Thorkild Simonsen
Ulla Bjulver

Byens pioner

Han er en mand med mange facetter. Malersvend, skoleinspektør, rådmand, bestyrelsesformand, borgmester og minister. Og så har han engang sendt Vladimir Putin på posthuset. Mest af alt er Thorkild Simonsen en folkekær ekspolitiker, der sætter en ære i et stykke velgjort arbejde.

Thorkild Simonsen er kendt for sit milde væsen. Det oplever vi allerede, da han tager imod med fremstrakt hånd udenfor sit hjem i Risskov. Indenfor i det store etplanshus hænger der kunst på væggene side om side med høje boghylder fyldt af politiske opslagsværker. Fortællingerne forløber ivrigt uden tænksomme opbrud i talestrømmen. Historierne bliver fortalt med indlevelse og en udpræget detaljerigdom. Inde bag de imødekommende øjne ser man en livsfortælling beriget af mange oplevelser.

Han noterer undertegnede og fotografens fulde navne med alle relevante kontaktoplysninger. Det bliver hurtigt tydeligt, at hr. Simonsen har en begejstring for tal og systematik. Når han bliver spurgt om følelsesmæssige aspekter, afviger han på bedste politiske vis. Svarene tager i stedet udgangspunkt i fakta. Han kan huske, hvad der er hændt i alle årstal. Han kan huske alle, han har arbejdet sammen med. Han kan i det hele taget huske rigtig mange ting. Det på trods af en alder på 88 år.

Det er med rette, at partifællen Svend Auken i sin tid gav ham tilnavnet Thorkild Tusindben, fordi han optrådte alle vegne i organisationer, bestyrelser og medier. Selv i ordbogen kommer arbejde før succes, og det er Thorkild Simonsen bevidst om. Det har lønnet ham at være en slider, og den indre drivkraft er formet af en arbejdsom opvækst.

Svær skoletid
Thorkild Simonsen voksede op i Sønder Rugbjerg ved Vendsyssel. Han var ikke særlig glad for at gå i skole. Han blev mobbet og stoppede i skolen før tid. Et år for tidligt efter hans egen mening.

Jeg var rødhåret, og det var ikke populært. Rødhårede blev mobbet mere end andre. Især hvis man ikke kunne slå fra sig. Og det kunne jeg ikke.

Hans evner til at kunne tale med alle mennesker mener han at have arvet fra sin mor, mens han fik den indre stolthed ved et godt stykke arbejde fra sin far. Begge forældre var involverede i organisationsarbejde, og i en tidlig alder lærte han blandt andet om sognerådet, når de holdt møder i familiens spisestue. Faderen var maler, og Thorkild Simonsen besluttede sig for at komme i malerlære hos ham. Som 18-årig flyttede han til Aarhus for at blive malersvend. Men det første møde med Aarhus skulle vise sig at blive hektisk.

Bombninger i Guldsmedgade
Da Thorkild Simonsen plantede sine ben i Aarhus for første gang, var det på et tidspunkt, hvor 2. verdenskrig var mest mærkbar i byen. Modstandsbevægelsen og tilhængere af tyskerne bekæmpede hinanden hver dag.

En nat i slutningen af februar i 1945 sprængte tyskerne en række bygninger i Guldsmedgade. Den nat omkom fem beboere i Guldsmedgade og to beboere i Nørregade. Thorkild Simonsen boede i Guldsmedgade 1 og var blot flyttet ind i ejendommen en måned før bombningerne.

”Da jeg flyttede til Aarhus, kunne jeg ikke vide, at Guldsmedgade blev det mest usikre sted i byen. Men det blev det. Derfor var mit førstehåndsindtryk af Aarhus meget dårligt.”

Han gik på Teknisk Skole ved Ingerslev Plads, og når han skulle møde, var han meget påpasselig med ikke at passere M.P. Bruunsgade. Det var der god grund til, for gaden var dengang hovedkvarter for Gestapo, Nazi-Tysklands hemmelige politi.

