Ensomheden vokser blandt unge mennesker, og de er nu en af de befolkningsgrupper, der føler sig mest ensomme i Danmark. 33-årige Rasmus Nielsen har haft ensomheden tæt inde på livet. Gennem organisationen HUSRUM er han kommet ud på den anden side, og i dag bruger han sine erfaringer til at hjælpe andre unge.

Tekst: Marie Møller Munksgaard
Foto: Nicoline Lodahl Karlsen

Han er nervøs. Virkelig nervøs. Hvordan skal det her overhovedet kunne lykkedes? Tankerne hvirvler rundt i hans hoved, og frygten for at møde op vokser. Men han bliver nødt til at gøre det.

Rasmus Nielsen skal til samtalegruppe for første gang. For de fleste er det ikke noget at være bange for. Men for dengang 28-årige Rasmus Nielsen er det. Han har nemlig næsten ikke haft nogen social kontakt de sidste ti år. Hans sociale fobi har efterladt ham alene i sin lejlighed, samtidig med at ensomheden har kastet en mørk skygge over hans liv. Derfor henviser en socialrådgiver ham til en samtalegruppe for folk som Rasmus, der har brug for et sted at dele deres følelser og møde nye mennesker. 

Selvom han er skrækslagen for, hvad der møder ham, tropper Rasmus Nielsen op til det første møde med samtalegruppen. Og langsomt begynder det at gå op for ham. De andre i gruppen er slet ikke så farlige, som han troede. De lytter til ham, når han fortæller, og mange af dem kan faktisk genkende de følelser, han sidder med.

Jo flere gange der går, jo mere blod på tanden får han. Forløbet med samtalegruppen er snart slut, men Rasmus Nielsen er slet ikke færdig. Han har lyst til at møde flere unge mennesker og dele ud af sine erfaringer. Så en dag tager han telefonen og ringer til organisationen HUSRUM.

Et trygt fællesskab
I dag er Rasmus Nielsen 33 år gammel. Han er langt fra det eneste unge menneske, der har fået ensomheden ind under huden. Sammen med den ældre del af befolkningen er unge mennesker faktisk dem, der oplever at føle sig ensomme oftest. Coronakrisen har ikke hjulpet på denne udvikling, og den seneste måling fra HOPE-undersøgelsen lavet af Aarhus BSS viser, at ensomheden blandt unge har nået sit højeste under krisen.

Ifølge Noemi Katznelson, center- og forskningsleder for Center for Ungdomsforskning ved AAU, er der en oplevelse blandt de unge af, at det er hårdt arbejde at indgå i sociale fællesskaber.

”Mange unge oplever, at de skal arbejde hårdt for at blive en del af fællesskabet. Det er ikke bare trygge fællesskaber, hvor de andre accepterer en, som man er. Det kan bidrage til en følelse af at være alene om at skulle kæmpe sig til at blive en del af fællesskabet.”

Denne oplevelse kan Marie Nyegaard genkende hos de unge mennesker, hun møder. Hun er leder af organisationen HUSRUM, der arbejder for at bekæmpe ensomhed blandt unge. Gennem samtalegrupper og sociale aktiviteter prøver HUSRUM at give de unge en hjælpende hånd ud af ensomheden og ind i et trygt fællesskab.

”Vi kan se, at der er nogle unge, som fra en tidlig alder falder udenfor fællesskaberne. Derfor får de heller ikke værktøjerne med til, hvordan man indgår i et fællesskab og møder nye mennesker. Der prøver vi at hjælpe dem ved at være en slags trædesten, så de har en tryg base at øve sig i og begynde at tro på sig selv,” siger Marie Nyegaard.

Da Rasmus Nielsen fik kontakt til HUSRUM i 2017, endte det med at blive den trygge base, han gik og manglede. Han begyndte i en samtalegruppe med seks andre unge, og pludselig var der nogle unge mennesker, han kunne spejle sig i, og som han turde at tage kontakt til.

”Da jeg startede i HUSRUM, fandt jeg ud af, at jeg godt kunne lide at dele ud af mine erfaringer og høre, hvad de andre i gruppen havde oplevet. Det var et meget trygt forum, som gjorde, at jeg også havde lyst til at række ud til dem uden for samtalegruppen og spørge, om vi skulle lave noget,” siger han.

