Film i Skoven, 2018, pressefoto tilsendt

KULTURGUIDEN // UGE 20

Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for den indre ro, fartglæden, festen, ørerne og de mindste. 

For Den indre ro

Yoga under åben himmel
Yoga har for alvor vundet interesse hos aarhusianerne i de seneste år. Nu har du muligheden for at prøve kræfter med den populære yoga og finde ind til din indre ro under åben himmel. Open Air Yoga inviterer nemlig alle med lyst til yoga til sæsonstart for en række events med yoga under åben himmel i Aarhus. Denne aften vil eventet foregå i Mindeparken, hvor du blot skal møde op ved Mindestenen og ellers lade dig føre igennem en yogasession med en uddannet yogainstruktør. Yoga er et 5000 år gammelt træningssystem for krop og sind, som handler om at være tilstede i nuet med overskud og glæde. Til Open Air Yoga vil forskellige yogastilarter mixes ud fra en fri tilgang til yoga med udgangspunkt i hatha, yin og power elementer. Glæd dig til en afslappet stemning under åben himmel, hvor alle kan være med, og se derefter frem til to faste, ugentlige træningstimer af 75 minutter af gangen med Open Air Yoga.Dato: Tirsdag den 14. maj Tid: 16.30-17.45 Sted: Mindestenen, Mindeparken Pris: 30 kroner. 

For Fartglæden

Classic Race Aarhus
For tiende gang indtager den imponerende racefestival ‘Classic Race’ byen. Over tre dage konkurrerer flotte, hurtige biler på asfalten mellem Marselisborg Slot og Aarhus Bugten. Glæd dig til at opleve Nordeuropas største racefestival, der i år fejrer jubilæum. Betragt de spændende løb, eller udforsk Mindeparken og Tangkrogen, der bliver proppet med udstillinger og oplevelser for både store og små. For udover at Classic Race har motorsporten som sit omdrejningspunkt, er det også et arrangement for hele familien.Dato: 17.-19. maj 2019 Tid: Fredag kl. 08.30-19.00 – lørdag/søndag kl. 07.30-19.00 Sted: Tangkrogen/Mindeparken Pris: Fra 175 kroner. 

For festen

Eurovision finalefest 
Find konfettien frem, og hop i dit mest glitrende outfit, for i denne uge er der Eurovision Song Contest. I år foregår konkurrencen i Tel Aviv i Israel, og i ugens løb finder de to semifinaler sted, hvor også Danmark dyster om at gå videre til finaleshowet med sangen ‘Love is forever’ af sangerinden Leonora. Lørdag inviterer Studenterhus Aarhus indenfor til en festlig grandprix-finaleaften. De garanterer hyggelig stemning, blå drinks og den bedste pop musik, du længe har hørt.  Ud over en festlig aften, kan du glæde dig til konkurrere i byens bedste Eurovision-quiz, hvor du kan vinde præmier i bedste Eurovision-ånd. Dato: Lørdag den 18. maj Tid: 20.00-00.00 Sted: Studenterhus Aarhus

For ørerne

Jazz og gratis croissanter 
Siden år 2017 har Salling Rooftop været en populær attraktion i Aarhus med et imponerende udsyn over byen. Nu udvider tagterassen med et helt nyt væksthus, og du er inviteret til åbningen, der foregår i denne uge. Fra klokken 10-12 kan du sætte tænderne i nybagte, gratis croissanter og kaffe, mens du nyder jazzede toner fra to af landet mest efterspurgte jazzmusikere. Her vil Christian Vuust på saxofon og Jens Mikkel Madsen på kontrabas skyde åbningen i gang fra morgenstunden med musik fra jazzens storhedstid. Fra klokken 14 bliver åbningen fejret med DJ og to cocktails for en’s pris. Glæd dig til en lørdag med byens bedste udsigt, beats, cocktails og velsmagende croissanter.Dato: Lørdag den 18. maj Tid: kl 10.00-18.00 Sted: Salling Rooftop Pris: Gratis entré.

For de mindste

Filmfestival i skoven
Oplev byens største filmfestival og kulturarrangement for børn, når dette års Film i Skoven løber af stablen i Riis Skov. Blandt de grønne bøgeblade og  en ramsløgsfuld skovbund kan i blandt andet møde og opleve store stjerner som Onkel Reje og Thomas Buttenschøn, der på hver deres måde vil fortrylle skoven med magi. Glæd jer til et alsidigt live-program og spændende film- og tv-premierer. Fordyb jer eksempelvis  i den spritnye serie om Mumi fra Mumitroldens eventyr eller oplev, som nogle af de første, afslutningen på den populære serie Ninjago-Masters of Spinjitzu. I kan også gå på opdagelse på en augmented-reality-jagt på skovstierne og jagte det stygge Grøffeldyr i ægte PokemonGo-stil. I skoven udstiller også flere kunstnere, og ved installationen ‘Kryb i skjul’ kan i spotte unikke og fantasifulde insekter i trætoppene. Glæd jer til en festival med store stjerner og filmpremierer i hjertet af den smukkeste forårsskov.
Dato: Fredag den 17. + 18 maj Tid: kl. 09-17 Sted: Riis Skov Pris: Dagsbillet for én person 149 kroner – familiedagsbillet 350 kroner – partoutfamiliebillet 499 kroner.