Den svenske verdensstjerne Robyn kommer på Northside i 2020, og hun får blandt andet følgesskab af den gendannede Aarhus-gruppe Spleen United.
Nedtællingen til Northside 2020 er i gang. I sidste måned blev Green Day og Weezer offentliggjort, og i går blev der skrevet yderligere fire navne på musikplakaten til næste års festival.
Dancing On My Own-sangerinden Robyn, aarhusianske Spleen United, London-baserede Franc Moody og den danske trio Jung blev i går offentliggjort som de næste navne til festivalen. Hos festivalchef, Brian Nielsen, er der stor tilfredshed med tilføjelsen af særligt Robyn på plakaten:
“Det er med stolthed, at vi kan præsentere en sværvægter som Robyn på Northside 2020. Hun er både lyden af 90’ernes ungdom, og samtidig er hun mere aktuel end nogensinde som en power-kvinde i det elektroniske musiklandskab. Samtidig er det virkelig dejligt at have Spleen United tilbage i deres oprindelige line-up. Vi ved, hvor stærke de er live, og vi glæder os meget til at genopleve dem på NorthSide.”
Jung spiller torsdag den 4. juni, Robyn spiller fredag den 5. juni, Spleen United og Franc Moody spiller lørdag den 6. juni på festivalen, der finder sted i Ådalen den 4-.6. juni 2020.