Knuds Kiosk

Knuds Kiosk

Har du brug for en ny frisure, en ringeklokke til cyklen, ny kunst til væggen, en ny vinyl, eller vil du bare gerne møde nye mennesker over en kop kaffe, så tag i Knuds Kiosk.

Af: Mille Marie Christensen

Countryinspirerede toner fra pladespilleren blander sig med lyden af smalltalk fra frisøren Hans Henrik, der står og klipper en moden dame imellem cykelhjul, et sofa-arrangement og en flippermaskine. Voks og Vinyl hedder konceptet, hvor Hans Henrik på udvalgte fredage klipper, farver og krøller lokker i Knuds Kiosk. Kiosken, der ligger bag en brun træfacade med turkis kanter på Nørrebrogade, sælger hverken slik, sladderblade eller sprut.

Til gengæld kan du købe (næsten) alt, hvad du har brug for til din cykel, hættetrøjer med unikt print, porcelænskopper med cykler på eller en sportscola til at slukke tørsten med. Og så kan du høre ny musik, både på plader og live med en skål suppe i hånden. Hvis du har en ny idé til varesortimentet i kiosken, så hører Andreas Freestone, en af grundlæggerne af Knuds Kiosk, gerne fra dig.

“Hvis nogen for eksempel har lyst til at starte en sandwichbar op her i kiosken, så kan de bare komme. Jo flere, der bidrager til livet i Knuds Kiosk, jo bedre. Vi vil gerne invitere endnu flere indenfor og åbne. Der er så mange, der går den anden vej og lukker sig om deres projekter. Vi vil gerne være afhængige af andre og dele ansvaret ud,” siger Andreas Freestone.

Nej førte til Sang og suppe
Derfor fik to gymnasiepiger med en god idé også nej til bare at leje kiosken til et arrangement. “Jeg foreslog, at de i stedet for kunne få en halv kontorplads og blive en del af kiosken. Det sagde de ja til og de arrangerer nu vores ”Suppe og sang”-aftener, hvor du kan spise suppe og høre ny livemusik,” fortæller Andreas Freestone, mens vi får en simpel kop sort kaffe bag baren ved indgangen til Knuds Kiosk. Her bliver vi konstant afbrudt af cykelinteresserede, der har spørgsmål om en reparation, en dame der vil vise sine nyfarvede øjenbryn, og en flok håndværkere, der vil høre om de må låne kioskens kælderlokaler til at drikke en medbragt fredagsøl. Samtidig kan vi høre en lavmælt snak fra det største af kioskens kontorlokaler.

Elsker bogstavrim
Det var her, den tidligere ejer Knud Nielsen ordnede papirarbejdet, når han havde en solgt en af de BMW’er, som kunne ses i et showroom ud til Nørrebrogade. Da Andreas Freestone og kæresten Andrea Momme overtog lokalerne for et par år siden, beholdt de navnet Knud, der allerede stod på facaden.

“Vi kiggede lidt på hinanden og blev så enige om at tilføje kiosk, Knuds Kiosk. Både fordi vi har en forkærlighed for bogstavrim, og fordi en kiosk for os er sådan et sted, hvor man kan købe en hvilken som helst dims og lige få en uforpligtende snak. Altså en slags gammeldags købmand. Sådan tænker vi også, at Knuds Kiosk er,” fortæller Andreas Freestone, og fortsætter:

“En dag snakkede vi om, at vi ikke så mange kunder her, men så gik det op for os, at alle vores gæster faktisk er tidligere kunder, som bare er kommet igen og nu er blevet en del af livet i kiosken.”

En dagligstue
Det er netop meningen med Knuds Kiosk. At man kan komme bare for at hygge sig og møde nye mennesker i stedet for at flå et par bukser ned af en bøjle eller hive en liter mælk ned fra hylden, betale og så gå igen.

“Selvfølgelig kommer der kunder, som køber specielle cykeldele eller skal have repareret cyklen i vores værksted, men vi vil gerne skabe en stemning af, at det ikke bare er en butik. Vi har boet et halvt år i Berlin. Der er der rigtig mange små butikker, hvor du er i tvivl om, hvorvidt du er gået ind i en persons dagligstue. Den stemning vil vi gerne skabe her,” fortæller Andrea Momme.

Men Knuds Kiosk findes også uden for de brune træbrædder på Nørrebrogade. For eksempel da man i forrige festuge holdt rullende cykelbio, og når man sidst i maj inviterer til Knud Klassisk på Aarhus Cykelbane. Og er man ikke til cykling, er der altid pladebingo, nye kunstudstillinger eller foredrag i Knuds Kiosk.