D. 24 juni lagde Leonora Christina Skov vejen forbi det DOKK1 for at tale om sin anmelderroste roman, Hvor intet bryder vinden. Vild med ORD, Aarhus’ egen årlige litteratur-festival, stod for aftenens forfatterarrangement, som både kom til at omhandle livet væk fra de sociale medier, på hvilken måde virkeligheden kan inspirere fiktion og hvorledes en bog ender med at få sit helt eget liv.
Med knaldrød læbestift og dertil matchende kjole skar forfatteren en iøjnefaldende figur foran det fremmødte publikum. Det blev klart at den visuelle tilstedeværelse ikke kun strakte sig til outfittet, da hun efter kort introduktion læste op med klar stemme fra romanens indledende kapitel.
Farverige beskrivelser af Etiopiens travle hverdagsmarked, en ildevarslende kuvert, samt en mundtligt overleveret kryptisk besked får fortiden til atter at spøge igen i rejseskribenten Robin Lees tilfælde. Rammen sættes derved for at den bagvedliggende historie om Stormø og de syv forskellige karakteres ophold på stedet kan udfolde sig på de efterfølgende sider.
Når intet stopper bogen
Hvor intet bryder vinden har befundet sig i en længere tilblivelsesproces. Kimen til ideen blev sået tilbage i 2011 i løbet af et skriveophold på et skotsk slot hvor manglende internet og kun de andre logerende forfatteres selskab udgjorde inspirationskilden til hvad der nu er blevet den endelige roman. Skov forklarer at bogen er blevet formet af mødet med ikke alene andre menneskers særegne personligheder, men også steder; med diverse skriveophold rundt om i hele verden er Leonora Christina Skovs nyeste bog blevet stykket sammen og farvet af de diverse oplevelser som den international langfart har budt på.
I forhold til spørgsmålet om hvorfor lige præcis at skrive en krimi lod svaret ikke vente længe på sig: ”Det ligger til mig.” Ved at træde væk fra den traditionelle krimi-model som narrativ, var det ideen om at opbygge en historie på en anden måde, og lade de diverse personportrætter være det fremtrædende som tiltalte Skov. Igennem brugen af syv fortællerstemmer kunne den gængse skandinaviske krimi-historie med den ene (og alene) melankolske hovedperson drejes om, og blive fortalt en anden måde. Alt afhængigt af karakterens synspunkt, som præsenteres i hvert kapitel præsenterer Hvor intet bryder vinden læseren for flere skriftelig lag, der omkranser den underliggende historie omhandlende øens mysterie.
Frirummet fra det digitale
”Hvordan har du oplevet boglanceringen af Hvor intet bryder vinden?” lyder spørgsmålet efter Leonora med indlevende beskrivelser har fortalt om de mest markante karakterer i bogens persongalleri, som bl.a. tæller en kvindelig duftekspert og en talentfuld husmor, samt de to fiktionelle kvinders specifikke inspirationskilder fra den virkelige verden. Hun pointerer hvor glædelig den uventede positive modtagelse har været fra adskillige aviser. Men samtidig har hele oplevelsen også været præget af at være besynderlig, idet Skovs mor døde i samme tidsrum som bogen kom ud til læserne. Desuden befandt kritikken af den foregående roman, Førsteelskeren (2012) sig stadig i baghovedet. Det var derfor svært at forudse hvordan Hvor intet bryder vinden ville blive modtaget, bemærker hun.
Indtil videre har det vist sig at være en ubegrundet bekymring med fine anmeldelser på forskellige danske hjemmesider, samt i aviserne. Bogen har fået egne ben at gå på. Som forfatteren selv pointerer med en humoristisk iagttagelse omkring værkets forside, der prydes af et ophængt klovdyrs hoved: ”Hjorten er selv gået ud i verden.”
Billedere af forsiden af den nye roman har figureret på Instagram for nylig, og dette punkt var derfor også relevant at diskutere i forhold til Leonoras egen endegyldig beslutning i at slette sig selv fra alle sociale medier. Oplevelsen af Instagram som et meget mindre aggresivt og ligetil forum at gøre brug af – hvor bogen får lov til at være særligt i fokus – har vist sig at være en platform Skov navigerer let på. Instagram har dermed også fungeret som en mindre tilbagevenden til den online verden for Leonoras vedkommende. Hun understregede dog stadig, at det personligt for hende kun har ført til et meget bedre liv at være offline i den grad hun er; den digitale frigørelse har bl.a. betydet mere tid til at fordybe sig i bøger uden udefrakommende distraktioner.
Hjortens fremtidige færd
Kommende planer for ”Hr. Hjort” blev der også hintet om.
Skov fortæller at der er snak om at se på mulig oversættelser af romanen, hvilket ville tælle de skandinaviske lande i første omgang. Forhåbningen om at få den ud til folk der aldrig har hørt om hende som forfatter, samt se bogen på alverdens sprog, er en yderst tiltalende mulighed, bemærker hun. ”Den må gerne oversættes til finsk – der er ret lange ord, så det ville blive en dejlig tyk bog,” griner Skov og løfter sit værk fra det lille interviewbord for at understrege den flotte visuelle side af romanen, som hun har haft for øje siden dag ét. Udformningen af det ydre omslags udseende, samt det endelige farvevalg har hun haft del i at bestemme.
Hvor intet bryder vinden har efter alt at syne kun haft ’vind’ i sejlene, og intet tyder på at succesen vil stilne af foreløbig. Efter endt arrangement forlod jeg DOKK1 med en nyopvakt interesse for at læse romanen, og derved selv komme til bunds i mysteriet omkring Stormø og det særlige persongalleris individuelle skæbner.
Nyheder om kommende litterære arrangementer og information om den kommende VMO-litteraturfestival i år kan findes på Vild med ORDs Facebook og officielle hjemmeside her.