Flugten til et nyt liv

For mange danskere er hjemmet en base, sammenhængskraft og noget af det vigtigste, der findes. Et hjem betyder familie, tryghed og kærlighed. Men mange millioner er tvunget til at flygte fra deres hjem og må forsøge at skabe sig et nyt. Amro Salih og Babishayini Raveendran er to unge flygtninge, som har skabt en ny tilværelse i Danmark efter at være fordrevet fra deres hjemlande. Men hverken flugt eller tilvænning er let. Babishayini Raveendran ankom alene til Danmark i 2009, og har siden måttet gennemgå fængslinger, afvisninger, utallige asylcentre og svigt, før hun igen overtog kontrollen over sit eget liv. Amro Salih flygtede fra Syrien med sin familie, men måtte tage rejsen fra Tyrkiet alene for at komme helskinnet frem. Få et levende indblik i ordinære personers ekstraordinære historier, når vi fortæller om to unge personers farefulde flugt til Danmark.

Tekst: Maria Neergaard Lorentsen
Foto: Christoffer Åberg

 

FLUGT

Syriske Amro Salih måtte give slip på sine drømme, da han i 2014 flygtede til Danmark for at undgå borgerkrigens rædsler. Men alle veje fører ikke til Danmark. Amro Salihs rejse var lang og smertelig, før han endelig nåede det forjættede land.

Havets overflade skinner i morgendaggryet. Klokken er halv fem. Skulder om skulder sidder de 64 passagerer i båden, men ingen siger et ord. Motorens mekaniske brummen overdøver bølgernes plasken. Hver passager har en kniv. En kniv, der om lidt skal redde deres liv, når de ser kystvagten på stranden.

’Punktér båden’, bliver der råbt. 22-årige Amro Salih når ikke at reagere, før det kølige vand omringer ham, og han har kurs mod kysten. Stranden er det eneste, han ser. Han opfanger endda ikke, at han undervejs mister en sko. Politiet venter på dem, og snart sidder han i et fængsel. Men det er lige meget, for nu er han i Europa.

Studerende om dagen, demonstrant om natten
Hverdagen gik med at studere fransk på universitetet, hænge ud med sine venner, ryge smøger og se film. Amro Salihs syriske liv mindede om de fleste unge danskeres. Udover at nabolandene havde revolutioner, der rykkede tættere og tættere på.

Den 15. marts 2011 var Amro Salih på universitetet som sædvanlig. Han hørte om endnu et slagsmål mellem politiet og oprørerne. Det var hverdagskost. Det var en helt almindelig dag, indtil det ikke længere var det. For denne gang forsatte optøjerne.

Den i dag 25-årige Amro Salih ser ud gennem et kraftigt, blåt brillestel. Det mørke, volumenøse hår stritter i forskellige retninger, og det meste af tiden er den venstre mundvig trukket op i et skævt smil. Men det skæve smil forsvinder, da han deltaljeret og indsigtsfuldt forklarer om konflikten i Syrien. Med hvert ord følger armbevægelser, der understøtter hans pointer.

”Her starter historien: en revolution, et oprør for at tage vores liv, frihed og værdighed tilbage,” forklarer han. For Amro Salih opstod et dobbeltliv som universitetsstuderende om dagen og demonstrant om natten. Efter dagens sidste bøn demonstrerede han med tusindvis af oprørere i Damaskus’ gader hver eneste nat.

Gidsler af krigen
Hverdagen blev farligere. Oprørere blev smidt i fængsel, og mange blev dræbt. Regeringen indførte check points, som dagligt tog Amro Salih timevis at komme igennem, til og fra universitetet.

I Ghouta, hvor Amro Salih boede, blev det så farligt, at familien måtte forlade sit hjem og leve blandt familie og venner. De forsøgte at opretholde deres almindelige liv, mens de overnattede på nye adresser hver nat.

“Vi troede, at vi bare skulle flygte i 2-3 måneder. At det var midlertidigt. Vi skal nok komme tilbage, tænkte vi.”

