Den aarhusianske festival NorthSide har hurtigt vokset sig op blandt de største danske festivaler. Men hvorfor for har det taget så længe? Tja. Den rigtige mand skulle lige have den rigtige idé. Men så rullede det også derfra.
Af: Brian Mogensen
Når NorthSide 14. – 16. juni fylder Ådalen med 30.000 glade festivalgæster, kan resten af Aarhus midtby være med på en lytter. Festivalen har de seneste år budt op til dans med verdensnavne som Garbage, Suede, Nick Cave og Portishead, og successen ser ikke ud til at stoppe. I år er Lana Del Rey, Queens of the Stone Age og Arcade Fire på plakaten. Danmarks næststørste by har således langt om længe fået sin egen musikfestival. Årets line-up bliver ikke mindre imponerende, når man tænker på, at festivalen kun har eksisteret siden 2010, og da kun som en en-dags-ting med fem bands på Tangkrogen. Den slags er set før, da både Rockshow, Open Air og Grøn Koncert i midten af halvfemserne kunne trække store navne til byen. Men både Rockshow og Open Air er i dag gået i glemmebøgerne, og Grøn Koncert i dag har kun danske navne.
Californisk inspiration
Men hvorfor skulle der gå så mange år, før en endags koncertoplevelse kunne blive til en hel festival i Danmarks næststørste by? Argumenterne imod har været mange, men i 2010 besluttede grundlæggeren, Brian Nielsen, at det da måtte være muligt at modbevise tvivlen. ”Brian gik rundt på en festival i Californien, der hedder Coachella, og tænkte: ’Hvorfor har vi ikke sådan noget i Aarhus? Kombineret med frustrationerne over, at de bands han gerne selv vil se, styrer uden om Aarhus, når de kommer til Europa, beslutter han sig for at gøre noget ved sagen,” forklarer John Fogde, talsmand for NorthSide, da Panorama møder ham på Café Gemmestedet i Klostergade. Gode idéer er muligvis nok begyndelsen, men for Brian Nielsen er der lidt kortere fra tanke til handling.
Med en solid fortid i musikbranchen og et nært forhold til Folkert Koopmans, ejer af det tyske selskab FKP Scorpio, som står for 17 forskellige festivaler i Europa, bliver beslutningen om at føre idéen ud i livet hurtigt truffet.”Det skal han da bare gøre, bliver Brian og Folkert enige om. Inspireret af Folkerts koncert i Tyskland, der hedder Southside så tager Brian hjem og laver en dag på Tangkrogen i øsende regnvejr for 5.000 mennesker, med 5 danske bands. Fuldt bevidst om, at det ikke er den festival, han gerne vil lave. At han har større ambitioner end det, og at de ambitioner er at trække internationale topnavne til Aarhus,” fortæller John Fogde.
En våd og træls start
Koncerten i 2010 bliver ikke nogen succes. Den skaber underskud på omkring en million kroner, og kun halvdelen af billetterne bliver solgt. Det kunne være blevet afslutningen, men i stedet kører Brian Nielsen og hans støtter videre i vished om, at de har skabt et navn, og at folk har hørt om dem. Samtidig er der masser af gode lærepenge, som de tager med sig. I 2011 rykker NorthSide ned i Ådalen, da Tangkrogen er blevet lovet væk til den udendørs kunstfestival Sculptures by the Sea. Samtidig er NorthSide vokset til 16.000 inklusiv frivillige. Selv om selve festivalen er en succes og bliver godt modtaget fra publikums side, skal den vise sig at skabe andre problemer. ”Vi havde ikke infrastrukturen til at afvikle festivalen planmæssigt. Vi oplevede, at festivalen led af nogle børnesygdomme. Vi løb tør for øl, vi løb tør for mad. Vandtrykket i Åbyhøj kunne ikke klare trykket, så toiletterne gav også problemer,” forklarer John Fogde.
Tysk fordel
Musikdelen af festivalen gik, som den skulle, og gæsterne var også glade. Arrangørerne stod ved, at man stadig kunne lære nyt og gøre tingene bedre. Sammen med gode anmeldelser i pressen medvirkede festivalledelsens åbne håndtering af efterspillet til, at kommunen kom på banen i 2012. Et år, hvor NorthSide skulle udvides til at vare tre dage og – trods koncerter med navne som The Streets og Suede i 2011 – have et endnu bedre program. Her kom Brian Nielsens forhold til tyske FKP Scorpio til gode. ”I 2011 investerede Scorpio investerede i festivalen og endte med at eje 50 procent. Det gav økonomisk sikkerhed og viden, om at Scorpio kunne hjælpe os med udvikling. På et helt lavpraktisk niveau har tyskerne eksempelvis en del møbler, som vi kan få kørt herop,” siger John Fogde, at partnerskab også får et godt rygstød på bookingområdet. Et rygstød, der blandt andet sikrede navne som Nick Cave og Flaming Lips på 2013-udgaven af NorthSide, som både kunstnerisk, kommercielt og logistisk bliver en succes.
