En dokumentar skal sætte sit aftryk på seerne, mener Dokumentarkompagniet i Aarhus. Panorama har mødt kompagniets nye mand til en snak om det fede ved at lave tv, der får folk til at tale sammen.
”Det er fedt, hvis man sidder i bussen og kan høre dem foran snakke: ’Så du det i fjernsynet i går?’ – At det kan betyde noget for nogen og kan sætte en samtale i gang. Der er så mange tilbud derude, der bare ryger ind og ud, men her har man mulighed for at få sat et aftryk. Gør vi det, synes jeg, vi er lykkedes,” fortæller Jacob Kragelund.
Han har mange års erfaring som journalist, vært og redaktør for DR, men i februar 2015 startede Jacob Kragelund et nyt kapitel hos Dokumentarkompagniet. Langt de fleste produktionsselskaber ligger i København, men med beliggenheden i Aarhus har Dokumentarkompagniet større mulighed for også at grave historier frem i Jylland, fremhæver han og fortsætter:
”Jeg synes, det er vigtigt, at dokumentaren som genre er repræsenteret i hele landet. Det betyder også, at der i højere grad er mulighed for en geografisk spredning i valg af ikke bare cases, men også de såkaldte ekspertkilder.”
Dokumentaren genopstår
For nogle år tilbage skulle dokumentarprogrammerne være i serieformat for at kunne fange folk hjemme i sofaerne. Det enkeltstående, timelange dokumentarprogram havde det svært, forklarer Jacob Kraglund. Men i 2012 lavede han DR-dokumentaren Pigen der ikke ville dø, som endte med at have 1,4 millioner seere og blev det mest sete program i 20 år:
”Programmet varede halvanden time, men jeg tror, det var med til at vise, at seerne godt kan samle sig om en lang dokumentar, hvis der er substans og perspektiv.”
Men ifølge Jacob Kragelund, er det ikke nok, at programmet er journalistisk relevant. Det skal også vække følelser. Dokumentar handler om at skabe debat, lave det store perspektiv og fortælle folk noget, de ikke vidste i forvejen. Men hvis det ikke har en bred appellerende grundpille, når du ikke ud til seerne, fortæller han og uddyber:
”Personligt arbejder jeg meget med at komme ind nogle af de steder, hvor vi sjældent er. For eksempel at komme ind på en intensiv afdeling, hvor der aldrig har været journalister og et tv-hold.”
Mennesker med noget på spil
På Dokumentarkompagniet arbejder de netop med at nå ind til kernen: universelle menneskelige følelser, der kan fascinere seerne. For Jacob Kragelund opstår det bedste fjernsyn, når man kan følge nogle mennesker, mens de har noget på spil.
”Der findes en masse stærke historier om nogen, som har oplevet noget for tre år siden, og det kan fungere fint i en avis. Men hvis man skal genfortælle og rekonstruere, bliver det ikke levende fjernsyn,” siger han.
Det er et godt udgangspunkt, hvis man som journalist kan komme med på sidelinjen af nogle spændende forløb. Men arbejdet med dokumentar handler samtidig om at trække noget principielt ud af historien, fastslår Jacob Kragelund og forklarer:
”Hvis man følger nogen, der bygger et hus til det står færdigt, så er det et reportageprogram. I dokumentaren må man spørge: ’Hvor er perspektivet i den her historie?’”
I Pigen der ikke ville dø kunne man, ifølge Jacob Kragelund, have valgt at lave en historie om et mirakel:
”Lægerne sagde, at hun skulle dø, men nu lever hun op, og det er dejligt. Slut. Sådan et program kunne man i princippet godt lave. Men jeg mener, at vi som journalister har pligt til at forholde os kritisk til det, vi oplever. I det her tilfælde, hvordan proceduren for organdonation og livgivende behandling foregår.”
Nærhed på afstand
I arbejdet med dokumentar ved man sjældent fra start, hvordan programmet ender. Derfor kræver det, ifølge Jacob Kragelund, både tillid og ærlighed, når man skal få nogle mennesker til at fortælle deres historie på tv.
Arbejdet begynder med en grundlæggende research, hvorefter typisk en fotograf og en journalist tager ud på optagelser, fortæller Jacob Kragelund.
”I optagefasen er du til rådighed for de mennesker, som har lukket dig ind i deres liv. Man kommer tæt på hinanden, men jeg mener også, at man skal have en form for distance. Jeg bliver ikke venner med mine kilder. Det nytter ikke noget, for så er jeg jo ikke den objektive journalist, ” pointerer han.
Efter at have brugt flere måneder på at indsamle alt materialet, begynder en omfattende udvælgelses- og redigeringsfase, hvor Jacob Kragelund arbejder tæt sammen med redigeringsteknikeren:
”Jeg sidder ved siden af min kollega og skriver på mit manus og speaker lidt engang imellem, mens han klipper billederne sammen.”
Det lange tilløb er dokumentarens styrke
Det er også i redigeringsfasen, at der opstår mange etiske diskussioner, forklarer Jacob Kragelund. Han uddyber, at de i teorien kan optage hvad som helst, da det først er, når optagelserne skal offentliggøres, at etikken skal være i orden.
”Man skal hele tiden kunne se sig selv i spejlet og sige, at det faktisk er repræsentativt for, hvad kilden mener. Det er vigtigt at få nuancerne frem, men det er klart, at tingene også bliver skåret ind til benet, så man kan formidle det,” påpeger han.
Jacob Kragelund indrømmer, at redigeringsarbejdet kan være en frustrerende og langsommelig proces, hvor man kan gå i stå mange gange og have svært ved at gennemskue, hvordan programmet skal udformes. Men han fremhæver samtidig tid og ressourcer som at være et stort privilegium ved at arbejde med dokumentar:
”Da jeg arbejdede på TV Avisen, fik man ros for, at man nåede hjem til tiden, så indslaget kom med i aftenens udsendelse. Det er jo klart, det er arbejdsvilkårene der. Men når man arbejder med dokumentar handler det mere om substans og indhold – det lange tilløb, hvor man går sammen med dygtige kollegaer samler ind, og så skal det hele forløses til sidst. Det er en fed proces.”