I september 2012 flyttede familien ind i et nyt område af Damaskus. Men i løbet af få måneder opstod demonstrationer. Og kort efter fulgte præsident Assads bomber og en blokade.

Vi sad bare og gemte os i huset. Der var ikke noget mad, ingen strøm, vand, internet, ingenting. Vi skulle bare gemme os og passe på familien.Amro Salih om krigen i Damaskus, Syrien

“Det varede i seks dage, hvor der var kampe hele tiden. 400 døde. Vi sad bare og gemte os i huset. Der var ikke noget mad, ingen strøm, vand, internet, ingenting. Vi skulle bare gemme os og passe på familien,” forklarer Amro Salih.

En mental massakre
Uroen blev afløst af stilhed. Kampene havde dræbt familiens drømme om at blive i Syrien, og snart sad de i en tætpakket bus til Tyrkiet.

“Jeg græd hele busturen. Jeg havde sagt farvel til alle mine venner, og jeg havde sagt til mine lærere, at jeg ville afbryde min uddannelse. Det var forfærdeligt. Jeg vidste ikke, hvornår vi kom tilbage. Jeg vidste ikke, om mine venner ville blive dræbt dagen efter,” siger Amro Salih med en fattet stemme.

I Tyrkiet fik Amro Salih arbejde i kundeservice. Med sprogkundskaber i arabisk, tyrkisk, fransk og engelsk blev han populær blandt turisterne. Men med arbejdsdage på op til 16 timer og kun en enkelt ugentlig fridag blev universitetet blot en forduftende drøm i den opslidende hverdag.

Natten til den 21. august 2013 modtog Amro Salih en SMS. Et giftangreb var sket i Ghouta. Vennernes telefoner gik ikke igennem, når Amro Salih forsøgte at ringe til dem. Han scrollede desperat gennem dødslisterne på Facebook i løbet af natten, der talte over tusind mennesker, mens hans sorg voksede. 23 af hans venner var omkommet i massakren.

Men næste morgen måtte kundecentret passes. “Der var ikke tid til at sige, at jeg var træt, og at jeg havde mistet 23 venner i går. Jeg var nødt til bare at arbejde.”

Verdens lykkeligste land
Amro Salih kunne ikke fortsætte den meningsløse tilværelse i Tyrkiet. Han ville til Europa.

“Jeg havde læst meget om Danmark, og at det var verdens lykkeligste folk. Det var første grund til at vælge Danmark – at livet er godt, og at alle har det godt. Det er ikke ligeså koldt som Norge eller Sverige, og det er tæt på Tyskland. Jeg downloadede Google Translate for at høre dansk. Det lød flot. Det lød som et godt land,” fortæller Amro Salih med det skæve smil tilbage på læberne.

Han rejste alene, mens hans to yngre søstre, storebror og forældre blev i Tyrkiet. Tanken var, at han skulle få opholdstilladelse og arbejde og derefter hjælpe familien ind i Danmark.

Første skridt mod verdens lykkeligste land blev taget, da han i august 2014 ankom med gummibåden til den Græske ø Chios. Fra stranden blev de ført til et fængsel, hvor Amro Salih sad med 200 andre flygtninge i én stor sal.

Der var ikke tid til at sige, at jeg var træt, og at jeg havde mistet 23 venner i går. Jeg var nødt til bare at arbejde.Amro Salih om et giftangreb i Ghouta, Syrien, mens han på sin flugt arbejdede i et kundecenter i Tyrkiet

Ventetiden bragte de ventende sammen, da de på skift fortalte deres historier. Ligesom Amro Salih, vidste de fleste allerede, hvor de ville hen. Efter en uge blev Amro Salih sendt med båd til Athen. I de følgende 25 dage planlagde han sin videre færd mod Danmark.