Et selvvalgt fængsel
Det har dog ikke altid været nemt for Rasmus Nielsen at finde unge mennesker at spejle sig i. Gennem de fleste af sine tyvere sad han nemlig indespærret i sin lejlighed helt alene. Den eneste fysiske kontakt, han fik, bestod af et besøg hjem til sin mor og stedfar hver anden weekend. 

Ellers gik alle hans timer med World of Warcraft. Det var en verden, han kunne forholde sig til. Her skulle han ikke præstere socialt, og man blev accepteret, så længe man var god til spillet. Og det var Rasmus Nielsen.

Inden for denne verden lykkedes det dog Rasmus Nielsen at blive del af et større fællesskab. Selvom der skulle gå mange år, før de så hinanden i virkeligheden, udviklede Rasmus tætte venskaber med dem, han spillede World of Warcraft med. Mennesker, der også oplevede ensomhed i deres hverdag.

Alligevel ønskede han noget mere af livet. Han ville gerne i gang med sit studie og få nogle gode venner. Men hver gang mislykkedes det. Og hver gang efterlod det ham med følelsen af at være alene om sin ensomhed.

”Det føltes flovt, at jeg ikke kunne finde ud af de sociale spilleregler. Samtidig ser man folk overalt på sociale medier, der er sammen med deres venner. Det forstærkede mit selvbillede af, at jeg ikke kunne finde ud af noget, som alle andre godt kunne,” siger han.

Ensomheden bliver et tabu
Når unge bliver ramt af ensomhed, vil mange af dem sidde med følelsen af, at det er pinligt, forklarer Noemi Katznelson. Ifølge forskningslederen kan denne tabuisering skyldes en forestilling om ”det rigtige ungdomsliv”.

”Mange unge spejler sig konstant i andre unge menneskers liv. Når man hele tiden bliver konfronteret med, hvad alle andre gør, så kan følelsen af at have det rigtige ungdomsliv hurtigt blive udfordret,” siger Noemi Katznelson.

Derudover beskriver hun også en individualisering i samfundet, der kan bidrage til ensomheden blandt de unge. 

”De unge føler, at det er deres eget ansvar, hvis de skal lykkedes med noget socialt. Hvis det så ikke lykkedes, tænker de, at de skal tage sig sammen eller lave om på sig selv.”

Denne individuelle kultur ser Marie Nyegaard også. Ifølge hende betyder det, at mange unge ikke får lov til at indgå i et rummeligt fællesskab. Det er derfor, at det er vigtigt med organisationer som HUSRUM, der kan give unge et trygt fællesskab, mener Marie Nyegaard.

”Ensomheden er et menneskeligt vilkår, som kan ramme alle. Derfor er det vigtigt at tale åbent om det i et trygt forum. Når først vi får italesat ensomheden, kan vi i HUSRUM give de unge nogle redskaber til at øve sig i at række ud og blive mere sociale.”

Erfaringer kan inspirere andre
For Rasmus Nielsen blev HUSRUM springbrættet til en social hverdag fyldt med fællesskaber. I løbet af sin tid i samtalegruppen hos HUSRUM blev han gode venner med flere af de andre deltagere, som stadig er hans gode venner i dag.

Efter nogle måneder var hans forløb med samtalegruppen ved at være færdigt. Men det betød ikke et farvel til HUSRUM. I stedet valgte Rasmus Nielsen at melde sig som frivillig, så han kunne blive ved med at dele ud af sine erfaringer og hjælpe andre unge på vej.

”Det giver mening for mig at dele mine erfaringer, så andre unge kan spejle sig i dem. Der var en ung, der sagde til mig, at han syntes, at min udvikling var inspirerende. Når jeg hører det, bekræfter det mig i, at jeg kan bruge min historie til noget positivt.”

I dag bor Rasmus Nielsen sammen med sin kæreste og har næsten færdiggjort sit studie. Efter han begyndte i HUSRUM, har han været rundt og besøge mange af de venner, han fik gennem World of Warcraft, som bor verden over. 

Selvom han til tider kan mærke et strejf af ensomhed, er hans hverdag i dag fyldt med tætte venskaber.

Hvad er HUSRUM?

  • HUSRUM er en organisation, der henvender sig til unge mellem 16 og 30 år, som føler sig ensomme. 
  • Organisationen tilbyder både sociale arrangementer som fællesspisning og spilaften samt et forløb med en samtalegruppe, der varer over 12 gange.
  • I løbet af et år har HUSRUM cirka kontakt til 200 unge mennesker.