Litteraturmiljøet trives og udvikler sig heftigt i Aarhus, og måske er det derfor, arrangørerne af Poesi På Skrå tør at eksperimentere med oplæsningsrammen. Den anderledes ramme såvel som poesien skaber en stemningsmættet sommeraften ud over det sædvanlige.
Godsbanens gård huser i aftenens anledning en scene, og der sælges mad og drikke. Bænkesættene er godt fyldt op, og nogle har også sat sig på de gule træklodser, der er en fast del af gården. Kort før oplæsningsstart vil jeg tage et kig på Godsbanens skrå tag for at se, hvordan scenen tager sig ud deroppefra – arrangementet hedder trods alt Poesi På Skrå. Da jeg skal til at sætte min fod på taget, mødes jeg af et ansigtshav, så jeg beslutter mig for at vente. Jeg glæder mig over, at så mange har valgt at bruge deres lørdag aften på poesi. Men det er selvfølgelig heller ikke hver dag, man kan sidde på et stort tag midt i Aarhus og lytte til poesi.
Dunstjerner og en emhætte
Vi er udendørs, der serveres øl, solen skinner. Alligevel lytter publikum troligt til den unge digterkomet, Signe Gjessing, hvis digte bugter og snor sig. De er ikke sådan lige til at få hold på, hvilket er i tråd med Gjessings introduktion: ”Digte skal være bevægelse, handlinger!” Der er netop en uro og en vibrerende sensibilitet i digtene, som her: ”Stjernernes lys er i uorden som en dyne, hvor dunet er i den ene ende.” * Det er ikke for sjov med de her digte. Der er noget på spil. Oplæserens på samme tid klare og skrøbelige stemme bæres af en næsten frygtsom melodi, som også indikerer, at teksterne er liv og død for den unge digter.
Efter en kort pause træder Bjørn Rasmussen op på scenen. Digterens blanding af alvor og humor er tydelig fra start. Flere gange må tilskuerne le, fx da tekstens jeg beretter om en tur til Ikea, hvor jeget kun vælger én ting til parrets nye køkken: Emhætten. Efterfølgende kommer sætningen ”jeg er syg af sorg”. Færdig. Det er karakteristisk for teksterne, at modtageren til slut overraskes med et alvorligt twist. Alvoren løber ganske vist som en understrøm i teksterne, men som sagt er der også humor at hente. Derfor leger slutningen med publikum, ligesom der også bliver leget via Rasmussens stemmeleje, der fx går fra det helt lyse til det helt lave. Man bliver også overrumplet af spøjse sætninger som ”en frø er cute”.
Hvad sker der?
På trods af Rasmussens fængende oplæsning bliver jeg distraheret hen mod slutningen. Jeg har nemlig fået øje på den nok så omtalte Yahya Hassan, som ikke er på listen over aftenens digtere. Har han fået lov til at tale politik mellem oplæsningerne, eller? Det viser sig, at Pia Juul har aflyst, og i sidste øjeblik er Hassan trådt til. Han overrasker ikke kun med sin tilstedeværelse; han overrasker også, fordi den genkendelige messen nu er væk. Men vreden er ikke væk. I et eneste langt og hæsblæsende digt kaldet ”Ode til Klaus Rifbjerg” får den frit løb. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt heldig over at høre et digt, der er ganske nyt og aktuelt. Eksempelvis er slutningen “selvom jeg er et svin, ved I, hvad jeg står for” tydeligvis et spil på et DF-slogan fra valgkampen.
Overraskelserne er ikke forbi endnu. Mads Mygind skal åbenbart også læse op, hvilket heller ikke var planen. Han udstråler en tryghed; fremtoningen er fast, rolig. Man kan læne sig tilbage og få pusten efter Hassans vilde ridt. Rent bogstaveligt kan jeg læne mig så meget tilbage, at jeg kan ligge ned, da jeg under begyndelsen af denne oplæsning har bevæget mig op på taget. Selvom rammerne er afslappede – aftenens tribune er et tag, nogle drikker øl og vin – bliver det nu særlig tydeligt, at folk er kommet for at høre poesi. Stilheden er påfaldende, og alle ansigter vender mod scenen. Af og til triller et plastikbæger ned af taget, men det er undtagelsen, som understreger en enorm opmærksomhed fra publikum. Mygind fascinerer især med betragtninger over hverdagsoplevelser: ”jeg får øje på en øjenkontakt” og ” jeg har glemt at huske noget / er det en aktiv handling”. Der er ofte tale om finurlige ordsammensætninger, der kalder latteren frem og skaber stof til eftertanke.
Skønhed på skrå
Da Søren Ulrik Thomsen går i gang, er der stadig sol på en god del af taget. Himlen er blå, få lette skyer. Omgivelserne er som skabt til digteren. Udsigten over byens tage, kranen i silhuet med solen bag sig ud af min øjenkrog. Det passer næsten for godt. Thomsen maler et billede af mælkebøtters lys, der tændes som tivoli og et billede af kærlighedens dråbe, der ikke går omkuld i ensomhedens store hav. Stemmeføring og kropssprog er stilfærdigt, og det hele virker så ufortænkt, så naturligt. Samtidig er der en tydelig og umiskendelig rytmik og betoning, der går lige ind.
Hov! Pludselig rasler en glasflaske ned ad taget. Jeg følger dens færden, der stoppes af en smilende pige længere nede. Og på et tidspunkt høres en brummen fra et køretøj på den anden side af Godsbanen. Den henleder nok en gang opmærksomheden på, at vi sidder midt i Aarhus. Lyden generer ikke, men får sammen med oplæsningen et skær af melankoli og skønhed. Den er fjern fortid, før den er forsvundet. Og på et tidspunkt, ja, så er oplæseren også væk. Værten træder op på scenen. ”Måske vi gør det en anden gang.”
Lige efter tændes der for munter musik nede i gården. Scenen pakkes ned. Det særlige oplæsningsrum er væk, stemningen fordampet på den blå himmel. Det harmonerer vel udmærket med Thomsens til tider melankolske univers. Jeg tænker lidt på værtens sidste ord. Måske vi gør det en anden gang. Ja tak. Og tak til oplæserne, publikum og selvfølgelig arrangørerne Spiselauget og Aarhus litteraturcenter for en vellykket aften.
Var man fan af Poesi På Skrå eller ærgerlig over at misse dette arrangement, bliver oplæsningsstedet gentænkt endnu en gang, når forfattere læser op i diverse aarhusianske baggårde i 2016 i forbindelse med Skjulte Steder.
* Gengivelser af aftenens tekster bygger på oplæsningerne, sådan som jeg hørte og nedskrev dem. Enkelte fejl kan ikke udelukkes.