Fire veje fører til Danmark
Som flygtning har man fire muligheder fra Grækenland til Danmark: den første er at køre med lastbil hele vejen fra Grækenland. Det er den sikreste, men dyreste måde. Den næste er at sejle til Italien og derefter køre op igennem Europa. Den tredje er at flyve med et falsk pas. Den sidste mulighed er at bevæge sig til fods. Hele vejen. Amro Salih tog luftvejen. Men hans familie måtte bruge ni dage på at gå til Serbien, hvorfra de kom med en bus til Danmark i slutningen af 2015.

’Moyano Pablo’ var navnet, der stod i det argentinske pas, som Amro Salih havde med sig ind i Athens lufthavn. Inden han var taget ud til lufthavnen, havde han slettet alle beskeder på sin telefon og givet sine kontakter franske navne. Målet var at virke så naturlig som mulig og ikke vække opsigt. Dog så han sig hele tiden ud af øjenkrogen med frygten for at blive opdaget. Hjertet galoperede afsted, og tankerne opslugte ham i, hvad der føles som timer, da han skulle gennem paskontrollen.

”Det er op til dig, om du har selvtilliden til at virke overbevisende,” fortæller Amro Salih.

Men kontrolløren ænsede nærmest ikke Amro Salih, da han på få sekunder scannede passet og lod ham passere.

”Ok” skrev Amro Salih i en SMS til menneskesmugleren, der havde hjulpet ham. Det betød, at han var inde. Snart sad han i flyet og var et skridt nærmere Danmark.

 

LIVET I DAG
Den 6. september 2014 søgte Amro Salih asyl i Kastrup Lufthavn. Efter tre asylcentre på et halvt år, kom han til Syddjurs Kommune i februar 2015, hvor han begyndte at lære dansk. I slutningen af 2015 fik han en femårig opholdstilladelse. Amro Salih gik på Hadsten Højskole i foråret 2016 og begyndte på VUC i Aarhus i januar 2017. Amro Salih bor i dag i Ebeltoft med en ven, mens hans familie bor i Rønde. Hele familien lærer dansk, og hans far er ved at uddanne sig til buschauffør.

Vigtigste personlige genstand
Amro Salih mistede alle sine ejendele, da han skulle med gummibåd over Middelhavet. Dog ikke sin telefon, der stadig virker den dag i dag.

 

Borgerkrigen i Syrien

  • Borgerkrigen i Syrien er en igangværende konflikt, der startede den 15. marts 2011.
  • Konflikten står mellem præsident Bashar Al-Assad og oprørerne, der ofte opererer under modstandsgrupper såsom Den Frie Syriske Hær. I dag er uttalige forskellige grupper involverede i konflikten.
  • 11,5 mio. syrere – knap halvdelen af befolkningen – er drevet på flugt (hvoraf 7,6 mio. er flygtet internt i landet), og mere end 300.000 mennesker er blevet dræbt. 

 

 

ASYL 

Det tog Babishayini Raveendran fra Sri Lanka fem år at få fast bopæl i Danmark. Fem år uden sin familie, men med rædsel, flugt og ensomhed.

Det er Lillejuleaften. Julelysenes skær danser i ruderne. Den nye familie står samlet om Babishayini Raveendran, der knuger telefonen i sin hånd og lytter til stemmen i den anden ende.

Beskeden går som et stød igennem hendes unge krop, der bliver helt slap, så hun falder om på jorden. Hendes lange fingre søger op foran ansigtet og skjuler tårerne, der glinser på hendes æblekinder. Tårerne løber videre ned til et storslået smil, og hendes glædestårer smitter menneskene omkring hende. Hun forstår det ikke.

Det var den bedste dag i mit liv. Det var som en julegave. Jeg behøvede ikke være bange mere. Nu havde Danmark forstået mig, nu troede Danmark på mig.Babishayini Raveendran om at få opholdstilladelse i Danmark

“Det var den bedste dag i mit liv. Det var som en julegave. Jeg behøvede ikke være bange mere. Nu havde Danmark forstået mig, nu troede Danmark på mig,” smiler Babishayini Raveendran, mens de slanke fingre dækker hendes ansigt, som tror hun stadig ikke på det.

