Gennemsnitsalderen i Aarhus Byråd er 58 år. Det vil fem unge byrådskandidater gerne lave om på, når der er kommunalvalg den 16. november. For i en by som Aarhus, hvor en tredjedel af de stemmeberettigede er under 30 år, er det ifølge kandidaterne vigtigt for demokratiet, at de unge også er med til at træffe de store beslutninger på Rådhuset.

Tekst: Mara Malene Raun Schmidt
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Fra Sallings tag i hjertet af Aarhus kan man se 360 grader rundt om byen. Foran os tårner det irgrønne spir fra den over 700 år gamle Domkirke, med den nye havnefront og dens arkitekttegnede elitebyggerier i baggrunden mod nord. Bag os i vest den ikoniske regnbue på toppen af ARoS, side om side med Prismet, 19 etager virksomhedslokaler i en konstruktion af glas og stål. I sydøstlig retning langs bugten skyder kraner og fabrikkers skorstene op i en diset himmel. Kontrasterne vidner om en by med vokseværk.

Det er blandt andet det – vokseværket – det skal handle om. På Salling Rooftop møder Aarhus Panorama fem politisk aktive unge, der har visioner for deres by og klare holdninger til, i hvilken retning udviklingen skal gå.

Den yngste i sofaarrangementet er Alternativets kandidat Katrine Skov-Hansen på 19 år, den ældste Jakob Søgaard Clausen fra Dansk Folkeparti på 27. Sammen med Sebastian Kaimson (22) fra Det Konservative Folkeparti, Mathilde Bressum (22) fra Venstre og Laura Bryhl (26) fra Enhedslisten arbejder de på at blive valgt til Aarhus Byråd, når der i år er kommunalvalg i Danmark den 16. november.

Lige nu er gennemsnitsalderen i Aarhus Byråd omkring 58 år – næsten dobbelt så højt som gennemsnitsalderen på de fem, der sidder rundt om cafébordet her. Det vil de gerne lave om på. Lokalpolitikken lider nemlig et “demokratisk underskud”, når de unges stemmer ikke finder vej til det maskinrum, hvor de vigtigste beslutninger om deres by bliver truffet, lyder deres budskab.

Der kan meget vel være tale om en ond cirkel, for, som Laura Bryhl (Ø) forklarer det: Jo færre unge der stemmer til kommunalvalget, des færre unge interesserer sig for lokalpolitik; og når de ikke interesserer sig for lokalpolitik, stiller de ikke op som kandidater til Byrådet, og des færre unge bliver valgt ind.

Unges manglende deltagelse og skæve repræsentation i de lokalpolitiske processer “er et virkelig stort demokratisk problem, særligt i en by som Aarhus, hvor en tredjedel af de stemmeberettigede er under 30 år,” pointerer hun. 

I efteråret, når valgkampen for alvor skydes i gang, vil en del af de fem unges kampagnearbejde foregå sammen. Under initiativet “Stem Ungt”, lanceret af Århus Ungdommens Fællesråd, tager de unge byrådskandidater ud på skoler, ungdomsuddannelser, kulturinstitutioner, gaden – for at møde de unge vælgere dér, hvor de er. For selvom kandidaterne repræsenterer hver deres parti, har de et fælles mål: at få flere unge til at stemme til kommunalvalget. De unge skal vide, at lokalpolitik handler om deres hverdag. Og at de ved at stemme kan få indflydelse på, hvilken by og kommune, Aarhus skal være.

“I Aarhus skal der være plads til at leve”
Det er fedt, at Aarhus er en ung by,” begynder Mathilde Bressum – Venstres nummer to på listen til Byrådet og partiets yngste kandidat – da gruppen af byrådskandidater bliver spurgt, hvad de ser som Aarhus’ styrker. “Det er en by for studerende og en by med liv.”

“Aarhus’ kulturliv er en stor styrke,” fortsætter spidskandidat fra Enhedslisten, Laura Bryhl. “Vi har mange muligheder for musik, kunst og andre former for kreativ udfoldelse.”

“Og samtidig med, at vi har vores byliv, er der højst fem minutter til skoven og vandet,” tilføjer Katrine Skov-Hansen, der til kommunalvalget vil figurere øverst på listen for Alternativet. “I Aarhus har vi så mange muligheder for at mærke naturen – det skal vi holde fast i,” fastslår hun.

“Men alt, vi fremhæver som det, vi godt kan lide ved Aarhus, er samtidig under pres,” lyder det fra Dansk Folkepartis spidskandidat, Jakob Søgaard Clausen.

