Hver mandag giver vi dig en kulturguide til din uge i Aarhus. Vi har sørget for at vælge arrangementer ud, så der er noget for sanserne, for pengepungen og for hele familien. Vi anbefaler desuden, at du tilmelder dig vores mandagsmail. Her får du hver uge serveret et udpluk fra kulturguiden lige i din mailboks.

FOR ØJNENE

Teater / kunst

Teaterforestilling: Frøken Julie
Oplev historien om et trekantsdrama i stykket ”Frøken Julie”. Forestillingen foregår i Scala – den gamle biograf – og koncertsal i forlængelse af Aarhus Teater. ”Frøken Julie” er et dramatisk værk fra 1888, skrevet af den svenske forfatter August Strindberg. Forestillingen kredser om magtforhold mellem det høje og lave samfundslag samt kvinders ret til magt og indflydelse på det sociale og seksuelle plan. I Aarhus Teaters fortolkning af stykket kommer der særligt fokus på mennesker under pres. Titelrollen spilles af den kendte skuespillerinde Sara Hjort Ditlevsen.
frøken_julie_aarhus_panorama

Dato: 4. september – 3. oktober        Tid: 19.30 (16.00 lørdag)        Sted: Scala, Aarhus Teater        Pris: 50 kr. – 270 kr.

 

FOR ØRENE

Musik / foredrag

Koncert: Karl William
Oplev 20-årige Karl William fra Aarhus optræde på natklubben Train. Karl William er det yngste medlem af det aarhusianske musikerkollektiv Hukaos. I maj måned udkom Karl William med debutalbummet ”Placebo”. Et solidt album, der kan ses som ét langt udbrud af følelser. Især nummeret ”Sky” er blevet en succes, hvor den unge kunstner får sat sine følelser på spidsen med strofen: ”Jeg har en affære med mig selv. Det kan være svært at komme ud af”. Karl William bevæger sig inden for soul og moderne R&B, og hans stemme får mange til at omtale ham som en éner.

Dato: 12. september        Tid: 21.00        Sted: Train        Pris: 142 kr.

 

FOR PENGEPUNGEN

Kvit og frit

Rendezvous: Pop-up kunstudstilling
Frem til d. 13. september kan du opleve et udstillingsinitiativ, som fire piger fra Kunsthistorie i Aarhus står bag. Gruppen kalder sig Rendezvous og fungerer som en udstillingsplatform for unge, håbefulde kunstnere. De studerende udstiller kunstværker, de nøje har valgt ud blandt en bunke af ansøgninger, som blandt andet omfatter folk fra udlandet. Udstillingen har fået navnet ”Tradition/Redaktion” og finder sted i rustikke lokaler i bunden af Jægergårdsgade mod havnen.

Dato: 7. – 13. september        Tid: 12.00 – 17.00        Sted: Jægergårdsgade 152        Pris: Gratis