Efter fem års kamp kunne Babishayini Raveendran i 2015 endelig genstarte sit liv og påbegynde sine drømme. Hun havde endelig fået opholdstilladelse i Danmark.

Hvad er en dyne?
“Jeg er opvokset med masser af kærlighed. Jeg var den eneste pige blandt to drenge. Jeg voksede op som en prinsesse. Min far og mor gjorde alt for mig. Og så skulle jeg miste dem, savne dem og leve alene,” fortæller Babishayini Raveendran om sin familie. Det tætte, sorte hår falder som et slør om hendes skuldre, mens de dybbrune øjne stirrer fasttømret ud i luften.

’Asyl’. Det var det eneste danske ord, den dengang 16-årige Babishayini Raveendran kunne, da hun ankom alene til Københavns Hovedbanegård i 2010. Otte måneder tidligere havde den frygtindgydende borgerkrig i Sri Lanka skilt Babishayini Raveendran fra sin familie. Kort efter måtte hun flygte ud af landet alene.

I Danmark var alting anderledes. Bygningerne lignede ikke noget, Babishayini Raveendran før havde set. Alle mennesker var hvide. Sproget lød som volapyk, og maden var så fremmed, at det ikke ville blive i hendes mave, da hun fik serveret sit første måltid.

En mørk, kold vinteraften kom Babishayini Raveendran til modtagercentret Sjælsmark på Sjælland. Personalet gav hende en venlig velkomst og viste hende sit nye værelse.

”De gav mig en dyne og et dynebetræk, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge sådan en til. Jeg havde aldrig set en dyne før.”

Hun lagde sig i sengen, udmattet, men uden at kunne sove. Tankerne hvirvlede som en orkan rundt i hendes hoved: ’Hvorfor er jeg her? Hvad skal der ske nu? Hvor er min familie?’

Den første tid var ensom, og efter tre måneder på Sjælsmark, kom Babishayini Raveendran til asylcentret Gribskov, der var et permanent center for unge under 18 år. Her mødte hun en tamilsk veninde. Sammen kunne de dele savnet og ensomheden.

Der udformede sig langsomt en hverdag for øjnene af Babishayini Raveendran med sprogskole om dagen, pigesvømning mandag aften, en voksende vennegruppe og fejring af fødselsdage i fællessalen, hvor centrets mange kulturer levede i samhørighed.Flugt fra Danmark
Fremtiden falmede dog ligeså hurtigt, som den var lysnet. Udlændingestyrelsen afslog Babishayini Raveendrans ansøgning om opholdstilladelse. Hun klagede, men snart fulgte også et afslag fra Flygtningenævnet. Nu var der kun Justitsministeriet tilbage.

Samtidig fyldte Babishayini Raveendran 18 år og med myndighed fulgte et nyt asylcenter: Kongelund. Ligeså forhåbningsfuld hun havde været på Gribskov, ligeså fortabt var hun på Kongelund.

”Det var svært at komme til et voksen-asylcenter. Jeg havde ikke længere en kontaktperson. Personalet var ikke søde og hjalp mig ikke. Jeg skulle selv klare alt. Men jeg var jo stadig bare en ung pige,” beskriver hun, mens hendes håndflader søger uforstående opad.

Venner og aktiviteter blev erstattet med ensomhed og stress. Hver dag efter skole gik hun alene på sit værelse og tænkte på sin familie.

Hun fandt trygheden gennem sin tamilske kæreste fra Schweiz, som hun havde mødt på Facebook. De delte dagligt deres tanker over Skype. Så da Justitsministeriet gav hende tredje afslag, tog den 20-årige Babishayini Raveendrantil Schweiz med håbet om en ny chance.

Da jeg åbner døren, står der tre politibetjente, som siger ‘du er anholdt, og du bliver sendt tilbage til Danmark’. Det var et kæmpe chok, og jeg måtte ikke pakke eller ringe til nogen. Jeg kunne ikke snakke, jeg græd bare.Babishayini Raveendran om at blive anholdt i Schweiz

Schweiz blev dog en kort fornøjelse. Babishayini Raveendran kom på et asylcenter og begyndte at lære tysk. Men en nat lød et par hårde, konsekvente bank på hendes dør.