Lige nu er Aarhus landets mest attraktive kommune målt på antallet af tilflyttere. Ifølge prognosen står kommunen over for en befolkningstilvækst på 4.500-4.800 personer hvert år de næste ti år. Holder tallene stik, vil Aarhus huse godt 400.000 indbyggere i 2031.

Det stiller krav til byplanlægningen – og handler altså ikke kun om, at der skal bygges flere boliger, lyder det fra alle fem kandidater. 

“Aarhus skal ikke kun være et sted at bo, men også et sted, hvor der er plads til at leve,” som Jakob Søgaard Clausen (O) udtrykker det. Kommunens bygningsstrategi har været at bygge tættere og højere og at “komme så mange beboelseskvadratmeter ind i byen som muligt,” fortæller han. Han frygter, at Aarhus’ natur, prioriteringen af grønne områder og åbne pladser bliver glemt midt i fokusset på at skaffe boliger nok til fremtidens tilflyttere.

Vækste for vækstens skyld? 
Da interviewet finder sted har Sebastian Kaimson fra Det Konservative Folkeparti for nylig skrevet et debatindlæg i Århus Stiftstidende om kommunens ekspansive højhuspolitik. I hans øjne er Aarhus’ store byggeprojekter en naturlig videreførelse af det, som “Aarhus altid har været god til, nemlig at udvikle sig,” lyder det blandt andet.

Indlægget er et indspark i diskussionen om Mindet 6, et højhus, som ved havnen skal tårne 150 meter op i luften og huse kultur- og erhvervsfaciliteter. Før lokalplanen blev endelig godkendt i juni, gav projektet anledning til intet mindre end 236 høringssvar fra borgere – og deler vandene. Én lejr mener, højhuset vil ødelægge bybilledet som en malplaceret mastodont. Den anden, at projektet er en tiltrængt løsning på pladsmangel og et naturligt led i en fortløbende modernisering af byrummet. 

“Aarhus har altid været verdens største landsby eller verdens mindste storby,” uddyber Sebastian Kaimson (K). “Det her er tegn på, at kommunen tager de første skridt imod faktisk at blive en storby.”

“Men Aarhus er en stor by, ikke en storby,” – og behøver ikke blive det – indvender Katrine Skov-Hansen (Å). For når man udvider for hele tiden at blive større, skal man have med i ligningen, hvilke konsekvenser det har for dem, der bor der. Hun nævner byfortætning, mobilitetsproblemer og luftforurening som tre allerede mærkbare udfordringer i Aarhus Midtby, og fortsætter: 

“Hvorfor skal vi have så mange flere kontorpladser, tiltrække flere og flere virksomheder? Jeg forstår ikke, hvorfor vi så bragende ønsker at være størst?”

Når Sebastian Kaimson (C) udtaler, at det er en del af selve Aarhus’ identitet, at byen aldrig har stillet sig tilfreds med det, den havde og har – da lyder Katrine Skov-Hansens modsvar: Er det så ikke på tide, at vi lærer det?

“Jeg synes heller ikke, vi skal vækste for vækstens skyd,” svarer Laura Bryhl (Ø), for hvem byudvikling hænger uløseligt sammen med grøn omstilling:

“Byfortætningen og den vækst, vi ser lige nu, er dårlig for klimaet. Og skal vores kommune være CO2-neutral i 2030, som det er vedtaget i kommunens klimaplan og -strategi, så skal der sættes tidligere og mere ambitiøst ind, når det gælder solceller, vindmøller og den kollektive trafik.”

Mathilde Bressum (V) kommer på banen: Man skal altid prioritere klima, for dét kommer først, og selvfølgelig skal der være plads til, at man faktisk kan være og leve i den by, man bor i, medgiver hun.

“Når det er sagt, så synes jeg, at man altid skal stræbe efter at tiltrække flere virksomheder og arbejdspladser til en by.” I en by med så mange studerende som Aarhus er det vores opgave at sørge for, at de også kan komme i arbejde bagefter. Ellers bliver Aarhus alene en studieby, hvor folk tager en uddannelse, og så flytter væk, fordi der ikke er arbejde til dem her, forklarer Mathilde Bressum (V) og uddyber:

“Så jeg synes ikke, man skal vækste for vækstens skyld – men vækste for arbejdets og folkets skyld.”

“Vi må ikke tabe ungdommen på gulvet”
Mens Sebastian Kaimson (C) og Jakob Søgaard Clausen (O) pointerer vigtigheden af et trygt natteliv og følelsen af sikkerhed i hverdagen, fremhæver Laura Bryhl (Ø), Katrine Skov-Hansen (Å) og Mathilde Bressum (V) den psykiske og sociale velvære – ikke mindst, når det gælder ensomhed og fællesskaber blandt unge, studerende og tilflyttere.