”Jeg har stået i en dørkarm, hvor kuglerne røg lige forbi mit hoved. Lige midt i Aarhus,” fortæller han.

Malermester og lærerstuderende
Som malersvend arbejdede Thorkild Simonsen på akkord til 1,99 kroner i timen. Det hele fik dog en brat afslutning, da han fik eksem på begge arme på grund af de farlige stoffer, der var i malingen dengang. Derfor måtte han finde en ny levevej.

Thorkild Simonsen besluttede sig for at uddanne sig til lærer. Men han var selv nødt til at tjene penge, så han kunne betale for sin uddannelse på Ribe Lærerseminarium. Han havde hverken tid eller mulighed for selv at male, da han gik på seminariet. Derfor blev han malermester og var selvstændig erhvervsdrivende ved siden af studierne. På et tidspunkt havde han fem malere tilknyttet, og på den måde kunne han selv betale for sin uddannelse.

Rodfæstning i Aarhus
Efter sit ophold i Ribe vendte Thorkild Simonsen tilbage til Aarhus. Byen, som han endte med at vie en stor del af sit liv til. Året var 1953. Han blev ansat som lærer på N.J. Fjordsgades Skole, hvor han senere blev viceskoleinspektør. Hans lederegenskaber og organisationssans førte til, at han blev skoleinspektør på Brobjergskolen i 1964, og han blev kort efter valgt som formand for lærerne i Aarhus. Det var spektakulært, at en skoleinspektør også blev valgt som lærerformand. Thorkild Simonsen har altid været opsat på at opnå indflydelse. Derfor involverede han sig i forskellige organisationer, og hans politiske egenskaber begyndte samtidig at tage form.

Den rette hylde
Venner og bekendte i Thorkild Simonsens omgangskreds opfordrede ham til at træde ind i politik. Selv troede han ikke særlig meget på det, da han stillede op til Aarhus Byråd i 1966. Men han blev valgt ind som nummer 11 og var dermed det sidste medlem på Socialdemokratiets partiliste, der blev indlemmet i byrådet.

”Jeg kunne se, at man kunne gøre en forskel igennem politik,” forklarer Thorkild Simonsen, der ikke var bange for at bryde med datidens normer.

”Man havde den skik, at man skulle holde sin mund de første fire år, man var i byrådet. Det overholdt jeg på ingen måde,” husker Thorkild Simonsen.

Borgmestertiden
Hans passion for politik og vilje til forandring i Aarhus førte til, at han fik stor indflydelse i byrådet, og i 1970 blev han valgt som kulturrådmand.

Man havde den skik, at man skulle holde sin mund de første fire år, man var i byrådet. Det overholdt jeg på ingen måde.Thorkild Simonsen

Tolv år senere blev Thorkild Simonsen borgmester i Aarhus, og han viste sig hurtigt som en stærk borgmester, der samtidig havde menneskelige egenskaber. Det gjorde ham højt respekteret på tværs af partierne. I starten af halvfemserne formåede Thorkild Simonsen ligefrem at sende den nuværende præsident i Rusland, Vladimir Putin, på posthuset for at stemple frimærker for Fregatten Jylland. Det skete i forbindelse med et besøg i Aarhus’ venskabsby Sankt Petersborg, hvor Putin på daværende tidspunkt arbejdede som politisk sekretær.

Borgmestertiden var ikke kun en dans på roser. Thorkild Simonsen mødte også stor modstand undervejs, og der var blandt andet ramaskrig, da han var foregangsmand for Musikhuset. Han er en visionær mand, der ønskede at udvikle byen. Han valgte at gå forrest i en tid, hvor man ikke var forberedt på forandring.

THORKILDS TILBAGEBLIK
I løbet af de seneste 50 år har Aarhus gennemgået store forandringer. Der er kommet flere mennesker til, og bybilledet har ændret sig. Forskellige kulturinstitutioner har set dagens lys, og nye veje er blevet anlagt. Som en mekanisme ånder og lever byrummet, mener Thorkild Simonsen.