“Da jeg åbner døren, står der tre politibetjente, som siger ‘du er anholdt, og du bliver sendt tilbage til Danmark’. Det var et kæmpe chok, og jeg måtte ikke pakke eller ringe til nogen. Jeg kunne ikke snakke, jeg græd bare. Det var den værste dag i mit liv. Jeg glemmer aldrig den dag. Det kommer nogle gange, når jeg sover den dag i dag.”

I tre uger sad hun i schweizisk fængsel. Alene på et lille værelse med intet andet end et toilet og en lille lem i døren, indtil hun skulle tilbage til Danmark.

Med udrykning til Hillerød
Da Babishayini Raveendran ankom med flyet til Danmark ventede to betjente og endnu en måneds fængsel. Efter en tur i retten og et løfte om, at hun nu ville samarbejde, fik hun lov til at komme til Sandholmlejren, indtil hun skulle sendes tilbage til Sri Lanka.

To måneders fængsel havde sat sig på Babishaiynis krop. Hendes knogler kom til syne, urenheder bredte sig i ansigtet, og hendes blik var fjernt og tomt. Folk omkring hende kunne ikke genkende hende. Månederne på værelset gik. Kun i selskab med sine egne tanker og ventetiden på at skulle rejse tilbage.

En dag fik Babishayini Raveendran nok. Nok af frygten og ensomheden. Hun ønskede bare at slutte det hele. I desperation skruede hun låget af en flaske opvaskemiddel og drak. Som stod hun midt i et bål, begyndte det at brændte i hele hendes krop. Svælget snørede sig sammen. Hun tog sig til halsen og besvimede på gulvet. Kort tid efter kom ambulancen, der var tilkaldt af centrets personale, og kørte Babishayini Raveendrans livløse krop på Hillerød Hospital.

Fem år, fem asylcentre
Babishayini Raveendrans liv fortsatte. Efter en uge på psykiatrisk afdeling kom hun på et asylcenter for psykisk sårbare. For første gang i sin tid i Danmark blev hun tilbudt psykologisk behandling. Snart var hun tilbage på skolebænken.

Gennem et voksende tamilsk netværk knyttede hun sig til en tamilsk familie i Aalborg, som hun besøgte flere gange om måneden.

“De passede på mig. De troede på mig. De behandlede mig ligeså godt som deres egen datter,” forklarer hun.

Med en kontaktperson, nye venner og sin aalborgensiske familie begyndte livet endelig at gå fremad for Babishayini Raveendran.

Den 23. december 2015 var hun i Aalborg for at holde jul, da hendes telefon ringede. Efter fem asylcentre på fem år, flugt og selvmordsforsøg fik Babishayini Raveendran endelig tilbudt opholdstilladelse i Danmark.

 

LIVET I DAG
I dag bor 24-årige Babishayini Raveendran i Aarhus med sin forlovede, der også er tamiler, og læser til laborant på Viby Erhvervakademi. Hvert år skal hun genansøge om opholdstilladelse. Hun fik i 2016 kontakt til sin lillebror i Sri Lanka, der ligesom hende blev skilt fra familien. Det er ikke lykkedes hende af få kontakt til sine forældre, der menes at være flygtet til Indien.

Vigtigste personlige genstand
Om halsen bærer Babishayini Raveendran altid den guldkæde, som hun fik af sine forældre til sin 10-års fødselsdag. Den er ægte guld, og guld har minder. Halskæden minder hende om livet med sine forældre, som hun sidst så for 9 år siden.

 

Borgerkrigen i Sri Lanka

  • Borgerkrigen i Sri Lanka var en væbnet konflikt mellem den Sri Lankanske regering (som i overtal består af Singalesere) og De Tamilske Tigre.
  • Borgerkrigen varede fra 1983 indtil 2009.
  • Det formodes, at mellem 80.000-100.000 mennesker blev dræbt under konflikten.