Man skal lære at drikke whisky. Ligesom at køre motorcykel skal man begynde med noget andet end en Harley-Davidson. Det lyder godt, og det ser rigtigt ud, men det er den forkerte måde at begynde på …
Tekst: Brian Mogensen
10 shots for en hund og øl ad libitum er ikke uhørt på de forskellige aarhusianske vandhuller. Der findes dog også steder, hvor det ikke er promillen, der er vigtigst. Steder hvor kærlighed for øl, vin og alkohol er det, det hele handler om. Et af disse steder er den nyåbnede Highlanders Bar på Mindebrogade 5. Her er kærligheden til whisky i højsædet. ”Jeg er ikke en nørd. Der er nogen, der mener, at god whisky skal puttes på flaske og gemmes væk et sted. Jeg mener, at whisky er til for at blive drukket,” forklarer Julian Atkinson, bartender og medejer af whisky-baren Highlanders Bar og tilføjer:
”Det er den oplevelse, kunderne får, når de kommer herned.Vi kan tilbyde mange forskellige kendte mærker, og vi kan også hjælpe kunder, der ikke har drukket whisky eller rom før, med at finde et godt sted at begynde. Man skal lære at drikke whisky. Ligesom at køre motorcykel skal man begynde med noget andet end en Harley-Davidson. Det lyder godt, og det ser rigtigt ud, men det er den forkerte måde at begynde på. ”
Hyggelig stemning
Baren er overraskende lys, og de mange møbler i træ giver en hyggelig stemning med en absolut middelalder-engelsk følelse. En rustning står hengemt i hjørnet, mens afskårne fade fungerer som borde. Helhedsbilledet er gennemført, og udvalget af whisky og rom bag baren virker ikke umiddelbart overvældende stort. Til gengæld skal man kigge længe efter de velkendte flasker som Bacardi og Jack Daniel’s. De er der, men de er gemt godt væk.
”Vi serverer ikke fjollede drinks hernede. Noget whisky og rom er skabt til at blande med cola eller andre ting. Det fint nok for nogen, men det er ikke den slags, vi serverer her. Vi snakker med kunderne, og finder det, de har lyst til. Vi har ikke en mission-statement. Hvis vi havde, så ville det være: ”Service er sjovt.” Det gør det sjovt at være her, både for kunderne og for mig,” smiler Julian Atkinson.
Tidlig begyndelse
Det er hans kærlighed for whisky, der lagde grundlaget for Highlanders Bar. Baren åbnede han sammen med vennen Karl Maynard, og de står begge bag baren. Whiskykendskabet er dog Julian Atkinsons, der stiftede kendskab med de gyldne dråber i en tidlig alder.
Hans far tog ham med på rundtur i de store, skotske whiskydistrikter, da han var otte år gammel. Her smagte han whisky for første gang med ordene: ”Han skal lære det.” Siden er det blevet den store lidenskab for Julian Atkinson, der som uddannet kok har lavet mad til den engelske kongefamilie. Men nu gælder det om at dele lidenskaben for whisky med aarhusianerne. Både dem, der kommer ind fra gaden, og for større selskaber.
”Vi afholder også smagninger. Både rene whiskysmagninger, men også rom- og ølsmagninger. Så finder jeg et udvalg, der tager folk med rundt i nogle forskellige områder. Det kan være i forbindelse med småarrangementer, men også som noget, et firma kan tilbyde sine kunder eller medarbejdere som en hyggelig aften,” siger Julian Atkinson og tilføjer:
”Vi har også en masse gode samarbejdsaftaler med folk rundt omkring i verden. Forskellige ambassadører, fra de forskellige destillerier. Dem kan vi også få til at komme forbi og give en introduktion til deres produkter.”
Andre ambitioner
Det lyder alt sammen meget godt, men der er dog et spørgsmål, der trænger sig på. ”Der findes mange barer. Hvorfor lige åbne sådan et sted i Aarhus?” Svaret kommer hurtigt og understreger, at Julian Atkinson tror på barens fremtid: ”Hvorfor det lige skal være i Aarhus? Fordi Danmark er mere end København. Det ved de godt rundt omkring i resten af Europa, så hvorfor skulle vi ikke tro på, at vi har en fremtid her? Det er trods alt Danmarks næststørste by. Der er masser af steder, hvor du kan blive fuld og høre høj musik. Vi vil noget andet. Vi spiller ikke høj musik, og vi viser ikke sportskampe. Vi tillader ikke rygning inden døre, og vi gider ikke fulde folk. Stedet her er skabt, for at folk kan komme her og hygge sig og nyde vores udvalg. At få en god oplevelse. Det er ligegyldigt, hvor gammel du er, eller hvad køn du er. Vi har haft mange piger herinde, der nyder, at de kan sidde og snakke sammen, uden at blive lagt an på af stive folk hele tiden. Både Karl og jeg har arbejdet længe nok i branchen her i byen til at vide, at den slags er der mange, der gerne vil have. Nu har de så fået det.”
Og jo, det er tilladt at være fuld på Highlanders … når du går derfra.