og i 2013 modtog de DR’s Sprogpris. For Peter Falktoft er det vigtigt hele tiden at sætte nye personlige mål og gå benhårdt efter dem.
”Vi har opnået rigtig mange ting på kort tid, og det skal ikke blive en sovepille. Det handler om at finde ud af, hvor meget man er god til. I stedet for at blive i det samme spor hele tiden vil jeg hellere falde på halen et sted og komme krybende tilbage.”
At turde skille sig ud
Peter Falktoft vil ikke pakke sig ind og glide med mængden. Han vil meget hellere skille sig ud, og af den grund overrasker populariteten ham heller ikke.
”Jeg har altid vidst, at jeg er noget helt unikt. Det har min mor heldigvis fortalt mig i en tidlig alder. Så der har hun virkelig gjort et godt stykke arbejde. Hun har forberedt mig på, at jeg har noget helt specielt at give til verden. Så jeg var meget godt klædt på hjemmefra,” siger Peter Falktoft med et glimt i øjet, som hurtigt overskygges af ren selvbevidsthed. Men han er samtidig bevidst om, at man ikke selv vælger, hvor længe man har folks opmærksomhed. Peter Falktoft har flere følgere på de sociale medier end mange af de landsdækkende aviser. Derfor bliver han af mange, især yngre, opfattet som meningsdanner.
”Jeg synes, det er vigtigt at mene noget. Jeg har nogle holdninger, jeg prøver at stå på mål overfor. Jeg har svært ved at forstå, når mennesker ikke har en mening om ting.”
Han konstaterer, at det for nogle personer kan være svært at afkode, at han interesserer sig for og har meninger om mange forskellige ting.
”Den gængse opfattelse er, at hvis du vil mene noget om politik, så er det det, du gør. Og så skal du ligne en bedemand i tøjet og må ikke lavet andet. Jeg mener en masse om politik, fordi jeg synes, at det interessant. Men jeg mener også en masse om musik. Og jeg har samtidig en begejstring for svært tilgængelige gummisko. Jeg kan også godt lide heste og hunde. Og idræt. Jeg nægter at blive bokset ind. Folk, der mener, at man skal holde sig i én kasse ad gangen, skal måske finde nogle andre at følge end mig.”
Jeg har altid vidst, at jeg er noget helt unikt. Det har min mor heldigvis fortalt mig i en tidlig alder.Peter Falktoft
Når man har en mening om mange ting, møder man typisk også modstand. Personer, der er uenige. Et par hak i tuden. Men Peter Falktoft mærker ikke modstanden, og skulle der være bump på vejen, tager han dem med et opløftet smil.
”Det har aldrig været meningen, at alle skulle kunne lide det, vi laver. Det må de selv om. Modgang og medgang kommer ikke til at ændre, hvordan jeg opfører mig. Men modgangen er så uendeligt lille. Det vil være ligesom at have en succesrate på 99 procent og så hidse sig op over den sidste ene procent. Jeg har fået mere ros de seneste fem år, end folk får i et helt liv. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage det med en palet og sprede det ud over folk. For man bliver i rigtig godt humør af det.”
Troen på sig selv
Peter Falktoft har en stærk tillid til egne evner. Det har han altid haft. De første mange år af hans liv troede kun hans forældre på ham. Modgang skaber karakter, som han selv siger.
”Jeg har altid hvilet meget i mig selv, fordi det har været nødvendigt. Hvis man ikke gjorde det, blev man kørt over. Jeg kommer fra en familie, hvor mentaliteten er, at hvis man vil have det, må man tage det. Når ingen andre tror på en, kan du enten acceptere det, eller også kan du sige til dig selv, at de tager fejl. Men det kræver sit.”
Den iøjnefaldende selvtillid gennemsyrer manges opfattelse af Peter Falktoft. Man oplever sjældent en flig af usikkerhed. Hvis den rumler i baggrunden, vælger han bare ikke at vise den. Men han erkender, at der ofte er dage, hvor han ikke ved, hvilken fod han skal stå på.
”Mere selvtillid har jeg altså heller ikke. Jeg bekymrer mig over en masse ting. Mit ve og vel. Min familie og venners velbefindende. Jeg bekymrer mig om alt fra den tredje verden til min hund, når den er syg,” fortæller han lavmælt lænet ind over bordet. Han slår sig tilbage i sædet igen og kigger et øjeblik ud gennem de store glasruder. Ud på byen. Sit fødested. Det leder videre til tanker om fremtiden.
