Afslag kan nogle gange blive en drivkraft. Det ved Lisa Duus Nielsen alt om. Hun er leder af teatret Hele Historien, som laver levende formidling til kulturinstitutioner. Panorama har mødt Lisa og hørt om, hvordan et ufravigeligt iværksættergen har drevet hende videre. Også selvom det ikke altid er gået som planlagt.
Jeg møder Lisa i cafeen på Godsbanen. Vi har kendt hinanden i nogle år, men det er vist første gang, vi sætter os ned og snakker sammen. Sådan rigtigt. Vores fælles kollega har mange gange sagt, at vi burde møde hinanden, men livet og arbejdet er vel kommet i vejen. Jeg er blevet sendt ud for at lave det her interview med hende, men må indrømme, at vi har svært ved at holde os til opgaven, for Lisa er typen, der får ideer. Hele tiden. Hun kan faktisk ikke lade være. De kommer i mødet med andre mennesker, når hun går på gaden, eller under hendes nyligt overståede barsel, hvor ideerne hobede sig op. Alle Lisas ideer bliver med tiden ført ud i livet via hendes teater, Hele Historien. Det her er dog ikke blot historien om teatret, dette er også historien om Lisa. Hele Historien.
Mere end blot en interesse
Interessen for teater kom tidligt, og hun var aktiv på dramaholdet i Søndersø Forsamlingshus. Først som elev og, da hun blev for gammel, som hjælpelærer. Søndersø blev for lille, og hun flyttede til Odense, hvor hun underviste på dramaskolen Den Flyvende Kuffert, indtil også Odense blev for lille, og hun flyttede til København.
Når man er ung, bør man starte på en uddannelse, og det gjorde Lisa også. Læreruddannelsen. Teatret ville dog ikke give slip på hende, og inden længe var hun instruktørassistent ved Eventyrteatret, volontør ved Operaen, og det fornuftige valg som lærerstuderende måtte vige pladsen for et liv som instruktørassistent.
”Jeg pendlede rundt mellem Eventyrteatret, Operaen og Det Kongelige Teater,” husker Lisa, der også nåede at søge instruktøruddannelsen, dog uden held.
Så kom kærligheden. Han hed Jon og boede i Aarhus. Når eventyret stirrer en lige ind i øjnene og siger ”Kom!” så tager man med, og inden længe havde Lisa pakket kufferten og vendt snuden mod Jyllands hovedstad. Det hele var planlagt. I Aarhus kunne hun læse Dramaturgi og fortsætte teaterdrømmen med tilhørende universitetsuddannelse. Hun læste tysk fire gange om ugen for at opfylde universitetets krav. Tysk er ikke hendes stærke side, men da det ikke ligger til Lisa at smide håndklædet i ringen, fik hun hjælp sin brors kæreste, hvis tyskkundskaber var betydeligt bedre end hendes egne, og med hårdt arbejde hentede hun et tital til eksamen. Så nu var hun klar til at gå på Dramaturgi.
”Og så var det, at jeg ikke kom ind!”
Tompladsstuderende
”Der var meget bitterhed forbundet med ikke at blive optaget på Dramaturgi” fortæller Lisa. ”Hvorfor var jeg ikke værdig? – Hvorfor var jeg ikke god nok til at gå på Dramaturgi? Jeg havde masser af erfaring, jeg havde arbejdet hårdt for at blive optaget, og alligevel var det ikke nok.”
En veninde fortalte Lisa om fænomenet tomplads. En tomplads er noget, private firmaer benytter sig af, hvis de gerne vil opgradere deres medarbejderes uddannelse. Så kan de betale universitetet for at lade dem sidde med til undervisningen og gå op til eksamen. Lisa søgte tomplads på samtlige fag på Dramaturgi og fik dermed lov til at betale sin uddannelse selv uden mulighed for SU. Efter sommerferien kunne hun sætte sig til sin første forelæsning.
”Jeg kunne ikke lade være med at måle og veje mine medstuderende. Jeg var jo ikke på lige fod med dem. Jeg var hende, der ikke var blevet optaget på studiet,” fortæller Lisa. ”Her sad jeg blandt en masse, der bare var skøjtet ind på universitetet. Nogle af dem havde aldrig været på et teater, men havde al deres viden fra bøger. Det føltes plat!”
Hun fortsætter: ”Efter en uge var de første fem droppet ud af studiet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de da bare kunne give mig en af pladserne i stedet.”
Men regler er regler, og pladserne forblev tomme, mens Lisa betalte studiet selv. Efter et år på Dramaturgi med beståede eksamener fik hun endelig lov til at studere på lige fod med alle de andre og blev berettiget til SU.
Afslaget blev en drivkraft
”Det kan godt være, at jeg har været bitter, men afslaget blev også en drivkraft.”
Der gik ikke lang tid i Aarhus før Lisa, ved siden af sin uddannelse, både arbejdede på to af byens teatre og var i gang med at starte sit eget.
”Det gik op for mig, at Aarhus ikke har noget sted, hvor mange børn og unge kan mødes om at lave store børneforestillinger, sådan som jeg kendte det fra Odense og København, og så tænkte jeg, at det laver jeg så!”
Hun startede Teater Skæg, som spillede forestillinger for børn i Den Gamle By og hurtigt blev en af Aarhus’ mest aktive teatergrupper. De lavede historier, som var velkendte, dykkede ned i H.C. Andersens univers, og lavede hyggelige juleforestillinger for hele familien.
”Så var det, at DR opfandt Hr. Skæg, og selvom vi var først, så var vi ikke størst, og det begyndte at give problemer.”
Lisa begyndte at svare på lidt for mange spørgsmål fra forældre, der ikke lige havde læst varebetegnelsen, inden de tog deres børn med i teatret. ”På trods af, at vi udtrykkeligt skrev, at vi ingen association havde med DR.”
Det, og en lyst til at udfordre sig selv, blev enden på Teater Skæg.
Hele Historien
”Teater giver kun mening, når det kan formidle noget,” mener Lisa. ”Det skal have noget på hjerte.”
Hun begyndte ligeså stille at arbejde med et koncept, hvor hun kunne skræddersy teater til kulturinstitutioner. Så i stedet for at komme med et færdigt produkt, vil hun i stedet se på den enkelte institution, og så lade deres profil diktere forestillingen. Det blev til Hele Historien, som allerede har samarbejder med flere kulturinstitutioner i Østjylland.
Lisa er færdig med sin bachelor. Hendes anstrengelser gav pote, og hun har undervejs startet et teater og en familie, så der er nok at se til.
”Jeg gider ærligt talt ikke tage en kandidatgrad, hvis jeg kan slippe for det.” smiler Lisa. ”Jeg vil hellere ud og skabe mit eget job.”
Med Hele Historien er hun godt på vej til netop at skabe jobbet selv. Lisa egner sig heller ikke til at sidde stille for længe med næsen i en bog.
”Min far sagde på et tidspunkt til mig, at jeg havde iværksættergenet.” griner hun. ”Jeg kan ikke lade være, selv hvis jeg prøvede.”
Men det handler ikke kun om at være iværksætter. Det handler om at ville udforske og udfordre og lege sig frem i livet. Lisa opbygger universer og får ideer. Hun har fået et dusin eller mere i den tid, vi har snakket sammen.
Og hun ved det godt selv, for som hun siger: ”Jeg har altid leget – det er en stor leg!”