Vi kan have tendens til at tage for givet, at vi lever i en by med et bredt kulturudbud. I vores daglige færden passerer vi bygninger, som vi ikke kender historien bag. Mange af de ting, vi benytter os af i byrummet, bliver til ved mødebordene på Aarhus Rådhus, selvom vi måske ikke er opmærksomme på det. Thorkild Simonsen har truffet mange af de beslutninger, der ligger til grund for, hvordan Aarhus ser ud i dag. Tag med på en tidsrejse set gennem øjnene på en af byens tidligere borgmestre.

1960’erne: Festugen
Aarhus var en konservativ by, som ikke foretog sig ret meget nyt uden at være helt sikker på at have alle pengene til finansiering af projekter. Det var en fornuftig tilgang, men det var svært udvikle byen. Det var vanskeligt at få gang i hjulene i efterkrigstiden.

”Det var en trist periode i 1960’erne, fordi mange tiltag ikke blev ført ud i livet. Der går en skillelinje i Aarhus før 1970’erne og efter. Det er to forskellige byer. Der er meget mere fremdrift i den by, vi har nu,” siger Thorkild Simonsen. Han fremhæver dog Aarhus Festuge som et friskt pust, da begivenheden blev afholdt for første gang i 1965.

”Festugen gjorde det muligt for mange af de mindre kulturinstitutioner at optræde for et bredere publikum. De første festuger var lidt fredelige og fik en meget beskeden modtagelse, fordi der ikke var så mange arrangementer på programmet. Men festugen betød rigtig meget for kulturlivet i Aarhus.”

1970’erne: Gågaden
Det var en periode, hvor der kom meget fokus på infrastruktur og den kollektive trafik i byen. Der havde længe været planer om en motorgade, der skulle gå hele vejen fra Rådhuset og ned til Nørreport. Men det blev aldrig vedtaget, da der skulle stemmes om projektet i byrådet.

”Jeg støttede den daværende borgmester Bernhardt Jensen i, at der ikke skulle være en gennemgående motorgade i midtbyen. I Odense valgte man i sin tid at anlægge firesporede veje i centrum af byen. Man skar en hel by i stykker med en gennemgående vej. Det fortryder man også nu. Derfor er jeg lykkelig for, at det aldrig skete i Aarhus.”

I 1971 kørte sporvogne og biler for sidste gang gennem strøget. I stedet fik Aarhus en gågade, som har styrket butikslivet. Bernhardt Jensen gik imod tiden og ville ikke knuse de gamle bygninger i midtbyen med en stor vej. Det er han senere blevet hyldet for med en statue ved Åboulevarden.

1980’erne: Musikhuset
På trods af store protester blev opførelsen af Musikhuset realiseret i 1982. Det var en periode, hvor folk enten var for eller imod. Der var opbakning inden for det kulturelle felt i byen. Sådan var det ikke i byrådet. Og da heller ikke blandt befolkningen.

Musikhuset fik den betydning for Aarhus, at byen fik øjnene op for, at vi nu kunne bygge. Det gik op for os, at vi havde råd til at bygge, og at vi nu turde. Musikhuset blev en igangsætter for byen.Thorkild Simonsen

”Det var i den tid, hvor folk begyndte at sende deres børn i daginstitutioner. Vi havde ikke bygget alle de børnehaver og vuggestuer, som vi havde givet lovning på. Derfor var mange imod opførslen af Musikhuset.”

Selvom folk ikke syntes det dengang, var Musikhuset relativt billigt. Det kostede sammenlagt 115 millioner kroner. Men der blev også skåret ned på budgettet undervejs. Foyeren blev eksempelvis ikke så stor, som den er nu.

”Dengang turde jeg ikke at bruge en krone mere, end jeg havde til rådighed. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde gjort det i dag. For det var virkelig besværligt. Men selv i aftes, da jeg var i Musikhuset, kom en dame hen til mig og sagde, at det var godt, jeg stod fast, selvom hun var en af dem, der var meget imod det i sin tid.”

