Smagsgiveriet
Cecilie Klok Dupont

Smag på Østjylland

Et nyt smagsunivers i Aarhus sætter dine sanser på overarbejde. Her er små lokale madproducenter, der lokker med lækkerier i alle afskygninger. Aarhus Panorama giver dig her en forsmag på, hvorfor du skal slå et smut forbi Smagsgiveriet.

”Vores vision er at samle de bedste smagsoplevelser fra østjyske producenter ét sted i Aarhus. På den måde skal folk ikke køre rundt i hele Østjylland for at få fat i de lækre specialiteter. Vi får blandt andet varer fra gårdbutikker, ostehandlere, grøntsagsproducenter og slagtere. Jeg håber, at aarhusianerne bliver nysgerrige på konceptet og har lyst til at støtte op om de lokale leverandører,” siger Lars Christensen, ejer af Smagsgiveriet og Vin&Vin.

Lars Christensen er sammen med Maria Palmhøj Vestergaard manden bag det nyt madmarked i Aarhus: Smagsgiveriet. Her kan du smage lækkert mørkt chokolade. Du kan udvælge, hvilken økologisk steg du vil have med hjem. Og så kan du samtidig få fortalt underholdende historier fra østjyske bondegårde. Et besøg i Smagsgiveriet er derfor et møde med vaskeægte østjyske kvalitet.

Lokale produkter, lokale samarbejdspartnere
For kort tid siden lå der kun en vinhandel på Marselis Boulevard. Det skulle der laves om på. Lars Christensen så et potentiale i at udnytte lokationen i det sydlige Aarhus og åbne op for flere smagsoplevelser samlet på ét sted. Samtidig ville han gerne give noget tilbage til lokalmiljøet. Han tog derfor kontakt til den første madproducent, som blev nysgerrig på det nye koncept. Det førte hurtigt til den næste interesserede producent. Derfra gik det stærkt. I dag, næsten to måneder efter Smagsgiveriet åbnede, har i omegnen af 30 østjyske madproducenter fundet vej til Smagsgiveriet. Og flere viser fortsat stor interesse for det nye, spændende koncept.

Et led i konceptet er samarbejdet mellem Smagsgiveriet og en række lokale sportsklubber. Det betyder, at man kan donere 10% af købsbeløbet til samarbejdsklubberne. For bagmændene er det vigtigt at give noget tilbage til lokalmiljøet. Donationerne betyder, at en klub som Højbjerg Badminton har råd til at vække glæden for sport hos både børn og unge.

”Jeg har altid haft lyst til at udvikle et koncept, hvor man benytter sig af de lokale ressourcer, samtidig med at man støtter de lokale sportsklubber. Konkret har vi lavet det sådan, at østjyske sportsklubber kan få en del af omsætningen i Smagsgiveriet tilbage til deres klubkasse ved at støtte op om de lokale producenter,” fortæller Lars Christensen.

Ægte østjysk smag
På turen i Smagsgiveriet kan man derfor stifte bekendtskab med mange lokale producenter. En snak med fimaet Mols Kafferisteri til “Smagens Dag” på Smagsgiveriet giver således ny indsigt i noget så simpelt som ens morgenkaffe.

Til “Smagens Dag” er der i det hele taget flere producenter til stede, som alle er ivrige efter at tale om deres produkter. Og så har de selvfølgelig et udvalg af smagsprøver med til de nysgerrige sjæle.

Turen rundt i Smagsgiveriet kan gøres kort, hvis man bare er der for at smage. Har man interessere i de dybere tanker og ideer bag de enkelte producenter, kan man dog sagtens bruge flere timer i selskab med de østjyske producenter.

Mols Kafferisteri tilbyder blandt andet, at man kan dufte de friskkværnede bønner. Her får man følelsen af at bevæge sig ind i en verden, hvor kaffe er centrum. De besøgende kan naturligvis også få en dejlig varm kop kaffe, alt imens de får fortællingen om bønnens lange rejse fra Indien til bondegården på Mols. For Mols Kafferisteri handler det nemlig ikke bare om det færdige produkt. Processen fra bønnens oprindelse til den færdige kop er mindst lige så vigtig at gøre opmærksom på. Derfor besøger Mols Kafferisteri også selv alle de steder, hvorfra de importerer bønnerne. De har derfor blandt andet lagt vejen forbi Indien. Her mødte de menneskerne bag høsten. Det giver en fuldendt forståelse for produktet. Og ikke mindst substans til de historier, som Mols Kafferisteri gør en dyd ud af at fortælle til kunderne hen over disken.

Plads til de mindre
Det er langt fra alle producenter rundt i Østjylland, der har mulighed for at komme og sælge deres varer inde i byen. Flere har ganske enkelt ikke tilstrækkelig økonomi. Ej heller til at optræde på madmesser som eksempelvis Food Festival. Her kommer Smagsgiveriet ind i billedet. Et sted, som kan ses som en håndsrækning til de små lokale madproducenter, der her får en unik mulighed for at få opmærksomhed. Blive set og blive smagt

For bagmændene er det vigtigt at slå fast, at Smagsgiveriet ikke skal ses som pendant til Torvehallerne i København. Lars Christensen og Maria Palmhøj Vestergaard har begge stor respekt for Torvehallerne, men de er bevidste om, at Aarhus er en by, hvor man må gå anderledes til værks. De har derfor arbejdet ud fra grundtanken om, at fokus skal være på de mindre producenter og de gode historier, som gemmer sig bag råvarerne.

En stor del af oplevelsen ved at besøge Smagsgiveriet er derfor også at tage sig tid til at grave dybere i alle de spændende historier fra de lokale gårde i Østjylland. Der er nemlig nok at komme efter.

Oplysninger om Smagsgiveriet

Adresse
Marselis Boulevard 177, 8000 Aarhus

Åbningstider
Man-fre: 10-19
Lørdag: 10-15
Søndag: lukket