Han kom til Danmark i 2009 som politisk flygtning fra Syrien for at finde trygheden sammen med sin kone og to børn. Nu 10 år og en frisøruddannelse senere føler Jan Mustafa sig stadig tryg, og han er sidenhen blevet indehaver af sin egen Salon Saina på Trøjborg, hvor han nyder godt af kundernes livshistorier. For Jan Mustafa er det vigtigt at betale tilbage for den hjælp, som han mener, at det danske samfund har budt ham.

Tekst og foto: Lasse Lund

Hvornår kom du til Danmark?
Jeg kom til Danmark sammen med min familie i 2009 som politisk flygtning fra Aleppo i Syrien. Kort tid efter vi ankom til Danmark, brød borgerkrigen i Syrien ud. Min kone og jeg har to børn, som var henholdsvis to og tre år, da vi kom til Danmark. De går nu i folkeskole. Min kone har også en frisørsalon på Park Allé i det centrale Aarhus.

Hvad var din først tanke, da du kom til Danmark?
Vi kom til Danmark, fordi vi søgte tryghed. Så jeg tror egentlig, at mit første indtryk af Danmark var en følelse af, at vi havde fundet det, vi søgte. For os var flugten fra urolighederne i Syrien et udtryk for, at vi gerne ville arbejde for vores fremtid. Og her var det vigtigt, at vi valgte at tage til Danmark. Jeg kan huske, at vi havde hørt en del om Danmark. Hvordan samfundet var opbygget, og at det skulle være et rart og trygt sted. Man kan sige, at vi ret hurtigt blev bekræftet i de forestillinger, vi havde.

Hvad var vigtigt for dig som udenlandsk tilflytter?
Ser man på vores situation, så har det været vigtigt at finde vores plads i samfundet. Med det mener jeg, at vi hurtigt fandt ud af, at vi skulle gøre et stort arbejde for at integrere os her. Jeg tror, at det handler meget om at være fleksible og åbne for den verden, som er her. At vi selv skal vise, at vi gerne vil integrere os, komme på arbejdsmarkedet og gøre noget for samfundet. Når vi viser det, så er det min opfattelse, at danskerne er meget mere åbne over for os og vores kulturer. Og netop den forståelse for hinandens kulturer og traditioner er vigtig for mig. Min familie og jeg håber stadig på at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Og vi mener helt sikkert, at vi har gjort os fortjent til det. Nu må tiden vise, hvad der kommer til at ske.

Hvad synes du om Aarhus?
Jeg kender Aarhus bedre end nogen anden dansk by. Det er min by, og man kan sige, at jeg nærmest er blevet født på ny her. Da jeg kom til Danmark i 2009, var det her i byen, jeg følte, at jeg blev en del af det danske samfund. Når jeg for eksempel rejser fra Aarhus og besøger andre dele af Danmark, så savner jeg Aarhus. Det er min opfattelse, at aarhusianere generelt er mere åbne for og interesseret i andre kulturer og idéer. Jeg får i hvert fald ikke den samme følelse, når jeg besøger venner og familie i andre byer. Aarhus er et godt sted for os udlændinge. Og jeg har faktisk aldrig følt mig som udlænding i Aarhus.

Udover at det er dit arbejde – hvad får du så ud af at være frisør?  
I mit arbejde som frisør får jeg lov til at møde en masse spændende mennesker. Alt fra folkeskoleelver til pensionister. Det er virkelig spændende at høre, hvordan de ser på verden og det danske samfund i al almindelighed. Jeg kan godt lide at snakke med mine kunder om nogle mere almenmenneskelige ting. Hvad de har oplevet, og hvordan de ser på livet. Jeg kan huske, at jeg engang havde en kunde, som var filosofistuderende ved Aarhus Universitet. Vi havde en lang og rigtig god snak om det danske samfund og den udvikling, som er sket her. Det er vigtigt for mig at blive klogere på sådan nogle ting, fordi det måske kan gavne mig senere i livet. Måske kan jeg endda give nogle af de her idéer videre til mit eget folk i Syrien.

Hvad fortæller du, når du bliver spurgt om livet i Danmark?
Mine forældre og søskende bor stadig i Syrien, og de har det under omstændighederne fint. Når de spørger mig, hvordan livet er her i Danmark, siger jeg altid, at det er godt. At vi trives, føler os trygge, og at danskerne gerne vil hjælpe os. Den vigtigste ting, jeg fortæller dem er, at der er de bedste rettigheder i verden her. Vi kan snakke om alt, vi har lyst til. Vi har frihed og de bedste rammer for at leve. Det er kun lovene, som vi skal overholde, og når vi gør det, så har vi de bedste muligheder for at få et godt liv.

Kunne du finde på at flytte tilbage til Syrien?
Jeg kunne godt finde på at flytte tilbage til Syrien, hvis jeg vidste, at der kom styr på landet. Men jeg er ikke sikker på, at mine børn ville gøre det samme. De er så dybt integreret her i landet, at jeg tror, det bliver svært for dem at forlade Danmark. Men det har jeg allerede accepteret, og det bunder nok i, at jeg selv har mærket, hvordan tingene fungerer heroppe.

 

Blå bog

  • Nationalitet: Syrien
  • Alder: 43 år
  • Overtog i 2013 en frisørsalon på Park Allé i Aarhus.
  • Uddannet frisør ved Tradium i Randers.
  • Købte salonen ’Salon Saina’ på Trøjborg i juni 2017.
  • Bor sammen med sin kone og to børn.