Laura Bryhl (Ø) tror, kulturlivet kan være en nøgle til bedre trivsel. Det kræver dog en bredere forståelse af, hvad kultur er.

“Lige nu forstår man sport og fritid som én ting og kulturpolitik som noget andet. Men en stor del af kulturen foregår i foreningslivet og handler om de fællesskaber, man mødes i. Det bliver et meget finkulturelt og lukket kulturliv, hvis der ikke også er plads til dem, der bare vil udfolde sig kreativt,” pointerer hun og fremhæver Godsbanens åbne værksteder som et sted, hun selv har brugt meget: “Det er et meget inviterende kulturfællesskab, der ikke handler om præstationer, store koncertproduktioner og talentudvikling.” 

“Dér synes jeg, du har fat i den lange ende,” lyder det fra Mathilde Bressum (V), og Katrine Skov-Hansen (Å) stemmer i. Kultur- og foreningslivet er en nøgle til at modvirke ensomhed, og i kølvandet på en lang coronanedlukning er det vigtigere end nogensinde:

“Børnene og de unge er Aarhus’ fremtid,” siger Katrine Skov-Hansen (Å) og uddyber: “Derfor skal vi sørge for, de får en god opvækst og har en fremtidig by og kommune at være i. Vi skal sørge for, ungdommen ikke tabes på gulvet, når vi ser en coronakrise smadre deres mentale velvære fuldstændig. Vi skal samle dem op. Og så skal vi inddrage dem i de kommunale processer.”

“Kommunalpolitik er overalt, så snart du træder ud af din dør” 
Når stemmeprocenten til kommunalvalg halter bagefter blandt første- og andengangsvælgerne under 30 år, er en af del af forklaringen måske, at mange af de unge i kommunen er tilflyttere, der er kommet hertil for at studere. 

“Måske føler de så, at de ikke kender deres nye kommune særlig godt, og måske de ikke ser Aarhus som den by, de skal bo i om tyve år,” forklarer Katrine Skov-Hansen (Å) og uddyber: “Det ved jeg heller ikke, om jeg skal. Men vi er nødt til at gøre dem opmærksomme på, at bare fordi du ikke er ekspert på alt, der foregår kommunalpolitisk, så har du jo stadig værdier og ønsker for din hverdag – og dem kan du godt påvirke, når du stemmer.” 

“Det er børnene og de unge, der er fremtiden for Aarhus,” siger Katrine Skov-Hansen fra Alternativet. “Det er os, der skal leve med de konsekvenser, byrådets beslutninger har. Derfor skal vi have indflydelse på processerne – så vi er med til at sætte vores præg på den kommune, vi gerne vil have.”

“Det, som vi med Stem Ungt kan, er at tage ud til de unge mennesker dér, hvor de er. Og tage de debatter, der opstår dér,” fortæller Laura Bryhl (Ø) om Stem Ungt-samarbejdet med Århus Ungdommens Fællesråd. 

“Det er ikke så fedt, at gennemsnitsalderen i byrådet er næsten over dobbelt så høj som alderen på dem, der sidder her,” siger Mathilde Bressum (V) om Aarhus Byråd og fortsætter: “Vi mangler dem, der præsenterer ungdommen. Det er en af grundene til, jeg selv stiller op. Jeg ønsker at være de unges liberale talerør.”

Jakob Søgaard Clausen (O), der stillede op til kommunalvalget i 2017, var også dengang en del af Stem Ungt-samarbejdet. Han tror, det hjalp de unge på gymnasierne at se, at der er unge, der engagerer sig i politik, og at man kan stemme på dem.

“På tværs af partibaggrund ser vi unge kandidater måske anderledes på tingene end vores ældre partikolleger. Hvis de stemmeberettigede under 30 år kun ser byrådskandidater på 50+ stå forrest, tror jeg, det er sværere for dem at forholde sig til, at lokalpolitik også vedrører dem,” siger Jakob Søgaard Clausen (O).

“Det handler også om at klæde unge på til at stemme, ikke bare at få dem til det. Man kan godt sætte stemmeboksen ned foran dem – det nytter bare ikke noget, hvis de ikke har taget stilling,” pointerer Jakob Søgaard Clausen og uddyber: “Vores opgave er at hjælpe dem med at træffe deres egne valg, så de rent faktisk får noget ud af den stemme, de giver. Kommunalpolitik fylder over det hele, hver dag, så snart du træder ud for din dør. Dét tror jeg, der er rigtig mange unge, der ikke er klar over. Og dét er vores opgave at fortælle dem.”