”Scorpio er Europas største festivalorganisation med 20 festivaler rundt omkring i Europa, og samtidig er selskabet koncertarrangør.Så når Brian og jeg kommer med vores ønskeseddel, kan Scorpios agenter hjælpe os med at se, hvilke bands, der er mulige i den periode, hvor vores festival ligger. Hvis der så er nogle bands, der er på ønskelisten både hos os og nogle af de andre europæiske festivaler, så kan vi sige det til agenterne, og derigennem være mere attraktive,” forklarer NorthSides talsmand John Fogde
Hvad du ønsker
Ønskelisten er en kombination af, hvad arrangørerne og publikum gerne vil se. Samtidig tages der højde for både kvalitet, aktualitet og hvor ofte, de pågældende bands har spillet i Danmark. På fire år er NorthSide blevet så stor indenfor musikindustrien, at størrelsen – sammen med Folkert Koopmans ejerskab af festivalen – har åbnet døre, der ville være lukkede for en mindre festival. John Fogde lægger ikke skjul på, at der altid er bands og navne, NorthSide-bagmændene gerne vil have på programmet. Men ikke på bekostning af det generelle program. Blandt de store ønsker nævner John Fogde. Rage Against The Machine, David Bowie, Radiohead og Muse. ”Hvis det kan lade sig gøre for nogle fornuftige penge, så vil vi jo gerne have dem. Samtidig er vi meget bevidste om vores program. Vi vil have, at det stemmer overens med vores profil. Vi konkurrerer ikke med alle de andre danske festivaler. Herhjemme er det stort set kun Roskilde, der har interesse i de samme bands som vores. Oveni ligger vi i samme weekend som Copenhell (metal-festival i København, red.). Det har også indflydelse. Nogle bands vil være selvskrevne til den festival, så dem fravælger vi,” siger John Fogde.
Bedst i fest
NorthSides programmer er de seneste år blevetrost til skyerne, og selv om konkurrencen mellemlandets festivaler ifølge John Fogde ikke er endecideret rivalisering, blev NorthSides 2013-program kaldt det bedste i Danmark.Derfor er der stort set glade ansigter over helelinjen, når det handler om NorthSide. Gæsterne er glade, bands er glade, og arrangørerne er glade. Selv kommunen er glad. Også selv om festivalen lukker Søren Frichs Vej i de tre dage, den varer, skaber trafik og bøvl for dem, der bor og arbejdet i området, og musikken kan høres hele vejen ud til ringvejen, hvis vejret er til det. Hos NorthSide-arrangørerne tager man det dog meget roligt. ”Det er næsten en overvældende positiv respons. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde nogle kampe med kommunen i de tidlige år. Nu hvor vi har fundet en form ude i Ådalen og er gået med i et samarbejde med kommunen om 2017-projektet og gerne vil bruges som flagskib i kampagnen, så har vi fået et godt forhold. Men vi trækker også folk til byen og vi er med til at markedsføre byen. Det er jo uvurderlig pressedækning. Aarhus ’ borgmester Jacob Bundsgaard støtter festivalen aktivt. Det er megafedt,” siger John Fogde.
Gode naboer
Det gode samarbejde med kommunen har gjort det nemmere at få tingene til at gå gnidningsfrit. Men ikke kun i forhold til kommunen er der gode takter. NorthSide satser også på at samarbejde med lokalsamfundet. ”Vi er jo en bynær festival. Aarhus er en integreret del af festivalen. Vi synes ikke, at vi er den bedste platform til upcoming-musik, så vi har
bakket op omkring vækstlaget andre steder og lavet foredrag, sponsorater, mentorordninger og den slags. Vi har også samarbejdet med SPOT Festival og lavet arrangementer både i Aarhus og København, hvor vi støtter musikken,” påpeger John Fogde. Selvom en festival primært handler om musikken, skal mange andre faktorer klappe, før man har en succes. Derfor satser NorthSide på såkaldt social bæredygtighed.
”Vi har et samarbejde med de mange uddannelsesinstitutioner i byen, hvor vi kan bruge festivalen som platform til, at entreprenører og kunstnere og andre kan vise deres projekter og deres arbejde. På den måde skaffer vi et publikum. Oveni benytter vi os af de mange lokale restauratører, der kommer med maden til festivalpladsen. Vi prøver at inddrage lokalmiljøet og forskellige organisationer på alle de måder, vi kan komme på. Vi betragter Aarhus som en vigtig del af festivalen,” understreger NorthSide-talsmand John Fogde.
Den svære fremtid
I år afvikles NorthSide i Ådalen for fjerde år, men lejekontrakten udløber næste år. NorthSide har dog givet overskud i to af sine første fire år, og 2014 ser ud til at blive et godt år igen. Det giver en vis ro og mulighed for at tænke langt, når man skal prøve at tænke fremad. ”Vi har nogle ting, som vi arbejder på, hvor vitænker meget langt fremad. Fordi det kræver det. Til gengæld kan jeg sige, at den form, som vi har festivalen på i dag, kommer til at blive formen fremover. Tre scener, tre dage. Så den form vi har i år, regner jeg med, at vi gentager i 2015. Det kan dog være, at vi får feedback, der viser os, hvor tingene ikke virker, og så må vi jo justere derfra,” slutter John Fogde. Det har taget en del år, men Aarhus har endelig fået sin egen festival. Hvordan den kommer til at udvikle sig vil tiden vise, men det ser ud til, at NorthSide er kommet for at blive.