Fjernsyn og fremsyn
I baggrunden bliver tv-holdet briefet om aftenens show. Når mørket falder på, sætter Peter Falktoft sig foran rullende kameraer og når ud til oplyste skærme i danske hjem landet over. Selvom han i øjeblikket laver tv, er han overbevist om, at der også på den front skal ske noget nyt. Og han er naturligvis ikke bleg for at give sin mening til kende.
”Tv er ved at dø, ligesom det skrevne medie er. Så vi går med mange tanker om, hvad vi skal i stedet for. Det kunne være det der internet. Det virker til at være en ret spændende ting. Der er desværre en degradering af netmedier. At det ’bare’ er web-tv. Men skriften begynder lige så stille at stå på væggen. Og jeg vil gerne være fremsynet med alt, hvad jeg laver. Vi er også i en situation nu, hvor flere ser det, vi lægger på nettet end det, vi viser i tv.”
Når lamperne toner ud, kameraerne slukkes og det midlertidige tv-studie er pakket, tager Peter Falktoft til Samsø for at besøge sin mor, inden turen igen pendles tilbage til det nuværende hjem i Danmarks hovedstad.
”København kan både blive for stor og for lille for mig. Den føles for stor, når man savner sin familie. For tiden virker den mest for lille. Men jeg kunne godt forestille mig at vende tilbage til Aarhus på et tidspunkt. Jeg vil gerne blive gammel i Risskov.”
ESBEN BJERRE OM PETER FALKTOFT
Hvordan var dit førstehåndsindtryk af Peter?
Det var wauw! Vi havde kun gået på Journalisthøjskolen i fem dage, og om fredagen var der fest for hele årgangen. Jeg fylder tilfældigvis år samme dag, og Peter, som jeg altså kun har kendt i fem dage, stryger direkte i baren og køber 100 shots. Det var så ufatteligt mange, når man kommer fra Silkeborg og ikke har kendt hinanden i mere end fem dage. Det var armbevægelser, jeg i hvert fald ikke havde set før.
Hvad er hans styrker og svagheder?
Han kan maksimalt koncentrere sig om noget i fem minutter. Og han svarer ikke på mails, der er længere end tre linjer, hvilket nogle gange kan være en anelse irriterende. Til gengæld er Peter den mand i Danmark, som hurtigst kan koble begivenheder, steder og personer i nye og uortodokse kombinationer. Hans reaktionsevne er ulig nogen anden. Derudover er Peter det mest generøse og gavmilde menneske, jeg kender.
Hvordan vil du beskrive jeres makkerskab?
Vi er nok blevet placeret lidt i hver sin båd. Hvor Peter er den larmende vildbasse, og jeg er den rolige – nogle ville sige kedelige – type, som har styr på det hele. Men det, der i virkeligheden gør Peter så dygtig, er, at han, mindst ligeså meget som jeg, har styr på, hvilken politiker, der sagde hvad og hvornår. Og så kan han gennemskue folk på ingen tid. Men jeg synes, vi supplerer hinanden utrolig godt. Så når den ene lige skal trække luft, tager den anden over.
Hvad har i din optik været jeres bedste oplevelse?
Det var en fantastisk oplevelse at dække præsidentvalget i USA i 2012. Et andet højdepunkt var, da vi i 2014 var værter på P3 Guld. Vi har på meget kort tid haft mulighed for at opleve langt mere end de fleste. Vi har lavet tre rejseprogrammer, et quizprogram, et dagligt tv-show og nu et ugentligt tv-show fra Aarhus. Det er egentlig ok for mindre end fire år i DR.
Hvorfor tror du, at I har opnået succes?
Jeg tror en stor del af succesen kommer af, at vi altid har forsøgt at lave de programmer, vi gerne selv ville se. Vi har ikke leflet for målgruppen eller forsøgt at tale ’deres sprog’. Vi har gjort det, man taler om, men som i virkeligheden er ret svært; nemlig at lave noget ægte. Folk kan mærke, at vi brænder for det, vi taler om, og det er jeg sikker på har betydet mere end noget andet for succesen.