For Thorkild Simonsen var det noget særligt, at en person 32 år efter opførelsen tilkendegav, at hun i sin tid tog fejl. Og så på en aften hvor 1700 mennesker var samlet i den store sal for at se forestillingen Erasmus Montanus.

”Musikhuset fik den betydning for Aarhus, at byen fik øjnene op for, at vi nu kunne bygge. Det gik op for os, at vi havde råd til at bygge, og at vi nu turde. Musikhuset blev en igangsætter for byen.”

1990’erne: Åen
Der var nogle rent praktiske årsager til, at Åboulevarden skulle åbnes. Flere rør skulle istandsættes, fordi de var ved at ruste. I den forbindelse kom nogle på ideen om ikke at tildække Aarhus Å igen.

”I første omgang støttede jeg ikke fritlægningen af åen, fordi jeg mente, at det gik for hurtigt, da vi ikke havde alternative veje at køre på. Dengang var vi så forsigtige, at vi ikke fik åen åbnet hele vejen. Nu bliver den åbnet lidt længere nede ved havnen. Det er mere, end hvad nogen af os troede dengang.”

Forretningerne langs Åboulevarden følte sig også truet af planerne i sin tid. Men de fandt hurtigt ud af, at de kunne sælges deres forretningslokaler til restauratører. Byrummet ændrede sig, og Aarhus fik et af de vigtigste varemærker for byen.

”Hvis du spørger folk rundt i landet, hvad de forbinder med Aarhus, så vil de fremhæve Den Gamle By, Musikhuset og Åboulevarden.”

00’erne: Kultur og handelsliv
Thorkild Simonsen var ikke med til at bygge ARoS, men han var med til planlægningen af museet. Han var forbavset over, at ARoS allerede stod klar i 2004. Da han var med til at bygge i sin tidlige politiske karriere, var man bange for at bruge 100.000 kroner mere, end hvad der var budgetteret med. Man var bange for forstæderne, som måske ville mene, at Aarhus brugte for mange penge. Sådan er scenariet ikke i dag, da Aarhus som by er blevet bundet mere sammen med forstadsbyerne. Thorkild Simonsen mener også, at byens handelsliv har oplevet en positiv udvikling.

”Den industrielle udvikling har ikke altid været med Aarhus. Men i dag er der blandt andet blomstret rigtig mange nye it-virksomheder i byen. Samtidig er Aarhus for alvor blevet en handelsby, hvad den ellers ikke har været tidligere. Det ser vi især med byggeriet af Bruuns Galleri.”

Fremtiden
Thorkild Simonsen er ikke meget for at kloge sig på de beslutninger, som hans efterfølgere træffer. Men han mener, at Aarhus står over for nogle store udfordringer, når det gælder infrastruktur. Hvis det stod til Thorkild Simonsen, skulle Aarhus også gå mere seriøst til værks for at få en lufthavn til byen.

Med alle de bygherrer, der står klar her i Aarhus, kan det kun gå godt.Thorkild Simonsen

”Hvis Aarhus virkelig vil på verdenskortet, er man nødt til at have en lufthavn, som folk vil flyve fra og til. Når man vil sydpå, vil man ikke først køre nordpå til Tirstrup.”
Tilbage i 1969 sagde Aarhus nej til at anlægge en lufthavn i kommunen, fordi man ikke var villig til at finansiere den. I stedet så LEGO en god mulighed for at byde ind på en international flyveplads ved Billund.

”Hvis vi i byrådet havde valgt at anlægge den første flyvebane i Favrskov ved Hadsten, så havde vi i dag haft en lufthavn lige uden for Aarhus. Det var en kæmpe fejl, at vi ikke slog til i sin tid.” Trods de forliste drømme om en lufthavn tæt ved Aarhus ser Thorkild Simonsen lyst på fremtiden for byen.

”Med alle de bygherrer, der står klar her i Aarhus, kan det kun gå godt. Byens befolkningstilvækst er også et direkte tegn på, at der bliver flere arbejdspladser, og at Aarhus er en attraktiv by at bo i.”